af Majken Hirche, cand.scient.

Byen sover og alt er stille. Kun lyden fra fingrenes leg på tasterne fylder rummet. Næsten da. For en imponerende samling af bøger og artikler, kaffekopper, tomme coladåser, chips- og slikposer, dunstende pizzabakker og Cup Noodles har invaderet din tilværelse – og dit værelse. Du minder mest af alt om en zombie og har ikke sovet i mange dage. Blot hvilet hovedet en stund, for atter at slå øjnene op til det halvfærdige dokument du skal aflevere i morgen inden kl. 12.

Tusindvis af studerende kan nikke genkendende til scenariet, for når eksamensperioden sætter ind gælder det om at levere varen. Vi presser os selv til kanten, og helst endnu længere, men når træthed og koncentrationsbesvær spænder ben for dagens pensum, finder vi hurtigt ud af, at vi er begrænsede skabninger… eller er vi? – På det sorte marked findes piller, der med et trylleslag kan genoprejse dig fra de døde: Bioteknologien har nemlig givet dig Hjernedopingen.

One Pill makes you Larger…

Hvis vi skal tro en engelsk-amerikansk undersøgelse offentliggjort i Nature, er indtagelsen af kognitionsfremmende midler, eller hjernedoping, et ganske udbredt fænomen blandt studerende på højere læreanstalter. I undersøgelsen havde forskerne spurgt 1.400 amerikanske studerende, om de brugte medikamenter, der var kendt for at kunne forbedre koncentrationsevnen og hukommelsen hos raske mennesker. I gennemsnit svarede 7 % af de adspurgte ja til spørgsmålet, og på et enkelt universitet var fænomenet så udbredt at op mod 25 % benyttede sig af hjernedoping.

I USA er det er imidlertid forbudt at sælge og indtage kognitionsfremmende midler, og bliver man taget med fingrene i pilleglasset, er straffen en tur bag tremmer. Herhjemme er vi lidt mere large omkring den slags, på nær i sportens verden, hvor doping er doping, uanset om det er krop eller sind der får et løft.

Men er det også snyd at indtage kognitionsfremmende stoffer i forbindelse med universitets-arbejde? Og bør det være forbudt? Det er stridens kerne i en hed og intens debat blandt ansatte og studerende på universiteter rundt om i verden; en debat som har affødt endnu flere spørgsmål end den besvarer.

En del af en større debat

For til debatten knytter sig en mere kompliceret og vidtrækkende problematik – human enhancement problematikken. Den handler om de etiske dilemmaer, der er forbundet med den nyeste teknologi og videnskab: Hvor langt bør vi gå i vores optimeringstrang? Og bør vi overhovedet sigte efter at forbedre det raske menneske?

Den aktuelle debat om hjernedoping er dermed blot det seneste led af human enhancement-debatten, og serverer mange af de hovedargumenter vi finder for og imod human enhancement. De skeptiske siger: Det er ikke fair (”nogle har bedre vilkår end andre”-problematikken). Det er unaturligt (”fordi det er menneskeskabt er det unaturligt”-problematikken). Det er farligt fordi vi ikke ved, hvad der kan ske på sigt (”glidebane”-problematikken).

Til det første argument svarer tilhængerne: Mennesker fødes ikke lige skabninger. Vi kommer alle fra vidt forskellige kår – sociokulturelle som biologiske, og derfor finder der alligevel altid uretfærdigheder sted. Til det andet argument svarer tilhængerne, at det simpelthen ikke giver mening at skelne mellem naturen og det menneskeskabte, da mennesket altid har eksisteret i et limbo mellem disse. Og til det tredje, at det er naturligt for mennesket at bryde grænser, og optimere sine livsvilkår, med de midler og metoder det har til rådighed.

Verdens farligste idé

Men er det i virkeligheden så ligetil? – For hvad vil der egentlig ske, når mennesket bevæger sig ud over grænsen for, hvad der er muligt fra naturens hånd? Vil dystopier som Fagre nye verden og Blade Runner rykke tættere på? Vil designer-mennesker med forøgede evner, naturligt søge at herske over ”andenrangs-skabninger” som ”gammeldags mennesker”? Og kan dystre tanker om fremtiden overhovedet bruges til at sige noget om nutiden?

Spørger man filosoffen Francis Fukuyama er svaret klart ja: Fukuyama er en af vor tids største modstandere af hele human enhancement tanken, og i bogen Our Post Human Future: Consequences of the Biotechnology Revolution, gør han blandt andet op med gensplejsning, kognitionsfremmende medicin, idet han skriver: ”Det oprindelige formål med medicin er at helbrede de syge – ikke at lave de raske om til guder.”

Ikke alle er dog enige med Fukuyama: Siden 80’erne har en verdensomspændende bevægelse kaldet Transhumanisterne nemlig plæderet for, at vi med teknologi og videnskab skal transformere mennesket til et væsen med evner, der rækker langt ud over dem vi besidder i dag. Deres fremtidssyn minder mere om Star Trek end om Blade Runner, og de har sågar allerede døbt det nye væsen det posthumane menneske. – Drømmen om et nyt stadie i den menneskelige arts udviklingshistorie er således allerede skudt i gang.

En drøm som Fukuyama kalder ”Verdens farligste idé.”