af Ryan Smith, cand.mag.

Når økonomer vil vurdere lægmænds forståelse af økonomi, så spiller de ud med en test, der består af en kort række ja/nej-spørgsmål. Der er tale om spørgsmål, hvor svaret ikke er til diskussion, og som ethvert dannet menneske burde kunne besvare korrekt. Et af spørgsmålene lyder: Er verden blevet rigere i løbet af de sidste 30 år?

Svaret er selvfølgelig ja. På trods af aktiekrise, oliekrise, dot-com-krise, fødevarekrise og nu finanskrise har de sidste 30 år set verdens samlede velstand vokse et sted mellem 25% og 50%, alt efter hvilke tal man konsulterer. Blandt USA’s såkaldt ”fattige” har 99% elektricitet, 95% har TV, 60% har VHS eller DVD, og 71% ejer mindst én bil. De fattige lever også længere og med færre sygdomme og handikap end for 30 år siden. Alle væsentlige målbare økonomiske kriterier peger i retning af, at verden er blevet et rigere, renere og rarere sted.

Når venstreorienterede græsrodsorganisationer, tænketanke og velfærdspolitikere blæser til kamp mod fattigdom (hvilket de ofte gør), så er det i virkeligheden ikke fattigdom per se, de bekæmper men ulighed: I 2010 har USAs fattige en levestandard, som rigmænd i 1910 kun kunne sukke efter: 88% har telefon, 60% en mikroovn, og 46% ejer deres eget hjem. Alle disse procenter er højere end for 30 år siden. De konkrete tal såvel som den velstand, de repræsenterer, er højere end nogensinde før.

Gyser på første klasse

Men vi er ikke blot rigere end tidligere: Vi er sundere, lever længere, og har bedre kontrol over Jordens økosystemer end nogensinde før. På verdensplan er fødevareproduktionen fordoblet over de sidste 40 år, og gennemsnitslevealderen er steget med mere end syv år. Alligevel bombarderes vi dagligt med stadigt mere kreative varianter af budskabet: Verden er ved at gå under: Hungersnød, SARS, svineinfluenza, kollaps i økosystemer, AIDS, overbefolkning, atomar terrorisme, syreregn, global opvarmning, og en ny istid. Dommedagsprofetier er et mættet marked, og doom-pusherne kan imødekomme enhver smag.

Men som vi har set, så hænger de to trends ikke sammen: Hvis Adam Smiths impartial spectator blev bedt om at stille med en uvildig og dispassioneret analyse, så ville han uden at blinke konkludere, at menneskeheden havde det bedre i dag end nogensinde før. Han ville ikke være et sekund i tvivl, når han så, hvordan vi havde reduceret bestanden af rotter i vores byer, renset vores drikkevand og vaccineret vores børn mod de sygdomme, som før tog op til 15% af en årgang med sig i døden. Han ville sige, at menneskeheden skulle holde op med at bekymre sig, fordi det efter alt at dømme var ovenud rationelt at være optimist.

Budskabet ville dog næppe trænge igennem, for optimisme ligger ikke til den menneskelige natur. ”Jeg har observeret, at det ikke er ham, som håber, hvor andre fortvivler, men ham som fortvivler, hvor andre håber, der tilbedes af en stor stand af mennesker som en vismand.” sagde John Stuart Mill i sin Speech on Perfectability. Og på trods af et hidtidigt batting average på 0.00, så lytter vi stadig ivrigt til dommedagsprofeterne. Vi forestiller os hellere det bloddryppende, pestplagede undergangsscenarie, end vi lader menneskehedens tusindårige udviklingshistorie og de økonomiske statistikker afstedkomme et smil. Således er der brug for en bog, som slår et slag for optimisme – en bog som med udgangspunkt i fornuften fortæller den rationelle historie om den rationelle optimist.

Evolutionær økonomi

Og dét er netop, hvad den britiske forfatter, adelsmand, biolog og børsmægler Matt Ridey har givet os med sin nye bog, The Rational Optimist. I sine tidligere bøger, Genome og The Red Queen, har Ridley primært beskæftiget sig med det kontroversielle felt Evolutionær Psykologi, som også antropologen Dennis Nørmark og idehistorikeren Lars Andreassen har skrevet om herhjemme (Det Virkelige Menneske 2007). I Evolutionær Psykologi søger man, som navnet antyder, at finde evolutionære rationaler for menneskelig adfærd og således at svare på, hvordan den menneskelige psykologi spiller sammen med den biologiske natur, som den nu engang er et produkt af. Og resultatet er sjældent kønt: Således lyder et af den Evolutionær Psykologis centrale aksiomer, at det altid er rationelt for mænd, at fantasere om andre og flere partnere, simpelthen fordi de producerer flere kønsceller, end én kvinde kan omsætte til afkom.

