af Ryan Smith, cand.mag.

Økonomer er et aparte folkefærd. Alting skal måles, og helst kvantitativt. Når økonomer måler lykke, så beder de folk om at sætte tal på, hvor godt en given aktivitet får dem til at føle på en skala fra 0-100. Derpå sammenligner de oplevelser, og på den måde mener økonomer at have fundet ud af, at gifte mennesker er mere lykkelige end mennesker, der er blevet skilt, uden at være blevet gift igen – op til et vist punkt.

Mennesker som er blevet fraskilt, men hvis årsindkomst i mellemtiden er vokset med en halv million eller mere, er nemlig endnu lykkeligere, end de var, dengang de var gift, også selvom de stadig er single. Og således konkluderer økonomer, at glæden ved et godt ægteskab altså føles nogenlunde så godt som glæden ved en halv million mere om året. Næste gang du overvejer, at sige noget sødt til din partner, så overvej derfor at sige, at du ikke vil undvære hende for noget som helst andet end 500.000 kr. mere om året.

Mine damer og herrer, Charles Wheelan er noget så sjældent som en Chicago-økonom, der indrømmer, at markedet ofte laver fejl som det ikke kan rette op på. Han indrømmer også, at mennesket ikke altid fungerer, sådan som økonomerne tror. Og mest kontroversielt, så er Wheelan en Chicago-økonom, der forsvarer Obamas håndtering af den amerikanske økonomi, sådan som den har udspillet sig siden 2008.

Fladjordsaktivister mod frihandel
Men udgangspunkt i sin viden om økonomi har Wheelan skrevet en morsom, nærmest burlesk bog, der letsindigt demonstrerer for læseren, hvordan økonomers tankegang kan give svar på så anti-intuitive spørgsmål, som hvordan rygere hjælper ikke-rygere (rygerne dør tidligere og efterlader således flere af sundhedssektorens ressourcer til os andre), hvorfor længere barsel er et tilbageslag for ligestillingen (det gør mænd mere attraktive som ansatte), og hvilke risici mennesker systematisk overvurderer (at flyve) og undervurderer (overvægt).

Økonomer ved ikke alt. Men at de ikke ved alt, er langtfra det samme som, at de så ikke ved noget: Økonomer fra både blå og røde partier er enige om en lang række ting: De er overvældende enige om, at frihandel gavner alle parter, at grunden til, at der er boligmangel i New York, San Francisco, København og andre storbyer, er boligregulering fra statens side. Og så er de er enige om, at grunden til, at taxaer er så dyre i samme storbyer er, at bystyret bestemmer hvor mange mennesker der lovligt må køre taxa. Men omvendt, siger Wheelan, så kan vi ikke løse alle problemer, blot ved at smide staten på porten: Vi har brug for staten til at opløse monopoler, til at sørge for miljølovgivning, og til at holde landet sikkert fra fjendtlige magter.

Økonomer har altså en tænkemåde til fælles. Hvis økonomer (ægte økonomer) fra Blå og Rød Blok skulle styre landet i fællesskab, så ville de sandsynligvis indføre en lang række tiltag, som vi ellers hverken ser gennemført under Blå eller Rød Blok. Der findes altså en ortodoksi, som stort set alle der har sat sig ned med ligningerne og matematikken abonnerer på. Og når venstreekstreme NGO’er og græsrødder går bersærk i gaderne for at stoppe økonomernes tilløb til frihandel (som også Obama modsatte sig), så svarer det ifølge forfatteren Thomas Friedman til, at lavpandede fladjordsaktivister kommer stormende ind til en konference for geografer, for at smadre deres modeller af en rund jord. Desuden vil aktivisterne advare os om, at forsøg på at finde søvejen til Indien kan resultere i, at skibene sejler ud over kanten på den flade jord, og i det hele taget, så vil sådanne ekspeditioner gøre Gud meget sur.

Ben Bernanke på Roskilde Festival
Så økonomer er enige om en lang række ting. Blandt de ting som økonomer også er enige om er, at samfundet oplever mindst spild, når folk selv hæfter for konsekvenserne af deres handlinger. Uheldigvis var det netop, hvad der ikke skete op til finanskrisen. De folk, der levede af at sælge boliglån, blev i stigende grad adskilt fra de folk, der krediterede dem: Per solgte et lån til Ole, for så omgående at sælge Oles lån videre til Peter. Per kunne således være ligeglad med, om Ole kunne betale, for nu var det alligevel Peter, der hang på lånet. På den måde nåede krisen, at vokse sig større og dybere end nogen anden krise, som vi har oplevet siden 1929. For folk hæftede ikke for konsekvenserne af deres egne handlinger.

Ingen ved, hvor længe bomben havde tikket under den amerikanske økonomi, men økonomernes bud lyder i dag på et sted mellem fem og 15 år. Da Obama kom til magten, var bomben netop detoneret; USA mistede 600.000 jobs om måneden og korporationer kollapsede på stribe. Alle kiggede mod Greenspans afløser, centralbanksdirektør Ben Bernanke – hvordan ville han trække USA op af sølet?

