Kultur I anledning af 40 års-jubilæet for månelandingerne har den amerikanske rumfartsorganisation NASA netop frigivet nye billeder af Apollo 12, 14 og 17’s landingssteder. Det giver lejlighed til refleksion over æstetiskken, samt over den tid, som månelandingerne var en del af.
af Ryan Smith
NASAs Lunar Reconnaissance Orbiter har hængt i et kredsløb blot 25 kilometer over månens overflade og genfotograferet mange af de originale relikvier, som står tilbage efter Apollo-missionerne. Billederne er taget i så høj en opløsning, at man kan se den berømte månebuggy, flagstangen med det amerikanske flag, og selv individuelle fodspor fra astronauterne.
Med NASAs nye billeder står det nu enhver med en internetforbindelse frit for, selv se nærmere på de efterhånden historiske steder, hvor de amerikanske astronauter hoppede omkring, foretog tests, og efterlod udstyr. Som en slags overjordiske frilandsmuseer ligger de uberørte hen deroppe, næsten præcis som da vi forlod dem for 40 år siden.
Med deres gråhvide æstetik, kan billederne nydes som en slags kultur, og med deres særlige sølvgrå palet, sat mod et sort bagklæde af det uendelige ingenting, udfylder månebilledernes en enestående plads i vestens kulturelle bevidsthed.
I historiebøgerne er månelandingerne ofte entydigt beskrevet som et produkt af den kolde krig med dens konkrete geopolitiske interesser. Og mens det utvivlsomt var realpolitik som drev menneskeheden til månen, så overser koldkrigsforklaringen hele den kulturelle side af sagen.
En lysende fremtid
Årene omkring de første bemandede månelandinger var nemlig på mange måder en ejendommelig parentes det tyvende århundredes historie: Vesten havde både stabiliseret og genopbygget sig selv efter anden verdenskrig, og dermed haft tid til at finde sig til rette med frugterne af industriens anden guldalder, der var begyndt omkring 1955. Op gennem 60’erne oplevede man ikke alene en serie industrielle og teknologiske gennembrud, såsom det første computerspil, laseren og farvefjernsynet, men også en serie socialpolitiske tiltag som øgede friheder for kvinder og homoseksuelle, samt Martin Luther King der med sin borgerrettighedsbevægelse var med til at gøre en ende på den statssanktionerede diskrimination af Amerikas sorte. Alle lag af den vestlige økonomi var i vækst, og livet blev hele tiden bedre. Alt i alt var der god grund til at være optimist: Vi var netop landet på Månen, og nu var det bare at gå snor-i-snor før vi gjorde det samme på Mars, Venus og planeter om andre stjerner.
Optimismen var ikke bare noget, der kunne glanes mellem linjerne: Da franskmanden Jean-Jacques Servan-Schreiber skrev det politiske essay Le Défi Américain (Den Amerikanske Udfordring, red.) i 1967, solgte bogen ikke alene bedre, end noget politiske essay før havde gjort i Frankrig. Bogen blev også oversat til 15 forskellige sprog, og den blev dermed en international bestseller. Budskabet var simpelt: Bogen optegnede blot de fremtidsudsigter, der deltes af mange den gang: ”Den amerikanske økonomi er nu så dynamisk,” skrev Servan-Schreiber, ”at USA vil være postindustrielt i 1980,” og: ”når vi kommer til år 2000, vil livet i vesten være så forskelligt fra hvad vi kender i dag, som nutidens samfund er fra antikkens Egypten.”
Vist lyder det fabulerende for os, som vi læser det i 2011, men for sentressernes kloge hoveder var det ikke så urealistisk igen. Ja, endnu mere opsightsvækkende er det måske, profetiet endda var gået i opfyldelse, hvis vi i vesten havde kunnet opretholde tressernes økonomiske vækst (af årsager som vi endnu ikke forstår, sløvede den økonomiske vækst nemlig ned til omkring det halve). Og således regnede datidens økonomer sig frem til, at vi i år 2000 ville være nede på en 28-timers arbejdsuge, tillige med langt mere ferie, langt højere velstand og langt flere sygdomme under vores kontrol, end vi faktisk har i dag.
Med sådanne fremtidsudsigter var der intet at sige til, at Apollo 14-kommandøren Alan Shepard nemt kunne finde det i sig at spille lidt golf på månen, samt at joke lidt med, at golfkuglerne fløj ualmindeligt langt deroppe. Overalt i vesten var der en fornemmelse af, at de værste kapitler af menneskeheden historie nu var overstået, og at tingene nu ville blive bedre af sig selv. Således kunne The Beatles ubesværet synge “let it be, let it be, there will be an answer, let it be.” Fremskriditet ville komme uanset hvad vi foretog os.
Optimismens bagside
Men som sociologerne siger: Ingen kultur uden en modkultur: Den udtalte fornemmelse af, at fremskriftet snart ville hensætte os alle til en Star Trek-lignende tilværelse, hvor alt var klinisk rent og under kontrol, gav nemlig også anledning til forudaninger om, at mennesket som vi kender det ville ophøre med at eksistere og snart blive erstattet af et rationelt fremtidsmenneske – en Sapiens 2.0.
Melankolien var således mærkbar da David Bowie sang om astronauten Major Tom, der allegorisk forlod sin rumkapsel (og dermed sig selv) for at udforske det ydre rum. Men i det ydre rum kan Major Tom ikke længere mærke sig selv, stjernerne tager sig pludselig anderledes ud, og menneskene tilbage på jorden kan ikke længere kommunikere med ham. En uforudset begivenhed i det ydre rum forvandlede Major Tom, og fremmedgjorde ham fra sig selv – mennesket vandt det ydre rum, men tabte sig selv.
Samme tema er også omdrejningspunktet for filmgeniet Stanley Kubricks 2001: A Space Odyssey, der ligeledes er lavet i årene op til månelandingerne. Som Kubrick selv udtalte, så handler 2001 om ”menneskehedens møde med noget, der er større end det selv.” På abestadiet lærte vi at anvende værktøj, og det var i Kubricks vision dét, der spaltede vores udvikling væk fra chimpansernes. Med udforskningen af det ydre rum står mennesket ifølge 2001 nu endnu en gang overfor et formativt skel i dets udvikling: Et afbræk der truer med at forvandle fremtidens mennesker til en avanceret ny art, som vil få nutidens mennesker vil ligne fortidens aber i sammenligning hermed.
Hos både Kubrick og Bowie står vi altså overfor temaet om uvisheden og frygten for, at følelserne helt skal forsvinde ud af den menneskelige sfære. Hos begge kunstnere handler det om menneskets møde med det ukendte, og om faren for at tabe sig selv i den teknologiske transcendens der ligger forude. Side om side med 60’ernes ukuelige optimisme, finder vi således en tungsindig melankoli over udsigten til, at mennesket, og menneskelivet som vi kender det, var på nippet til at forsvinde.
Så galt gik det dog ikke. Her, 40 år efter månelandingerne, kom vi aldrig længere end til månen, og vi lever endnu i en tilværelse, hvor vi genkender os selv som mennesker, – en tilværelse, der har mere at gøre med livet som det så ud i 1971, end det har at gøre med nogen af de fremtidsscenarier der lå i kulturen dengang.