I The Rational Optimist tager Ridley metoden fra Evolutionær Psykologi og anvender den på politik og økonomi: Hvis der findes en grundpsykologi, der karakteriserer mennesket som art, findes der så også en grundøkonomi, der ligeledes kan siges at ligge naturligt til arten? Ifølge Ridley er svaret ja: Hvis vi kigger på vor forfader Homo erectus, så havde Erectus en livline på hen ved en million år. En million år med stenværktøj og en million år uden innovation; – en million år, hvor knogler og kranier udviklede sig hurtigere end værktøj. Til sammenligning, så startede Homo sapiens også med stenøkser, for ca. 200.000 år siden, men flyver nu rundt i det ydre rum. Hvad er forskellen på os og Erectus? Det er det Ridley vil svare på, og svaret bliver et nyt felt, en slags Evolutionær Økonomi.

Tilbudsjagende jæger-samlere

Homo sapiens har selvfølgelig en større hjerne end alle tidligere menneskerarter. Men en stor hjerne gør det ikke alene: En Einstein i stenalderen ville ikke være en Einstein, som vi kendte ham, men én jæger-samler blandt mange, og sandsynligvis en temmelig dårlig én af slagsen. Hvad er forskellen på dengang og nu? Ifølge Ridley er det handel, specialisering og arbejdsdeling: Kigger vi til en anden menneskeart, neandertalerne, så tyder de arkæologiske spor på, at mænd og kvinder lavede alt i fællesskab: De jagede i fællesskab, samlede i fællesskab og byggede værktøj i fællesskab. Med Homo sapiens ser vi derimod det modsatte mønster: Mændene jager, og kvinderne fouragerer og passer børn. Ved fyraften mødes man og bytter ressourcer. Arbejdsdeling tillader specialisering. I stedet for at zappe rundt mellem tre forskellige beskæftigelser, kan jægerne nu koncentrere sig om at jage og samlerne om at samle. Specialisering giver kvalificeret arbejdskraft, hvilket igen giver mere mad, og med tiden kan det bedre betale sig for stammen at have et par specialister gående som ikke skaffer føde, men udelukkende producerer værktøj til stammens andre medlemmer.

Men da specialisten ikke kan spise sit værktøj, bliver han nødt til at handle med de andre Sapiens hvis han vil have noget at spise, og på savannen er der hverken skatter, afgifter eller statsregulering. På savannen sætter vi vores priser, som vi vil, og således er vi fremme ved Ridleys postulerede grundøkonomi for mennesker: Frihandel. Ridley gennemgår et væld af arkæologiske udgravninger og moderne videnskabelige eksperimenter for at vise, at ingen andre menneskerarter kommer i nærheden af Sapiens, når det kommer til vores tæft for handel: Andre menneskearter lavede værktøj og kunstgenstande, men det hele blev lavet on location og sjældent mere end en times gang fra anvendelsesstedet. Som kontrast har selv tidlige Homo sapiens fragtet konkylier fra kysten og mange hundrede kilometer ind i Afrika. Og omvendt har man ved kysterne fundet økser lavet af stentyper, som kun findes mange hundrede kilometer inde i landet. Dét mønster er ukendt blandt andre arter.

Og så er der vore nulevende slægtninge: Aberne. Videnskabsfolk har taget aber med i laboratoriet for at lære dem at handle. Chimpanser kan akkurat forstå pointen i at bytte bitter mad (gulerødder) til sukkerholdig mad (druer), men de kan ikke forstå konceptet i at handle sukkerholdig mad (æbler) for endnu mere sukkerholdig mad (druer). Nuancerne er simpelthen for fine. Chimpansens handler efter devisen: ”Hvis man allerede har mad, man godt kan lide, hvorfor skulle man så gå af med det?” Som kontrast, så kan seks-årige Sapiens handle bolsjer, glasperler og glansbilleder på kryds og tværs i et sindrigt system med nærmest uendelige nuancer, og ifølge Ridley er det denne naturgivne tilbøjelighed til komplekse handler, der har muliggjort den specialisering, innovation og arbejdsdeling, der i dag ligger til grund for den moderne industrialiserede verden. – En verden, hvor Einstein kan være teoretisk fysiker, fordi andre er landmænd og skræddere.

Således taler The Rational Optimist for frihandel som den naturgivne grundøkonomi, der definerer vores civilisation, driver innovationen fremad og karakteriserer Sapiens som art. Bogens centrale tese er et sammenrend af Meme-teorien, Adam Smith og Charles Darwin: Ideer krydses og bliver til nye ideer. Hjulet og spanden blev til trillebøren, krudt og kirkeklokker blev til de første kanoner, og telefoni og computere blev til internettet. Combine and Conquer. De levedygtige ideer overlever på det frie marked og masseproduceres, og de dårlige uddør, medmindre uliberale kræfter holder dem kunstigt i live.

