Den engelske historiker Niall Ferguson vender det evige spørgsmål: hvorfor løb Vesten fra Resten?

Gåden om Vesten – den britiske version

af Frederik Stjernfelt, , professor, dr. phil., og forfatter

For dem der ikke tror på Verdensånden er det et spørgsmål til stadig gransken, hvorfor de vestlige lande i løbet af de seneste fem hundrede år spurtede fra resten af verden målt på en lang række parametre, fra økonomi og teknologi til videnskab og demokrati. Jared Diamond besvarede med Guns, Germs, and Steel en stor del af spørgsmålets tidlige forudsætninger: de biogeografiske betingelser i Eurasien i form af ydedygtige plante- og dyrearter var simpelt hen langt bedre end i Amerika, Afrika, Australien. Men han efterlod stadig spørgsmålet om hvorfor Europa stak af fra de orientalske højkulturer på det eurasiske kontinent, det ottomaniske rige, mogulriget, især Kina, der omkring år 1400 syntes at være foran på en lang række punkter. Som den europæiske oplysning senere skulle lægge vægt på, havde Kina allerede afskaffet adelsprivilegier på uddannelse og embeder, ligesom man i stort omfang havde skilt religion og politik – man havde bogtrykkeri, krudt og meget andet, ligesom man iværksatte Zheng Hes berømte rejse helt til Arabien og Østafrika med henblik på politiske alliancer.

Historikeren Niall Ferguson er en af  sin generations førende britiske intellektuelle – han ligger konstant på toptierne over verdens-mest-indflydelsesrige, og hver bog han udgiver ledsages af en omfattende BBC-tv-serie, således også denne. Han fik sit gennembrud, da han lancerede “kontrafaktisk” historieskrivning i 90’erne – men i modsætning til flere af hans andre bøger er undersøgelsen af vestlig civilisation anlagt som en populær folkebog – skrevet til hans børn, som han siger, idet han samtidig antyder at mængden af historisk indsigt blandt engelske skolebørn lader stadig mere tilbage at ønske. Det er vel også denne modtagergruppe, der fører ham til at lancere bogens hovedtese i iPhone-sprog: Vestens forspring skyldes udviklingen af seks “killer apps”, der også strukturerer bogen med kapitler i tur og orden: konkurrence, videnskab, ejendomsret, medicin, forbrugersamfund, arbejdsetik. Allerede her er manglen på demokrati og frihed i listen vel iøjnefaldende – det vender vi tilbage til.  Men Ferguson hælder altså ikke, som mange andre,  til een overgribende forklaring – Vestens succes består for ham at se af seks indbyrdes uafhængige udviklinger, der nok støtter hinanden, men som ikke kan afledes af hinanden.  Fergusons gennemgang af de seks “apps” er velskrevet, underholdende og med hans karakteristiske væld af illustrerende detailler, ofte overraskende.

Mingdynastiets Kina i 1400-tallet var uden tvivl verdens førende civilisation, med de største byer, omfattende kanalanlæg, effektivt landbrug, og tilogmed de nævnte opdagelsesrejser. Når Vesten i løbet af de næste århundreder distancerede sig fra Kina, har man ofte søgt forklaringer som teknologien – med henvisning til Earl Macartneys berømte besøg hos kejseren i 1793, hvor han som gaver medbragte en række vestlige apparater, linser, teleskoper, pumper osv., der vakte kejserens inderlige mangel på interesse – eller man har henvist til den konservative konfucianske filosofi, som skulle hæmme innovation. Men Kina havde faktisk teknologisk forspring – som opfindere af papir, trykpresse, krudt, højovne og meget andet. For Ferguson blev konkurrencen afgørende – kapløbet mellem de europæiske stater om krydderihandlen, der blev åbnet af Vasco da Gamas sejlads syd om Afrika 1497, hvorefter portugisiske, spanske, hollandske, engelske flåder kappedes om at indvinde markeder, ofte med særdeles brutale midler. Den europæiske splittethed med mange stater – i modsætning til Kinas enehersker, der kunne beslutte at standse al oversøisk aktivitet efter Zheng Hes rejser – var afgørende. For økonomihistorikeren Ferguson var finansielle instrumenter også centrale: den italienske opfindelse af aktieselskabet til tilvejebringelse af risikovillig kapital; den ide, at stater kunne iværksætte aktivitet på basis af offentlig gæld; den hollandske ide om at give monopol til aktiebaserede handelsselskaber mod statslig del i overskuddet (herhjemme ØK). I 1638 kollapsede Mingdynastiet ret pludseligt efter dårlig høst og epidemier – Ferguson konkluderer, at dets triumfer skyldtes en skrøbelig, statisk ligevægt, der var følsom over for små forstyrrelser.

