af Troels Heeger og Søren Villemoes

Første- og andenpladsen på Konfliktens top tre over værste indlæg i den offentlige debat 2009 har ladet vente på sig. Og det er der gode grunde til. For sommeren og det tidlige efterår har budt på en perlerække af elendige indlæg.

På nærmest ugentlig basis meldte nye, stærke kandidater sig med eksemplarisk tågesnak. Således kunne vi pinefuldt slide os igennem Carsten Jensens tårevædede og nærmest rablende kronik om rydningen af Brorsons Kirke og danskernes uhæmmede fremmedfrygt. Det var en sørgelig patetisk og usaglig lille sag, der pressede sig ind på listen. Men den kom ikke med.

Den samme skæbne tilkom komikeren Niels Hausgaard, der i et ivrigt forsøg på at gro englevinger satte nye standarder for frelsthed på Politikens spalteplads. Den konsekvente moralisme var harsk og fortættet som i bouillon-form. Hver eneste sætning flød over med besk had og selvsmagende dømmesyge, som blev krydret med en indforstået logik, hvorved den jyske komiker gjorde sig til ekspert, ikke bare i den irakiske sikkerhedssituation, men også i hver eneste flygtnings videre skæbne og individuelle sag. Ethvert bud på et reelt politisk alternativ blev der naturligvis ikke spenderet så meget som et anslag på. Aldeles destruktivt for ethvert tilløb til en tænkende dansk venstrefløj. Men den kom altså heller ikke med.

Nej, det var svært. Til sidst fandt vi dog alligevel de to vindere. Vi begynder med nummer to på listen:

2. Danmarks Løver: “Modstandsbevægelsen mod Pia K.s besættelse” (bragt i Politiken d. 24.8. 2009)

Med en hidtil uset grad af smagløs selvhøjtidelighed kunne de tre forfattere, Malene Fenger-Grøndahl, Rune Engelbreth Larsen og Flemming Chr. Nielsen, der har samlet sig under navnet Danmarks Løver, levere en patetisk jeremiade, der fik Carsten Jensen til at ligne ydmygheden selv.

Politiken beskriver dem som ‘et opsigtsvækkende hold af kronikører’, og af uforståelige årsager er kronikken krediteret til en mærkelig samling litterære skikkelser (bl.a. Aladdin og Den Lille Havfrue), der vist nok skulle give læseren et indtryk af en multikulturel partisanerfront. I virkeligheden er der naturligvis tale om et ret homogent udvalg af den veluddannede, kreative forfatterklasse. Førerpennen er tydeligvis blevet ført af Tøger Seidenfadens lille hjælper, Rune Engelbreth – der med en vis ret kan siges at eje den plettede førertrøje i uhæmmet DF-fobi.

Det ord, der går mest igen i kronikken, er ‘Vi’. Det er ikke tilfældigt. For kronikken handler nemlig slet ikke om Dansk Folkeparti. Den handler om de tre forfattere. Og de er åbenbart ‘trætte’ og ‘rystede’ over en lang række ting. Heriblandt at DF får lov til at tale i den bedste sendetid. Ja, at Danmarks tredje største parti optræder på tv, er åbenbart en frygtelig hændelse. Og at journalisterne ikke altid overhælder DF’erne med aggressiv moralretorik, er åbenbart også et stort problem.

Nazisammenligninger er der naturligvis også. Men de optræder i en ny og endnu mere patetisk form en tidligere:

Pia Kjærsgaard og hendes partifæller har hånet islam som »nazisme«, kaldt indvandrere for »besættere« og muslimske kvinders hovedtørklæder for »hagekors«.
Men når nogen påpeger lighederne mellem Dansk Folkepartis antimuslimske propaganda og 1930′ernes tyske antisemitisme, mødes de af en bølge af forargelse.
Du må ikke bryde Det Store Tabu: Kun Dansk Folkeparti har lov til at »trække nazikortet«, og det skal for alt i verden smides i hovedet på indvandrerne.

Ja, de er åbenbart trætte af, at andre er trætte af de evindelige nazisammenligninger. Hvor er det dog ustyrligt ynkeligt at klage over, at man ikke får lov til at sammenligne Pia Kjærsgaard med Adolf Hitler. Den sammenligning er hverdag, og den er muligvis den mest gennemtæskede komparative kliché i moderne dansk sprogbrug. At tænke sig, at man ikke føler, den bliver luftet nok. Ufatteligt.

Herefter fortsætter de med at proklamere landet for besat. Besat af det demokratisk valgte og fuldt ud parlamentariske midterparti Dansk Folkeparti, der på trods af tre succesfulde valg og med alverdens kritik vendt imod sig, åbenbart alligevel har formået at snøre os allesammen til sin nuværende magtposition. Hvordan kan det lade sig gøre? Jo, ifølge forfatterne skyldes det medierne. Det er dem, der ufiltreret har ladet den ondsindede anti-muslimske propaganda forføre de mindre oplyste borgere her i landet. Altså, dem der ikke har gidet læse Politiken de sidste otte år.

De tre forfattere anser sig selv som del af en ‘modstandsbevægelse’. Og de tager hermed prisen som de mest konforme partisankrigere i nyere tid. Tænk både at kunne være med i en regimeundergravende modstandsbevægelse, mens man samtidig lever i en rummelig københavner-lejlighed, skriver i et af landets største dagblade, får udgivet sine bøger på prestigefulde forlag og sover i ro og mag om natten? Ja, man kan åbenbart få det hele nu om dage. Glem alt om at spilde tid og energi på et eller andet projekt for at stoppe AIDS i Afrika, bare skriv en kronik til Politiken, og du kan være en modstandsmand i stedet!

Det virker lidt for let. Og det er det naturligvis også. For der findes ikke nogen modstandsbevægelse mod DF. Der findes bare nogle mennesker, der har meldt sig ind i en facebook-gruppe, så deres venner kan se, at de ikke stemmer på partiet. At sammenligne det med at sprænge jernbaner i luften under den tyske besættelse og likvidere stikkere, det er der ingen andre end dem selv, der kan tage seriøst.