Ny bog sætter fokus på, hvordan vores oplevelse af naturen altid har været kulturelt styret.

af Ryan Smith

I begyndelsen skabte Gud jorden, og han skabte den komplet med dyr, træer og planter. Gud skabte naturen, lige som det var meningen, at den skulle være. Senere kom vi mennesker, vi dyrkede jorden, fældede træerne og spiste dyrene, ja vi gjorde i det hele taget alt det modsatte af, hvad der oprindeligt var meningen og Gud havde tænkt sig. Nu er der ikke ét uberørt økosystem tilbage på kloden, og det er et helligbrøde i manges øjne.

Derfor har Vestens regeringer over de sidste 40 år brugt milliarder af dollars på at genoprette de tabte økosystemer, så de kommer til at ligne dét, som vi intuitivt opfatter som deres oprindelige tilstand. Det gør vi, selvom biologer i årevis har påpeget, at billedet af det ”oprindelige” økosystem ofte er baseret på vilkårlige data, og at den natur, vi forestiller os, at vi genopretter, således snarere vil være en slags kultur: Som en manifestation af menneskehedens billede af et givent økosystems fortid snarere en tilbagevenden til noget som helst ”naturligt”.

For Vestens vedkommende har vi at gøre med en tradition, som peger tilbage på den skotsk-amerikanske naturalist John Muir. Muir blev så overvældet af det østamerikanske vildnis med dets tårnende bjerge, der strakte sig op for at røre ved himmelen, den rene luft, der var tyk af fuglesang fra egnens grantræer, og de sprællevende fisk, der sprang trodsigt op af de krigerisk hvidbrusende vandløb. Helheden overvældede Muri, og han gjorde det derpå til sit livsprojekt at bevare den østamerikanske natur fra nybyggernes hærgelser. Muir var en stædig mand, og efter mange års kamp fik han omsider Yosemite Valley i Californien udnævnt til nationalpark i 1890.

Det er på mange måder Muirs paradigme, vi har levet under i de sidste hundrede år, og netop tanken om at kunne bevare natur fri fra menneskets indflydelse er, hvad der ligger til grund for tiltag som den amerikanske Wilderness Act fra 1964 samt EU’s Restoring the Natural Heart of Europe-initiativ fra 2010. Men hele præmisset om et uberørt vildnis er forkert, og det er hvad videnskabsjournalisten Emma Marris vil fortælle os med sin nye bog, Rambunctious Garden: Saving Nature in a Post-Wild World.

Før og efter europæerne

”For det første,” siger Marris, ”så kan man slet ikke masterminde et økosystem og så kalde det naturligt.” Som vi kan læse det i Darwin, så er den økologiske udvikling jo decentralt bestemt, og uanset hvor gerne de ville, så kan en gruppe natureksperter på et universitet ikke eftergøre den ægte vare. Deres mål og planer vil nemlig altid bære præg af en vilje mod bestemte mål, og deres natur kan derfor aldrig blive naturlig. ”Og desuden,” siger Marris, ”så er der ikke noget ekvilibrium at vende tilbage til, for økosystemer forandrer sig over tid.” Det er disse to argumenter, der til sammen danner grundlag for, at vi nu skal smide tanken om det naturlige på lossepladsen.

Vi begynder på Hawaii, hvor regeringsbetalte biologer har kastet sig ud i et pillearbejde af drabelige dimensioner: Her kæmper man ihærdigt for at skaffe sig af med ”invaderende” arter som den asiatiske lillablomstrede bellis og en underskov af guavajordbær, der angiveligt står på nippet til at udrydde den særlige tornløse rose, der oprindeligt hørte til på Hawaii. ”Men hvad vil det sige, at noget er oprindeligt?” spørger Marris – selv hvis det lykkedes os at fjerne alle invaderende arter, så vil vi blot have restaureret Hawaii til, hvordan økæden så ud, før den britiske opdagelsesrejsende Captain Cook ankom til Hawaii i 1778. Men de polynesiske stammer, som indvandrede til Hawaii omkring år 800 e.Kr. tog jo også deres invaderende arter med sig, så hvor kan man overhovedet drage et skel mellem ”naturlig” og ”oprindelig”?