Videnskab er Fergusons app nr. 2. Her vender han blikket mod den islamiske verden som sammenligningsgrundlag – først Abbaside-kalifatet, der under den islamiske guldalder omkring 1000 var verdens førende videnskabs-center med det, som nogle anser for verdens første universitet, al-Karaouine i Fez i 859. Algebra, astronomi, optik, ballistik og meget andet udvikledes side om side med de berømte oversættelser af Aristoteles og verdens første hospitalsvæsen – på et tidspunkt, hvor Vesten havde lidet at prale af. Endnu i 15-1600-tallet var den ottomaniske stat som bekendt så stærk, at den kunne true Centraleuropa – og endnu ikke bagud med henblik på handel, konkurrence og industri i forhold til de vesteuropæiske konkurrenter. Ottomanernes støtte tilbagegang efter 1683 havde således ikke med konkurrence at gøre – men med manglen på videnskab. Renæssance og reformation i Europa er for Ferguson afgørende – sidstnævnte ikke på grund af dens teologiske forestillinger, men fordi den fragmenterer kristendommen, der nu ikke længere kan styre, hvad den nyopfundne bogtrykkerkunst skal bruges til. Ferguson opregner 29 af de afgørende videnskabelige gennembrud mellem 1530 og 1789, kemi, astronomi, fysiologi, mekanik, analytisk geometri, sandsynlighedsteori, geologi osv. – et gennembrud der var decideret eurocentrisk for så vidt som det foregik inden for en sekskant beskrevet af byerne Glasgow, København, Krakow, Napoli, Marseille og Plymouth, som han siger. Heroverfor stod religionens absolutte suverænitet i den muslimske verden, efter at lærde i 1100-tallet havde gennemtrumfet at studiet af filosofi og videnskab var uforeneligt med troen – en doktrin, der spærrede for videnskabelige gennembrud.  Bøger blev ikke udgivet og oversat i den ottomaniske verden, dødsstraf blev vedtaget for at eje en trykpresse, og initiativrige forskere som Taqi al-Din – samtidig med Tycho Brahe – fik sit observatorium i Istanbul lukket i 1580, fordi sultanen skønnede at det var blasfemisk sådan at udgrunde himlens hemmeligheder. Medens ottomanerne således aktivt bekæmpede videnskab, blomstrede videnskabelige akademier frem i 16-1700-tallets Europa. Med en sigende parallel sammenligner Ferguson sultan Osman III med Frederik den Store. I den førstes Tyrki sygnede statsadministrationen hen, medens  administrationen i den sidstnævntes Preussen blev rationaliseret og korruptionen udryddet – samtidig med at Frederik iværksatte kosmopolitisk oplysning og religionskritik, befolkningen blev alfabetiseret, bøger og tidsskrifter blev udbredt.

Fergusons tredje download er ejendomsretten – der dog noget overraskende viser sig også at omfatte demokrati og frihedsrettigheder. Logikken hidrører fra det valgte sammenligningsgrundlag – nu er det angelsaksisk versus spansk – eller i stor skala: Nord- versus Sydamerika. Hvorfor blev USA demokratisk og velstående, medens Latinamerika blev fattigt og først i vor tid ved at blive stabilt demokratisk? Roden til denne udvikling ligger for Ferguson i det forhold, at de spanske koloniers jord var ejet af den spanske krone (og senere, efter løsrivelsen, af en lille, arvelig overklasse af hacienda-ejere), medens enhver fattig kolonist i USA kunne erhverve sig sin egen jordlod. Teoretikeren bag denne angelsaksiske spredning af ejendomsretten er Locke, hævder Ferguson. Medens Hobbes hævdede beskyttelsen mod naturtilstanden som individernes motivation for at slutte sig sammen, så Locke beskyttelsen af ejendomsretten som central for at danne samfund. Det blev så også legitimationen for agerdyrkerens ret til at kolonisere og expropriere nomadens jord. Medens Latinamerika blev uniformt katolsk, blev USA et uenigt kaos af protestantiske sekter, der nødvendiggjorde religionsfrihed. Det amerikanske exempel tillader således Ferguson noget hastigt at hævde, at demokrati og frihed som sådan springer ud af beskyttelse af ejendomsretten.

