To af Japans seneste popsensationer hedder Eguchi Aimi og Hatsune Miku. De giver koncerter for fyldte stadioner og topper hitlisterne med deres musik. Ingen af dem er imidlertid mennesker.

af Ryan Smith

Tokyo Med turkise rottehaler, der når ned til anklerne, og øjne, der er bredere end hendes arme, er der ingen, der kan være i tvivl om, at Hatsune Miku er en animeret figur. Ikke desto mindre optræder hun dog gerne live, og hendes koncerter er så godt som altid udsolgte. Miku har optrådt overalt i Japan, og hvis alt går efter planen, skal hun også spille koncert i Los Angeles næste sommer for at se, om det amerikanske publikum også kan genkende hendes kvaliteter.

Når Miku optræder, er det som animeret hologram på scenen, oftest iført en tætsiddende skolepigeuniform, selvsiddende strømper, høje hæle og en serie indstuderede danse- og syngebevægelser, der er programmeret på forhånd af hendes ejere i Crypton Future Media.

Mikus stemme er modelleret over en ægte sangers og så sidenhen kørt igennem den digitale manipulations velsignelser ved hjælp af Yamahas Vocaloid-software sådan, at Miku både rammer tonerne rent og har en umiskendelig klang i sin stemme.

Miku lå nr. 1 på de japanske hitlister sidste år, hendes musik har været anvendt i tv-reklamer, og som det logiske modsvar på Mikus succes har Crypton Future Media designet et stykke home software, som tillader den menige japaner at komponere sange til Miku, som hun så kan opføre for kunden derhjemme.

Andetsteds i Japan påstod pigebandet AKB48 for nyligt, at de havde fået et nyt medlem ved navn Eguchi Aimi. Aimi blev introduceret for offentligheden som en genert 16-årig fra Tokyos forstader, der ikke helt forstod at begå sig normalt blandt mennesker. Aimi vakte opsigt både med en fotoserie i det japanske magasin Weekly Playboy, og idet hun blev brugt som promotionpige for slikfirmaet Ezaki Glico.

Entusiasmen voksede blandt AKB48-fans, indtil det til sidst kom frem, at Eguchi Aimi ikke var et levende menneske, men en digital komposit af næse, øjenbryn, hår og læber fra seks eksisterende bandmedlemmer, vævet sammen til et nyt naturtro ydre.

Tiderne skifter, og fænomenerne Miku og Aimi præsenterer potentielle udfordringer for en lang række faggrupper fra playboymodeller, der ikke vil kunne hamle op med digitalt genererede kvinder, til sangere, der måske i fremtiden vil kunne erstattes af avanceret vocaloid-software, over sladderblade, der ikke vil kunne skrive om stjernernes seneste scoring og/eller kokainskandale. Hvor alvorlige disse udfordringer viser sig at være, det må tiden vise.