”Der findes intet facit,” siger Marris, og alt for ofte ender det med, at myndigheder og interesseorganisationer simpelthen oversætter ”oprindeligt” til ”før europæerne ankom”. Vores forestillinger om det oprindelige er altså delvist bundet op på vores white man’s burden og på Vestens skyldfølelse over kolonialiseringen. Forestillingen om det naturlige er altså i høj grad kulturelt bestemt. Vi vil gerne tilbage til naturen, sådan som det var ”meningen”, at den skulle være. Det er derfor dybest set en religiøs og ikke en videnskabelig tilgang til miljøbevarelse, vi her har med at gøre, og derfor denne artikels indledende referencer til skabelsesberetningen.

Hvis Marris’ bog havde et slogan, så kunne det meget vel have været ”alt det ægte er falskt”. Med udgangspunkt i moderne klimavidenskab viser Marris nemlig, hvordan menneskehedens forfædre var med til at forårsage globale klimaforandringer for ca. 10.000 år siden, da stenaldermennesket systematisk udryddede de enorme planteædende, metan-pruttende pattedyr, der dengang levede i Amerika. Ligeledes viser hun, hvordan Nordamerikas indianerstammer var blevet så godt som udryddet af forskellige sygdomme i århundrederne op til europæeres landgang i 1400-tallet. Det, vi i 550 år har anset som ”naturlig” natur, var altså snarere en overvokset baghave, som de tidligere ejere netop havde forladt. På elegant vis rejser Marris således det spørgsmål, om vi virkelig kan være bekendt at gøre en overrendt baghave til udgangspunktet for, hvad vi endnu i dag definerer som ægte natur.

Vildtvoksende optimisme

Det lyder måske sort alt sammen, men ikke desto mindre er Rambunctious Garden faktisk en grundlæggende optimistisk bog. Marris vil have os til at lægge forestillingen om den ”naturlige” natur i graven, men bogen er ikke kun en kritikbog: Forfatterinden har konkrete løsninger i ærmet, som hun gerne vil sætte i stedet for samtidens semireligiøse naturkult: Gennem interviews med ledende videnskabsfolk og verdsligt sindede miljøorganisationer beskriver Marris således, hvordan et paradigmeskifte muligvis kan være på vej, idet flere og flere fremsynede eksperter får øjnene op for, hvordan alt det ægte er falsk.

Med klarsyn og entusiasme beskriver Marris pragmatiske tiltag såsom re-wilding¸ hvor man (gen)introducerer arter, som var gået tabt, uden samtidig at bestræbe sig på at fjerne eksisterende arter, og assisted migration, hvor tømmerarbejdere systematisk planter nye træer på grænsen af deres arbejdsområde, sådan at mængden af træer forbliver konstant, og hele skove således kan ”vandre” over en årrække. Og endvidere beskriver Marris, hvordan moderne teknologi giver helt nye muligheder for biodiversitet, når blot vi forlader forestillingen om ”det oprindelige”.

Marris leger således med tanken om kunstigt optimerede ”halv-vildnis”, hvor arter introduceres på baggrund af biologiske beregninger, og ikke fordi de tilfældigvis voksede dér engang. Om særligt sjældne fugle, der kun yngler i bjerghuler, men nu kan tilskyndes til at formere sig i ingeniørmæssigt manipulerede landskaber, som simulerer de omgivelser, fuglene har tilpasset sig til over årtusinder, og som i yderste konsekvens kan bringes til at avle i kunstige bjerghuler på toppen af storbyens tage, hvis det er dét, vi mennesker ønsker.

En lang række miljømæssige mål – fra bevarelsen af udryddelsestruede arter til kultivationen af betagende naturomgivelser – kan således alle realiseres, når blot vi dropper forestillingen om det oprindelige og overgiver os til en verdslig og anvendelsesorienteret tilgang til det naturlige.

Marris’ bog vil utvivlsomt provokere ortodokse miljøforkæmpere, idet den ser stort på de traditionelle dogmer og vender dagsordenen om naturens velbefindende på vrangen (har naturen det bedst, hvis den er henvist til små afkroge af kloden, eller er det mon bedre, at den bliver integreret i menneskehedens planer for fremtiden). Ikke desto mindre er det dog kvalificeret provokation i form af en velskrevet og vel-researchet bog, som giver et glimt af, hvad der kan ske i en fremtid, hvor vi i stigende grad overgiver os til tanken om moder jord som én stor have med os selv som gartnere.

Rambunctious Garden: Saving Nature in a Post-Wild World
af Emma Marris
224 sider, ISBN 1608190323
Bloomsbury Publishing, 2011