Lægevidenskab udgør Fergusons fjerde særegenhed. Her skifter han sin sammenlignings-strategi: nu er de to af de vesteuropæiske kernelande, Frankrig og Tyskland, og deres imperier, der jævnføres. Ferguson er ingen beundrer af den franske revolution – som han hastigt identificerer med terrorvældet og  Rousseaus dyrkelse af almenviljen – men han må alligevel modstræbende indrømme, at det franske kolonirige med sin egalitarisme på flere måder opførte sig bedre over for imperiets indfødte end det britiske. Derfor skal vi lidt uforståeligt igennem en lang og hånlig gennemgang af den franske revolution for at støde frem til kapitlets medicinske emne.  Her er det afgørende kortlægningen og konstruktionen af kure mod tropesygdomme og udbredelsen af disse kure ikke kun til kolonisatorierne, men også deres undersåtter, der tidligere kun havde trolddom og urtemedicin der, som Ferguson siger, var særligt uegnet imod tropesygdomme. Følgelig fik den tredje verden gennem kolonialismen efterhånden del i den betragtelige forøgelse af gennemsnitslevealderen, der prægede Europa i 1800-tallet. Det udgør en del af Fergusons omstridte – delvise – forsvar for kolonialismen, som han til trods for dens ugerninger hævder har gjort det gode at medvirke til udbredelsen af de seks “apps” over kloden. Ugerningerne laver han det lidt luskede retoriske trick at lægge på skuldrene af det lille og kortvarige tyske kolonirige – i en gennemgang af en noget anderledes anvendelse af medicinsk kyndighed i de afskyelige folkemord i Tysk Sydvestafrika, der ledte videre frem til nazitysk pervertering af medicinen.

Den femte app kortlægges i bogens morsomste kapitel om forbrugerismen – som Ferguson i modsætning til mange kulturkritikere vægter næsten entydigt positivt. Forbrugersamfundets fødsel finder han gennemgående i textilindustrien – ikke kun fordi Manchesters bomuldsmøller var industrialismens fødsel, men også fordi textiler generelt synes at gå forrest i de fleste landes industrielle revolution – og især fordi modeindustrien skaber hele forbrugersamfundet i den forstand, der angår billige, modeprægede kvalitetsprodukter, som indvider kan købe for at udtrykke deres identitet (og derved blive langt mere konforme end før, som han ikke undlader at anføre). Medens vestlig lægevidenskab ofte er blevet afvist af andre kulturer – som den dag i dag, hvor Taliban fordriver vaccinerende læger – så er forbrugersamfundet den app, som flest andre lande har længtes efter at downloade, som Ferguson siger. Hvorfor begyndte det hele i Manchester? Et urspørgsmål forsøgt besvaret af mange historikere – for Ferguson skyldtes det to økonomiske forhold: Englands højere pris på arbejdskraft, der motiverede fabrikanter til teknologisering, og Storbritanniens store forekomster af billig kul til at drive maskinerne. Kapitlet giver naturligvis anledning til lidt Marx-bashing – proletarerne flokkedes, men ikke for at lave revolution, snarere for at købe ind i tøjbutikkerne – og Marx’ yndlingsexempel med de ti alen lærred og frakken trumfes af Ferguson med historien om Singers symaskine, der blev en exempelløs exportsucces, som selv den antivestlige Gandhi (der rasede over lægevidenskaben) indrømmede var et nyttigt instrument. Udbredelsen af det vestlige Savile Row-jakkesæt som borgerbeklædning over hele kloden – senere fulgt af cowboybukserne – har naturligvis også Fergusons opmærksomhed. “At masseforbrugerismen  med alle dens standardiseringer på en eller anden måde kunne forsones med radikal individualisme var et af de smarteste tricks, der nogensinde blev lavet af den vestlige civilisation”, som han siger – og hans analyse af ’68 er naturligvis, at på trods af al snak om oprør, marxisme og imperialisme, så handlede det primært om – tøj.

Den sjette app giver ordet til Weber: det angår arbejdsetikken. Men selv om strømmen af sigende exempler fortsætter fra de andre kapitler, er det som om kraften her ebber ud af bogen. Ferguson får reelt ikke givet nogen plausibel forklaring på den vestlige arbejdsetiks forhold til religion, selv om han forsøger sig frem med Webers calvinisme (der afvises), den intense religiøse konkurrence mellem protestantiske småsekter (der kun gælder USA, ikke Europa), stærk religiøs tro som sådan som arbejdsmotiverende (men hvad så med islam?). Ferguson er i hvert fald stærkt bekymret over Europas sækularisering, fordi han aner det er den, der står bag kontinentets hedonisme og arbejdsuvillighed – men hvad så med det økonomiske mirakel i Kina, hvor endnu færre hævder at tro på nogen gud? Her jubler Ferguson i en mærkelig, lang digression over aktuel protestantisk missions succes i Kina, der nu tæller 40 millioner kristne – men 3-4 procent troende kan vel næppe gælde som forklaring, selv om han hævder den afgående formand for det kinesiske kommunistparti Jiang Zemin overvejede at indføre kristendommen som statsreligion af produktivitetsgrunde.

