Efter 2009’s millionblockbuster ‘Avatar’ var mange biografgængere så fortryllede af den virkelighedstro 3D-verden, som James Cameron havde skabt, at de selv ønskede at betræde filmens verden, den frodige jungleplanet Pandora. Nu giver en ny aftale mellem Disney og Fox Movies dem mulighed for netop dét.
Konstruktionen af den første Avatar-park begynder i 2013 og parken forventes at stå færdig i 2016. Og til den tid vil Avatar igen være forrest i den offentlige bevidsthed: Ifølge Cameron kommer der to Avatar-film mere, en i 2014 og en i 2015. Den nye Avatar-park vil fylde mindst en kvadratkilometer og koste ca. 400 millioner dollars at opføre.
Detaljerne om den nye park er endnu sparsomme, men ifølge Avatar-instruktøren James Cameron vil en del af attraktionerne komme til at bestå i ægte jungleterræn (som det ses i filmen) piftet op med hologrammer og 3D-animationer, der vil simulere den eksotiske blåhudede alienrace na’vi, som de svinger sig frem og tilbage mellem trækronerne i periferien af tilskuerens synsfelt.
Cameron afslører, at det også kan komme på tale at bruge digitale duftsimulatorer til at fremmane fornemmelsen af den fremmede jungleplanet for derved at gøre oplevelsen endnu mere total.
For ca. fem år siden lå Disney i lignende forhandlinger om rettighederne til en Harry Potter-inspireret forlystelsespark, som skulle bringe Potter-universets magi til de besøgende børnefamilier. Ifølge rygter skulle Potter-seriens forfatterinde, J.K. Rowling, dog have så astronomisk mange penge for rettighederne, at Disney bakkede ud af forhandlingerne. Og det har fået visse amerikanske kommentatorer til at spekulere på, om aftalen med Avatar-folkene mon er en slags trøstepræmie, nu hvor Disney gik glip af troldmanden med det sorte hår og de runde briller.
Disney har dog tidligere opkøbt forlystelsesparkrettigheder til et franchise, der lå uden for Disneys eget univers, nemlig rettighederne til Lucas Films fortælling om Indiana Jones, der blev til en Disney World-attraktion i 1995.