Centralbanksdirektører plejer at svare igen ved at give billig kredit til de øvrige banker, men i 2008 vurderede Bernanke, at krisen var så omfattende, at der var akut brug for andre metoder: Hvis den amerikanske økonomi var et sammensunket telt på Roskilde Festival, så droppede Bernanke alle tanker om strammere fortøjninger og mere stabile teltpæle. I stedet rakte Bernanke direkte efter gaffatapen: Han ignorerede, at privatbanker fandt det for usikkert at udlåne penge, og brugte The Fed til at tilbyde lån, direkte til virksomhederne. Han kastede milliarder af dollars ind i særlige stabiliseringspakker til virksomheder, der ofte styrtede i grus kort efter, at de havde indløst hans checks. Og for første gang nogensinde, så tog The Fed investeringsbanker ombord, som var de almindelige udlånsbanker (om en fremtidig dansk regering kunne finde på at redde Saxo Bank, eller om de måske snarere vil gøre det modsatte, skal her stå hen i det uvisse).

”It’s the economy, stupid”
De sjoveste kapitler i Wheelans bog er således dem, der nøgternt beskriver for læseren, hvor vakkelvornt og fragilt jobbet som centralbanksdirektør kan være. Centralbankernes rentesatser er forbundet med uhyre fintunede beregninger og prekære forudsigelser, og blot en halv procent fra eller til, kan nemt udgøre forskellen på, at give økonomien et blidt skub, og så at lægge kimen til en ny prisboble. Og læg så dertil, at centralbanksdirektørerne ofte må slås med politikere, som tænker på genvalg og derfor kan finde på, at modarbejde centralbankens politik med deres egen, mere kortsigtede politik.

At udpege uafhængige centralbanksdirektører, er således den økonomiske verdens svar på den trend, hvor overvægtige amerikanere sætter lås på deres køleskabe, og giver nøglen til en nabo, ven eller ægtefælle, sådan at de ikke forspiser sig. Politikere må tænke på genvalg og derfor ville de altid åbne for køleskabet, hvis ellers det stod i deres magt. For at sikre sig mod at overophede økonomien på denne måde, så udpeger de en uafhængig centralbanksdirektør, der ikke skal tænke på genvalg, men kun på at holde økonomien på skinner. I økonom-kredse går således det rygte, at Bush-familien den dag i dag er sure på tidligere centralbanksdirektør Alan Greenspan, som lod køleskabets herligheder forblive solidt bag lås og slå op til præsidentvalget i ’92, hvor Bush Sr. måtte afgive magten til Clinton, alt sammen på grund af en mild og delvist kunstig recession. Som man sagde i de tidlige 90’ere: ”It’s the economy, stupid.”

Demokratisk underskud
Det kan således synes tankevækkende, at den måske vigtigste politiske post i mange demokratiske lande ikke er en, man kan vælges til, men en, som magthaverne udpeger folk til. Der er unægtelig tale om et demokratisk underskud, men omvendt er der heller ingen (med undtagelse af folk på den yderste venstrefløj), der i alvor mener, at der ville komme noget som helst godt ud af, at lade demokratiet udøve direkte kontrol med Nationalbankens embeder.

Imidlertid er der måske en anden vej ud af det demokratiske underskud: I en nylig kult-video opsummeres økonomen F.A. Hayeks tanker om centralbanker med følgende strofer: ”The question I ponder is who plans for whom? / Do I plan for myself or leave it to you? / I want plans by the many, not by the few.” Med andre ord: En ægte demokratisk løsning kan meget vel bestå i at afskaffe den statslige kontrol med pengeudstedelsen. Når alt kommer til alt, så består det demokratiske underskud måske snarere i, at vi alle er tvunget til at blive holdt i så stramt, eller så løst, et kvælertag, som centralbanksdirektøren føler, er passende. At slippe kvælertaget ville være lig med at lade privat udstedte penge kappedes om, at være det sikreste og mest pålidelige betalingsmiddel. Det var den ordning Amerika anvendte i perioden 1863 – 1913, hvor USA’s økonomi voksede til den største i verden. Måske er det ægte folkestyre, at lade folk træffe deres egne beslutninger, så længe de ikke skader andre derved.

At tro på den tanke ville være at tro på, at mennesker selv var i stand til at hæfte for konsekvenserne af deres handlinger – til selv at styre, hvornår og hvor meget de går i deres køleskabe. Og således blev denne anmelder ikke overbevist af Wheelans argumenter for, at det var en god idé at glasere det nordamerikanske kontinent med et sukkerlag af nytrykte dollarsedler. Men det ændrer dog ikke ved, at Wheelan har skrevet en morsom, midtersøgende og ualmindelig letlæst bog om både de gode og dårlige sider af den økonomiske tænkemåde – et ærligt portræt af den økonomiske fagkundskab, som den ser ud uden tøj på.

Naked Economics – Undressing the Dismal Science
af Charles Wheelan,
354 sider, ISBN 0393337642, W. W. Norton & Co, 2010