af Søren K. Villemoes, cand.scient.pol., B.A. i religionsvidenskab og blogger

Der er ingen grænser for, hvad kultur kan beskyldes for i disse dage. Før i tiden kunne man i den offentlige debat forklare alting med en henvisning til ’socioøkonomiske forhold’ (hvad end det er), men den tid er forbi, og i dag kan man nu nøjes med at henvise til det nøjagtigt lige så indholdsløse begreb ‘kultur’. Forestillingen om kulturen som altings ophav kaldes ‘kulturalisme’, og det er en udbredt fejldiagnose, der er at finde på såvel højre- som venstrefløj.

Sølvpapirshattens antenner indstilles
Det seneste groteske eksempel på en kulturalistisk nedsmeltning, er blogger ved Jyllands-Posten, Morten Uhrskov Jensens, debatindlæg om voldtægt i Sverige. Uhrskov har bemærket, at der i Sverige er hele ni gange så mange politianmeldelser om voldtægt end i Danmark, og at landet ligger markant højere end andre EU lande i denne kedelige statistik.

Statistikken er både gruopvækkende og interessant. Det samme kan siges om Uhrskovs forfejlede forsøg på en forklaring. I sin kulturalistiske feberdrøm når han nemlig til den konklusion, at årsagen til de mange anmeldte voldtægter må skyldes Sveriges store indvandring af muslimer. Vi lader den lige stå et øjeblik…

Ja, ved gud om manden ikke med sin sølvpapirshat solidt plantet på hovedet har deduceret sig frem til, at ens religiøse ophav dikterer ens sandsynlighed for at begå voldtægt. Hvor bizart det end lyder, så er det faktisk den helt naturlige, logiske slutning, man må drage, når man besidder en kulturalistisk verdensopfattelse. Hvis alt har sin årsag i kulturen, så må det vel også gælde for voldtægt. En smule kritisk refleksion vil dog hurtigt afsløre denne forklarings åbenlyse mangler og gabende huller.

For det første begår Uhrskov en markant retorisk brøler, der undergraver hele hans tese. I sin iver efter at slå ned på et konsekvensløst retssystem, kommer han nemlig til at indrømme, at antallet af domme for voldtægt i Sverige rent faktisk er faldet siden 1960′erne. Vi har altså ikke at gøre med flere voldtægtsdomme, men derimod blot langt flere anmeldte voldtægter. Dette er en helt afgørende forskel. Rigtigt mange voldtægter befinder sig nemlig i en gråzone. Dette er specielt tilfældet med de såkaldte ‘date rapes’, hvor de to involverede kender hinanden i forvejen.

Der er mange voldtægtsanklager, der bliver trukket tilbage, eller viser sig slet ikke at holde vand ved nærmere efterforskning. Der er desværre også en god del, der rent faktisk er sande. Det skal ikke ignoreres. Men da der netop kan være en høj grad af tvivl, er det så meget desto vigtigere at forholde sig til antallet af dømte voldtægter og ikke antallet af anmeldelser alene. Der eksisterer i øvrigt de samme retslige principper for, hvornår man dømmes for voldtægt i Danmark som i Sverige. Om der overhovedet er sket en stigning i antallet af voldtægt i Sverige, er derfor noget tvivlsomt – om end ikke nødvendigvis usandsynligt.

Primitiv hypotese
For det andet viser tesen slet ikke at holde vand med en meget enkel sammenlignelig test. Hvis det virkelig er variablen ‘islam’, der forklarer den påståede stigning i antallet af voldtægt, så må muslimer i Danmark vel være lige så aktive på voldtægtsområdet som i Sverige. Da antallet af anmeldte voldtægter i Sverige er ni gange højere end i Danmark, så må der vel være ni gange så mange muslimer på den anden side af sundet end her i landet. Men det er der slet, slet ikke.

Uhrskov kommer selv til at afsløre, at der kun er cirka 500.000 muslimer i Sverige. Det tilsvarende tal i Danmark er cirka 200.000. Hvis ‘islam’ virkelig er den forklarende variabel, er det meget svært at se, hvordan antallet af muslimer, der er 2½ gange større i Sverige, kan forklare ni gange så mange anmeldte voldtægt. I statistik kalder man den slags for en kontrol case. Enhver samfundsforsker med et minimum af indsigt i kvantitativ metode ville på nuværende tidspunkt have afvist tesen blankt.

Men når sølvpapirshatten sidder tilpas stramt på hovedet, så er der ingen grænser for, hvilke kulturalistiske signaler, man kan opsnappe. Og Uhrskov har indstillet modtagerantennen på islamkritik ad nauseam. Der er bestemt mange områder af islam, der fortjener alskens kritik og debat (jeg kan i hvert fald sagtens nævne en snes stykker, herunder synet på kvinder), men religionens indflydelse på antallet af voldtægter i Sverige er IKKE et af dem!

Tesen er hermed afvist. Og man må altså finde en anden god grund til, at ens datter ikke må date Ahmed fra klassen. Men for den interesserede læser, tillader jeg mig lige at komme med nogle uddybende betragtninger.