Frihandel er samarbejde

Markedskræfterne, ikke hunden, men markedskræfterne er altså menneskets bedste ven. Merkantilisterne misforstod det, Rousseau misforstod det, Karl Marx misforstod det, og i Oliver Stones Wall Street misforstod Gordon Gekko det også: Handel er ikke et nulsumsspil, hvor hver krone, du tjener, nødvendigvis er kommet op af min lomme. Handel faciliterer specialisering og arbejdsdeling, og således kan vi sammen blive rigere og mere kompetente, end nogen af os kunne hver for sig. Markedet giver os en fælles platform, hvor vi kan samarbejde, snarere end at slås.

Således det overordnede argument, og de komparative data fra tidligere menneskearter og nulevende menneskeaber. Men Ridley ser også på antropologiske og historiske data fra Homo sapiens eget bagkatalog: Antropologer har besøgt de oprindelige stammefolk på Stillehavets forskellige øgrupper, og antropologerne er i store træk kommet frem til, at dér, hvor der er mest krig, også er dér, hvor der er mindst marked: Når man ikke kan berige sig via handel, så finder menneskets driftighed en anden ventil i form af krig, hvor indfødte stammer slås til døden og plyndrer hinandens mad, værktøj, smykker, kvinder og børn.

Fra Stillehavets indfødte ekstrapolerer bogen til booms i historien som i Uruk, Indien, Kina, Japan, Holland og England. Hver gang fremdrages frihandel som en determinerende faktor for menneskets velstand og som en forudsætning for, at vi kan leve i fred med hinanden. Og når samme booms så senere bliver til busts, så viser Ridley, hvordan et kollaps i den frie handel altid var indtruffet kort forinden, og konkluderer, at en civilisations indskrænkning af frihandel er den direkte vej til lovløshed, overtro, etnisk splittelse og forfølgelse af religiøse mindretal. Det lyder måske utroligt, men egentlig ligger pointen blot i forlængelse af en lang række historiske, økonomiske og psykologiske data. Som Voltaire skrev fra sine år i England, så er børsen det eneste sted, hvor ”jøden, muhamedaneren og den kristne alle opfører sig, som om de bekendte sig til samme religion, og kalder ej nogen for vantro, med undtagelse af den insolvente.” (Lettres philosophiques, VI). Uden et marked gælder jungleloven og den stærkestes ret. Rousseaus ædle vilde er knap så ædel, som han er vild.

Marx og naturen

Men denne sammenblanding af biologi, politik og økonomi er ikke forbeholdt tidlig-moderne oplysningstænkere som Rousseau og Voltaire. I en nyere kontekst skriver Ridley med sin ”naturlige liberalisme” sig (muligvis uden at vide det) op imod Lewontin, Rose og Kamins ”naturlige marxisme”, som den udfoldede sig i deres 1984-klassisker Not in Our Genes. I bogen argumenterer forfatterne for, at videnskaben ikke kan forstå naturen uden først at forstå den marxistiske dialektik. – Et synspunkt som havde fortræffelige kår i de tidlige 80’ere, hvor også den berømte palæontolog Stephen Jay Gould formastede sig til et par socialistisk inspirerede perspektiver på evolutionen, som når han omtalte større spring i evolutionshistorien som ”revolutioner”.

I en større kontekst trækker de alle på Friedrich Engels’ essay Anteil der Arbeit an der Menschwerdung des Affen (1876), hvori Engels fremhæver arbejde som den tilbøjelighed, der har gjort menneskene forskellig fra dyrene og som har muliggjort civilisationen. Langt hen ad vejen er også Ridley enig med Engels, men hvor Engels fokuserer på arbejde (arbeit), så fremhæver Ridley i stedet handel som forudsætningen for specialiseret arbejde. Engels tog som sådan ikke fejl, han begyndte bare sin udviklingshistorie in medias res. Således fremstår den zig-zaggende Ridley som en dybere tænker end den ellers så omhyggelige Engels, og Ridley har tillige en anden fordel: I modsætning til Lewontin, Rose, Kamin, Gould og Engels er Ridley nemlig tilnærmelsesvis falsificérbar på store træk: For eksempel er det vanskeligt at komme uden om, at Europas mørkeste århundreder var i den tidlige middelalder (500-1200 e.Kr.), som indtraf umiddelbart efter det kollaps i interregional handel, der fulgte med Romerrigets fald i 476 e.Kr. Den tidlige middelalder var en epoke med masser af arbejde og hårdt slid, men der var ingen videre handel, og den teknologiske udvikling stod stille. Uden den romerske flåde til at holde pirateri i Middelhavet nede, blev de lukrative handelsruter lagt om til at gå ind over land, og gennem den Arabiske halvø. Europa stagnerede, og de store arabiske erobringer og den islamiske civilisations guldalder (650-1250 e.Kr.) kunne begynde.

