Hvorfor kæmpe sig igennem udmarvende forhandlinger og ødelæggende krige, når de rette informationer og avancerede computermodeller kan gøre det beskidte arbejde? Næsten, i hvert fald.

af Robin Engelhardt

Bruce Bueno de Mesquita er en mand med en mission. I 18 år har han arbejdet på at bruge spilteori til at overflødiggøre krig og politik. Ja, kære læser, De læste rigtigt: Nu er det snart slut med at spilde sin tid på politik og krig! For hvis man ser nøgternt på det, så er krig og politik i deres overordnede funktion ikke meget andet end en gensidig forhandling om, hvilket standpunkt, der til sidst vil stå stærkest.

Hvis man i stedet indsamlede information om, hvilket standpunkt, der har flest magtfulde støtter, flest kanoner og giver mindst tab af status og desuden antog, at mennesker altid forsøger at opnå det, som de mener, er det bedste resultat for dem selv, så kunne man i princippet overlade det til en computer at simulere ‘forhandlingen’, og på den måde spare et par skattekroner og menneskeliv.

Tanken er besnærende og selvfølgelig komplet urealistisk. Men Mesquitas metode med at forudsige politiske og militære konflikter via spilteoretiske modeller fejrer en del sejre i disse dage. En måned inden COP15 begyndte i København i 2009, skrev Mesquitas en artikel til magasinet Foreign Policy, hvori han fremlagde resultatet af en simulering af de enkelte landes forventede forhandlingspositioner i forhold til konferencen. Resultatet viste, at multilaterale forhandlinger ikke vil føre til noget, ligegyldigt hvor meget FN’s ihærdige teknokrater påstod noget andet.

I februar 2008 forudså Mesquita som en anden Nostradamus, at Pakistans præsident Perves Musharraf ville forlade embedet, når sommeren var ovre. Han skred 18. august. I maj 2010 forudsagde Mesquita, at Egyptens præsident Hosni Mubarak ville miste sin magt i løbet af blot et enkelt år. Ni måneder senere var Mubarak sat af, og han sidder nu fængslet i Cairo og afventer en retssag om, hvorvidt han beordrede drab på demonstranter.

Hvordan gør han?
Spilteori vurderer, hvilken strategi en aktør bør benytte for at opnå det bedst mulige resultat i en konkurrence med andre aktører. I modsætning til traditionelle økonomiske analyser fokuserer spilteorien på, at den enkelte aktørs optimale strategi er afhængig af de andre aktørers strategier.

Spilteorien blev formelt formuleret for første gang af John von Neumann og Oskar Morgenstern i 1944. I løbet af 1950’erne var det især John Nash, der videreudviklede teorien. Allerede i 70’erne var den blevet et af de vigtigste redskaber i matematisk analyse, og i løbet af 80’erne og 90’erne udvidede dens anvendelsesområder sig til en lang række andre discipliner såsom økonomi, biologi (især i forhold til evolution), økologi, antropologi, psykologi og politisk videnskab.

Men selvom spilteorien er et relativt ungt forskningsfelt, har mennesker længe brugt den i praksis. Et berømt eksempel findes i den jødiske skriftsamling Talmud (se boks). Nu om dage er spilteorien med dokumenteret succes blevet brugt til at løse nationale sikkerhedsopgaver, til sportsanalyser og betting, til arbejdsmarkedsstridigheder og til at udvikle komplekse virksomhedsstrategier.
Ifølge 2005-nobelpristageren i økonomi Robert Aumann har spilteorien især vist sig at være værdifuld til auktioner. Da licenserne for de amerikanske radiospektre f.eks. skulle udbydes i 2006, brugte professor Paul Milgrom fra Stanford University specialudviklet spilteoretisk software til at hjælpe et konsortium af klienter, som gerne ville have del i de 1.132 licenser i udbud. Ved at estimere de hemmelige værdibud fra konkurrenterne, kunne softwaren afsløre, hvilke licenser der var overvurderede, og hvilke ikke. Ved at byde på et spektrum af mindre og billigere licenser kunne to af Milgroms klienter, Time Warner og Comcast, ifølge en artikel i Economist spare 1,2 milliarder dollars.

Gode data er vigtige
Bruce Bueno de Mesquitas matematiske model er egentlig slet ikke så kompliceret, som det lyder. Han bruger det, man kalder ‘expected utility’ maksimering – en metode, der blev færdigudviklet af spilteoriens fædre John von Neumann og Oskar Morgenstern, og som går ud på at regne på folks prioriteringer i forhold til et ukendt udfald ved at have et nogenlunde godt datagrundlag af deres personlige præferencer samt deres aktiver, som de kan bringe med i spillet. Konkret arbejder Mesquita med fire faktorer:

1. Hvem har noget at skulle have sagt på området?
2. Hvad er det, de siger, at de vil opnå?
3. Hvor fokuserede er de på at gennemføre det?
4. Hvor megen indflydelse har de over andre?