Alternative forklaringer
I statistisk metode har man et begreb, der hedder kontrolvariabler. Det er noget man smider ind for at sikre, at man ikke kommer til at konkludere et eller andet helt forkert. F.eks. kunne man fejlagtigt komme til at konkludere ud fra sin data, at der er en statistisk signifikant sammenhæng mellem folks hudfarve og deres evner til at løse matematiske problemer. Hvis man så smider kontrolvariablen ‘uddannelsesbaggrund’ ind, vil konklusionen nok blive en helt anden. Man skal derfor altid teste for alternative, mulige hypoteser, før man kan konkludere noget som helst brugbart.

Vi har allerede sået tvivl ved, om der overhovedet er en reel stigning i antallet af voldtægter i Sverige. Men hvis vi antager, at det virkelig er tilfældet, kunne der sagtens vise sig at være en række helt andre forklaringer, der intet har at gøre med hverken religion eller indvandring. F.eks. har Sverige siden 1999 haft et forbud mod køb af sex. Nu abonnerer jeg ikke på en overbevisning om, at et sådant forbud nødvendigvis skaber flere voldtægter, da jeg tvivler på, om det overhovedet mindsker antallet af sexkøb i tilstrækkelig grad. Men som en undersøgelse foretaget af den amerikanske kriminolog Berl Kutchinsky viste, så faldt antallet af voldtægter i Danmark betragteligt efter legaliseringen af porno i 1969. Fraværet af en såkaldt ‘ventileffekt’ kan derfor ikke kategorisk udelukkes som medvirkende årsag.

Et af de helt store videnskabelige værker om årsager til voldtægt er bogen A Natural History of Rape: Biological Bases of Sexual Coercion. Den er skrevet af de to forskere, Randy Thornhill og Craig T. Palmer, der har deres fødder solidt plantet i darwinistisk evolutionsteori. Værket søger specifikt at afvise luftige kulturalistiske og socialkonstruktivistiske forklaringer på voldtægt. Ifølge de tre forskere har ‘kultur’ kun en marginal til ingen betydning for antallet af voldtægter. Som de skriver, så eksisterer voldtægt i alle menneskets forskellige kulturer, og desuden i mange dyrearter hvor der ikke er nogen nævneværdig ‘kultur’ – og da slet ingen religioner.

Forklaringen skal findes i mænds seksuelle psykologi, der er udviklet gennem mange årtusinders naturlig udvælgelse. Som evolutionær teori har påvist igen og igen, så er seksuel selektion en af de mest afgørende drivkræfter bag menneskets udvikling. Studier i seksuel adfærd og menneskets valg af partnere har påvist, at kvinder i høj grad vælger mænd ud fra deres status i det sociale hierarki. Med andre ord: Jo højere status, jo lettere adgang til kvinder. Dette burde ikke være en chokerende nyhed for nogen (Simon Spies, Hugh Hefner… fortsæt selv listen.)

I vores fjerne fortid i diverse jæger/samlersamfund har der været en langt mere uretfærdig adgang til kvinder for mænd afhængigt af deres status. Polygamiske forhold har ikke været ualmindelige, og magtfulde mænd med høj status har derfor kunnet akkumulere kvinder i hobetal, mens mænd med lavere status har måttet lede forgæves efter bare en enkelt seksualpartner. Dette har ført til en udvikling i mænds seksuelle psykologi, der under særlige forhold kan føre til, at man som en art ‘nødstrategi’ vælger voldtægt som en sidste desperat måde at få sine gener videreført og sine seksuelle behov opfyldt på. Der er altså, hvor ubehageligt det end lyder, gode evolutionære forklaringer på, hvorfor nogle mænd voldtager kvinder.

Som forskning også har vist, så er der den dag idag stadig en overrepræsentation af mænd med lav social status i voldtægtsstatistikkerne. Hvis muslimske, svenske mænd skulle være overrepræsenterede i disse statistikker, så skyldes det altså snarere deres lave sociale status i Sverige end deres forhold til koranen.

En sidste hypotese til at forklare det høje antal politianmeldelser i Sverige kunne være at finde et sted i den kroniske svenskhed, som vi tidligere har været inde på her på bloggen. Den stigende svenske tendens til at gøre snart sagt hvad som helst til genstand for kønskamp og uligestilling, samt den nærmest automatiske offergørelse af kvinder kan muligvis have skabt en noget anderledes forestilling om, hvad der rent faktisk konstituerer et voldtægt blandt svenske kvinder. Den store uligevægt mellem anmeldte og dømte voldtægt kunne muligvis pege i den retning. Det ser i hvert fald ud til, at det svenske restsvæsen og politi ikke deler helt den samme opfattelse som mange af de forulempede kvinder. Men en sådan afklaring kræver en dybere behandling end et blogindlæg tillader.

Ned med kulturen!
Uhrskovs nylige hjerneblødning er blot et enkelt bizart eksempel på kulturalismens elendighed. Der er mange at tage af. Og der bliver flere og flere for hver dag, der går. Morten Uhrskov Jensen er desværre en af de mange danskere, der har mistet overblikket, efter at mødet med folk fra andre kulturer efterhånden er blevet dagligdag her i landet. Kulturens rolle i samfundet, og for menneskelige relationer og handlinger i det hele taget, er de sidste år blevet helt grotesk overvurderet. Vi mennesker er ikke så grundlæggende forskellige, som vi ofte bilder hinanden ind. ‘Kultur’ skal derfor hverken gøres til den evige syndebuk for alverdens onder eller til en slags ‘helle’, hvor folks kulturelle normer og praksisser er fredet for kritik.