Socialdarwinismens skygge
For læseren der allerede er bekendt med Evolutionær Psykologi, kønsforskning og den klassisk liberale tradition vil The Rational Optimist på mange måder virke som en logisk sammenskrivning af en stribe gammelkendte pointer. Hvis bogen alligevel kan siges at være kontroversiel, er det på grund af dens sammenblanding af politik og biologi: Ikke-liberale vil uden tvivl stå i kø for at klandre Ridley for at have genåbnet døren til socialdarwinisme, og som liberale må vi ikke glemme, at socialdarwinismens fader, Herbert Spencer, var liberal. Men Ridley har sådan set ikke gjort andet end at give os en udviklingshistorie, som sætter Hume og Mill dér, hvor Marx og Rousseau plejer at sidde, – en udviklingshistorie, hvor heltene ikke hedder Bonaparte og von Habsburg, men Rothschild og Wilberforce.

Ridley forbliver lødig. Og med sit forsvar for universel frihandel går Ridley sådan set ikke længere end Århus-professoren Frederik Stjernfelt gik, da han aldeles ukontroversielt forsvarede universel ytringsfrihed med henvisning til tyngdeloven i DR2s Deadline (06.01.2010). Hvor Stjernfelt blander politik og fysik, så blander Ridley blot politik og biologi, og hvis Ridley kan siges at være mere kontroversiel, så er det udelukkende, fordi Ridley snakker om økonomisk frihed, mens Stjernfelt snakker om kulturel frihed. Og kigger man tilbage over de sidste 3000 års historie, så er der langt flere eksempler på, at frihandel ligger naturligt til mennesket, end at tolerance og ytringsfrihed skulle gøre det.

Sten i skoen
Skulle man alligevel nævne et par svagheder ved Ridleys tænkning, så gør Ridley sig til talsmand for den holdning, at man må skelne skarpt mellem finansmarkeder og konventionelle markeder, idet han anser finansmarkeder som værende underlagt en anderledes ”uproduktiv” logik. Havde Ridley imidlertid kunnet sin Hayek, så ville han vide, at når finansmarkederne er underlagt en anden logik, så skyldes det statslig indblanding i form af centralbanker, der forvrider konkurrencen ved at forgylde udvalgte privatbanker med en særligt lav udlånsrente. Ligeledes har statsregulering sørget for, at en lang række finanshuse er tvunget til at købe kriseforsikring, hvilket har overført det endegyldige forretningsansvar fra selve den finansielle aktør til forsikringsudbyderen, og således skabt en branche, hvor Moral hazard er normen.

En anden svaghed i Ridleys bog er, at han ikke lader til at medregne parasitteori i sin naturalistiske fremstilling af den grundøkonomi, som han ellers anser som noget nær naturgiven: Evolutionen består af træk og modtræk. Hvis frihandel er det naturligt forekomne stadie for mennesker, så gælder det også, at der naturligt vil opstå parasitter, som lukrerer på det fremherskende system uden selv at bidrage. Og således har markedskræfterne fra de tidligste tider været plaget af rent-seeking parasitter som præster, bureaukrater, fagforeninger, feminister, miljøorganisationer, psykologer, videnskabsteoretikere, bioetikere og uvaskede ungdomshusbrugere. Ridley anerkender flygtigt, at sådanne parasitter hører med til historien om det liberale menneskes grundvilkår, men han anerkender ikke, at fremkomsten af disse parasitgrupper er et naturligt evolutionært modtræk til det frie markeds dominans. Og ukarakteristisk for bogen i øvrigt, så tilbyder Ridley ingen optimistiske perspektiver på, hvordan vi bliver parasitterne kvit.

Men disse mangler må alt i alt ses som ubetydelige detaljer i så ambitiøst og modigt et værk, som Ridley her har begået: Med The Rational Optimist har Ridley givet os en bog, der gerne vil hele vejen rundt om biologi, økonomi, psykologi, politik, 100.000 års historie og en god bid af fremtiden i en brødtekst på bare 359 sider. På de præmisser må billedet nødvendigvis males med den helt brede pensel. Pointerne må kæmpe om pladsen, og mange af argumentationens forgreninger bliver for subjektive og følges ikke altid til dørs af kilder. Hovedpointen om specialisering og arbejdsdeling burde dog falde i god jord og virke indlysende for de fleste liberale læsere (dog uden at bevise noget som helst endegyldigt), og alt i alt er der tale om en bog, der er smækfyldt med dragende, kontroversielle, stimulerende (og ikke nødvendigvis sande) perspektiver på, hvordan Homo sapiens’ udviklingshistorie kan have forløbet. Det er en flot, velskrevet og levende bog og et stort high five til den usynlige hånd.

Matt Ridley

The Rational Optimist – How prosperity evolves

438 sider, Fourth Estate, 2010