af Robin Engelhardt

Vi er alle sammen blevet utrolig meget rigere. Internettet har givet os adgang til uendeligheder af information, som vi kan bruge, som vi lyster. Desværre indeholder dette informationsparadis en slange, og det er denne slange, bogen ’Oplysningens blinde vinkler’ forsøger at advare os om.

Problemet er egentlig ikke nyt. Vi har alle hørt om ‘hr. Jørgensen’, der pludselig blev stenrig, da han vandt millioner i lotto, og som følge deraf blev mindre og mindre lykkelig, indtil han gik bankerot og begik selvmord. Vi er alle i fare for at blive til små hr. Jørgensen’er i informationstidsalderen, siger forfatterne, fordi informationsrigdommen ligesom penge formår at blænde for vores evne til at tage de rigtige valg for os selv og hinanden.

Men hvad er det så, vores ’nye venner’ på informationsmotorvejen typisk ønsker at få os til at tro? Ja, ifølge Pelle Guldborg Hansen, som er postdoc i menneskelig adfærd ogsociale normer på SDU, og Vincent Hendricks, som er professor i logik ved KU – og kendt fra Meta Science-klummen i denne avis – er der primært fire manipulationsværktøjer, som kan få os ned med nakken, hvis vi ikke passer på.

To grupper af tricks
De fire tricks kan opdeles i to grupper, der hhv. har noget med ubevidst og bevidst manipulation at gøre. Til den første gruppe hører ét: pluralistisk ignorance, og to: informationskaskader, som begge går ud på, at mennesker accepterer en given tilstand som legitim og rigtig, så længe et flertal synes at gøre det samme (du kan forestille dig en gruppe lemminger, som alle styrter i en afgrund, blot fordi den første gjorde det). Denne dynamik kan føre til finansbobler, til at kejsere kan gå ud uden tøj på og til den såkaldte bystander-effekt, som f.eks. opstår, når man observerer en trafikulykke uden at hjælpe ofret, netop fordi der allerede står så mange mennesker (som ikke hjælper).

Folk har ikke nok information eller er usikre på den information, de har, og antager derfor, at flertallet må have ret. Det kan selvfølgelig udnyttes, og det bliver udnyttet i politik såvel som i alle andre forbruger- og holdningsspørgsmål. Uden et par obsternasige afvigere og stædige enspændere ville menneskeheden agere som en flok trækfugle, der følger hinanden til fantasiens fjerneste afkroge uden nødvendigvis at have en leder.

Det tredje og fjerde trick er de såkaldte rammeeffekter, på engelsk kaldet framing, samt overbevisningspolarisering. Rammeeffekter går ud på at præsentere information på en bestemt måde, så du bliver ledet til at mene det, som afsenderen ønsker, du skal mene. Vi kender alle til fænomenet: På en pakke hakket oksekød i supermarkedet står der ikke, at den indeholder 20 pct. fedt. Nej, der står, at kødet er 80 pct. magert, for det øger salget. Overbevisningspolarisering ligner rammeeffekterne i deres forsøg på bevidst at vildlede mennesker, men i stedet for at farve præsentationen af data går polariseringen ud på bare at selektere i informationerne på en sådan måde, at hele befolkningen tænker det samme i ét stort ekkokammer.

Vores egne forsvar
Bogens forfattere kunne godt have brugt lidt mere tid på – sådan helt lavpraktisk – at hjælpe læseren med simple råd til, hvordan man kan undgå at blive fanget i alle disse manipulationer. Vi har vel alle udviklet vores egne forsvar mod at blive taget ved næsen. Mht. lemmingeeffekten er det f.eks. en god idé altid at spørge sig selv, hvad man ville have gjort, hvis man var alene. Hvad angår framing og polarisering, bruger jeg personligt reglen om triangulering. Dvs. TV Avisen er ikke nok. Også Fox News, Democracy Now og Al Jazeera tages med på råd, når jeg skal danne mig en mening om storpolitik, netop fordi de repræsenterer stærkt divergerende synspunkter. Samme princip gælder for videnskabs- og kulturstof: Jo flere perspektiver, des rigere bliver udsynet.

Der er utrolig mange gode og morsomme eksempler i bogen, som gør læsningen vedkommende og elementært oplysende. Hendricks og Guldborg Hansens sammenfattende credo er, at viden = sand information + proces. Informationer i sig selv har meget lidt værdi, hvis ikke de kobles til deres kontekst, deres afsender og bestemmelse. Viden er derfor ikke det samme som information. Viden er noget, man skal forsøge at opnå baseret på kendsgerninger og udvikle via læring, hvilket ikke altid er lige nemt. Og hvis man vil fremme og forfine demokratiet, kræver det, at vi udbygger fælles procedurer og standarder, dvs. institutioner, der støtter op omkring viden.

Selvom bogen er en form for kulturkritik, undgår forfatterne at fremstå som sure lektorer, hvilket er en befrielse. Deres forkærlighed for logiske symboler og formler kan sagtens betragtes som aparte former for illustrationer, uden pointerne går tabt af den grund. Et godt indeks og en litteraturliste gør bogen samlet set til en fin lille grønspættebog om alt, hvad der er vigtigt at vide, når man er på udflugt i informations- og vidensamfundet.

Oplysningens blinde vinkler, af Pelle G. Hansen og Vincent F. Hendricks,
238 sider, Samfundslitteratur, 2011. ISBN 978-87-593-1594-1