Hvis vi kender de fire faktorer og desuden antager, at alle mennesker bekymrer sig om to ting, nemlig A) et godt udfald og B) at få personlig anerkendelse for udfaldet, så vil man kunne forudsige resultatet af en politisk forhandling med 90 procents sikkerhed. Det sidste punkt B er vigtigt og ofte overset, da de fleste mennesker ikke kun er rationelle aktører, der gerne ser deres ønsker gennemført, men også store egoer, der spejler sig i andres syn på dem selv. Hvis en person f.eks. er meget fokuseret på en sag, så kan det betyde lige så meget for ham eller hende at blokere et dårligt udfald som at gennemføre et bedre alternativ.

Der er også forskel på, hvor fast man er i kødet. Nogle mennesker vil stå ved deres standpunkt, indtil det sidste lys er slukket, og de selv er døde af udmattelse, mens andre hurtigt vil stikke en finger i vejret og tage et nyt standpunkt, når det gamle ikke længere har nogen chance for at vinde. Er man som spilteoretiker i stand til at vurdere, hvor aktørerne står i dette spektrum af politisk bøjelighed, vil man altså ikke kun kunne forudsige resultatet med astronomiske 90 procents sikkerhed, men også kunne udvikle strategier til at manipulere dem, og dermed påvirke udfaldet.

Mesquita får sine oplysninger ikke fra aviser eller fra internettet, men fra eksperter på området. I et video-oplæg til non-profit-organisationen TED.com om, hvorvidt Iran ville bygge atomvåben i nær fremtid, brugte han for eksempel Iranske eksperter til at kortlægge beslutningshavernes interesser og prioriteringer. Det viste sig, at magthaverne efter al sandsynlighed vil vise omverdenen, at Iran kan bygge atomvåben, hvis de ønsker det, men i sidste ende ikke vil gøre det i fuld skala.

Princippet om konvergens
Det er klart, at modellen kræver mange data af god kvalitet. Og det er også klart, at den hverken er perfekt eller alvidende. Men hvis man sammenligner metoden med den hidtidige praksis, hvor man måske inviterer et par ‘eksperter’ til at give deres syn på sagen eller bare håber på, at det vil gå godt, så er spilteoriens marginale fordele til at føle på.

Det er vigtigt at huske på, at forudsigelser er en statistisk videnskab, og at statistik intet har at gøre med absolutte visheder. Lige så snart en statistisk model ikke lever op til det forventede ‘magiske’ resultat (som f.eks. da Mesquita helt forkert forudsagde, at der sandsynligvis ikke ville komme nogen revolution i Libyen eller i andre olierige arabiske stater) så tænker folk straks, at det er en charlatan, der prøver at bilde os noget ind.

En sand statistiker ville aldrig tage munden for fuld. Hvis folk vidste, at kloge mennesker som Edward Thorp og hans grupper af MIT-studerende kunne tjene millioner ved at tælle kort ved blackjack-bordene i Las Vegas, blot ved at ændre på sandsynligheden for at vinde fra minus 2-3 procent til plus 1-2 procent, så ville der nok være flere, som ville begynde at bruge ordentlig matematik til at analysere sociale og politiske konflikter.

Det pudsige i denne sammenhæng er, at brugen af computere i sig selv ville kunne gøre stridigheder kortere og forhandlinger lettere. Bruce Bueno de Mesquita indrømmer, at udbredelsen af hans model ville ændre på udfaldene af forudsigelserne. Men det vil ændre på udfaldene på en god måde. Det ville nemlig få flere folk til at indse, at deres position er uholdbar, og de ville meget hurtigere vide, om de ville kunne komme til et fornuftigt kompromis eller til et sammenbrud uden at skulle igennem en masse udmarvende forhandlinger først.

Og det er her, ideen om at afvikle krig og politik – engang i en fjern, fjern fremtid – for alvor bliver interessant. Krig og politik holder nemlig op med at have et formål, når man ikke længere kan være uenige om hinandens relative styrke. At vi fortsat udøver vores indflydelse i kød og blod er i sin essens et resultat af en uenighed om hinandens relative styrker. Krigen slutter i det øjeblik, opponenterne har lært nok om hinanden.

Det kaldes ‘konvergensprincippet’ blandt konfliktforskere og går ud på at anse krig og politik som en forhandling, hvorigennem parterne opdaterer deres viden om hinandens styrker og svagheder, indtil der ikke er mere at opdatere og en fredsaftale bliver mulig. Der er mange uskønne aspekter ved at se tingene på den måde, for eksempel at tyranniske stater kun adskiller sig fra demokratiske stater i antallet af rygge, der skal klappes.

Men der er også et par gode aspekter. Potentielle krigsnationer kunne udveksle informationer om hinandens våbenarsenal (ligesom under den kolde krig), sætte deres hanekam til display og gale højlydt – men uden at gribe til våben. En computer ville så kunne udregne resultatet af en eventuel konflikt, som så kunne blive grundlaget for en acceptabel og ublodig aftale for alle.