Som man kan se, er Fergusons seks apps også en måde simpelt hen at skrive de seneste fem århundreders verdenshistorie på. En tydelig motivation er den eskatologiske: er Vestens halve årtusind ved at være til ende? – Kina stormer frem, Europa gider hverken arbejde eller formere sig, USA har belånt sig helt om i nakken osv … Ferguson er ikke optimist på Vestens vegne, og måske er bogen endnu en ny version af den hegelske minervas ugle, der først flyver i skumringen. Men selv om Vesten måske er ved at miste førerpositionen, er det ikke til helt andre kulturer – tværtimod. Det er til lande, der grådigt har downloaded flere af Fergusons seks apps – og som måske ender med at blive nødt til at købe hele pakkeløsningen med alle seks, hvis de reelt vil konkurrere. Men gør de det, kan det blive katastrofalt, ikke for Vestens principper, men for Vesten selv. Ferguson abonnerer ikke på teorier som Spenglers eller Toynbees om kulturers organiske livscyklus, der explicit afvises. Med Ming-dynastiet i baghovedet mener han snarere, Vestens undergang kan komme af kaosteoretiske grunde. I stærkt integrerede samfund,  hvor mange processer afhænger af andre, er man sårbare over for tilfældige fluktuationer – som i Fergusons analyse af Ming-Kinas hurtige undergang i 1600-tallet.  Hvis man er i en tilstand af “selvorganiseret kritikalitet” vil mange små og få store fluktuationer naturligt optræde – og de største vil kunne bringe et dynasti til fald på bare et tiår. Fergusons sortsyn er ikke som Spengler præget af skæbne og hypoteser om kulturer som en art organismer – men ikke mindre dystert.

Bogen rummer også problemer. Den er galopperende britocentrisk. Det er som om alt hvad den moderne verden rummer af godt skal føres tilbage til England, gerne Storbritannien, til nød USA, og hvis andre vestlige magter krediteres for et eller andet – bare Frankrig eller Tyskland – kan det kun ske med kraftige doser modgift i form af bagtalelse af andre aspekter af disse lande. Måske det er derfor, Ferguson er så karrig med demokrati og frihedsrettigheder – apps som jo synes noget tættere på Tahrirpladsens krav end slogans som “ejendom!” og “arbejdsetik!”. For demokrati og frihed er jo ikke særskilt britiske og i deres explicitte form mere præget af fransk og amerikansk idehistorie end britisk. Måske også derfor er Ferguson så spydig over for oplysningen (som han mest mener angik sociale drømmerier) – der jo i første omgang var en hollandsk-fransk-tysk bevægelse mere end en britisk, sådan som en anden aktuel brite, Jonathan Israel, argumenterer. Den galopperende britiske selvglæde bliver i hvert fald vanskelig at bære, når ledsagebiblioteket til de seks apps stilles op i bogens konklusion: King James’ Bible, Newton, Locke, Adam Smith, Burke, Darwin og Shakespeare. Slut. “If English was good enough for Jesus Christ, it’s good enough for me”, som de amerikanske fundamentalister siger. De nævnte værker hører da bestemt til i et ordentligt bibliotek, men hvad har Aristoteles, Descartes, Spinoza, Leibniz, Montesquieu, Kant og Diderot – og mange flere – nu gjort? Altså andet end ikke at være briter?

Det komiske i at medtage den engelske bibeloversættelse kaster også et lys over andre ting. Ferguson hører tydeligvis til dem, der meget gerne vil forsøge at kreditere kristendommen, især protestantismen, for goderne i de moderne samfund – men han er trods alt for seriøs til at sætte religionen op på niveau med de øvrige apps og kender udmærket til hekseprocesser og andet ondt som protestantismens bagside. Som forbrugere af kosmopolitisk sladder vil vide, danner Ferguson nu par med Hirsi Ali – et glitrende, intellektuelt kennedy-par. Er det Fergusons ulyksalige påvirkning, der har fået den ellers så klartskuende og no-nonsense Ali til pludselig at fable om kristen mission blandt muslimer som vejen frem?

Civilization er et inspirerende og underholdende stykke vestlig selvhævdelse – kærkommen efter vi i generationer har været vant til at høre intellektuelle, der nyder alle Vestens fordele, docere om Vesten som roden til alt ondt. Men samtidig er det altså også whig history i renkultur: den anglo-kristne version.