af Troels Heeger
En af de absolut mest uduelige politiske kommentatorer i det danske medielandskab er Peter Mogensen på Politiken. Under den tragisk ironiske titel Dødvande udsendte Mogensen sidste år en politisk analyse af udlændingespørgsmålets rolle i dansk politik siden 2001. Mogensens ambition var tydeligvis at trække nogle store linjer og gøre sig gældende som analytisk sværvægter, men i stedet fik vi leveret den rituelle afsværgelse af blokpolitikken, samt et par hurtige og letgenkendelige tilsværtninger. DFs Morten Messerschmidt blev på grund af sin druktur i Grøften mistænkeliggjort som potentiel nazistisk medløber, og læserne forstod, at Danmark har et dårligt ry blandt Mogensens udenlandske venner. Aha.
Ikke mindre hovedrystende kunne man læse Mogensen gøre gældende, at oppositionens aktuelle svækkelse burde medføre grundlæggende reformer af det parlamentariske system – et glimrende eksempel på den slags maskering af egeninteresser som fællesskabets bedste, som den tyske sociolog Theodor Geiger diagnosticerede som “midtens ekstremisme”. Bogen blev ikke overraskende gennemheglet af snart sagt enhver anmelder. Mikael Jalving, der måske ikke ligefrem er uvildig, glimrede i Berlingske Tidende ved at give bogen nul stjerner. En enkelt Politiken-læser ved navn Kylle Zimmermann kom Mogensen til undsætning.
Senest har Mogensen rullet kanonerne frem på dækket og affyret et vildskud af en analyse, der er tæt på at udnævne Bendt Bendtsens seneste Tyrkiet-udmelding til det nye årtusindes største strategiske genistreg. Tyrkiet, sagde Bendt Bendtsen, kommer ikke med i EU i de næste år, og dermed havde den fynske politibetjent, ifølge Mogensen, slagfærdigt marginaliseret DFs rolle i dansk politik og samtidig forudgrebet den indenrigspolitiske dagsorden for de næste år.
Politiske kommentatorer ernærer sig naturligvis ved at tage munden for fuld. I dette tilfælde rydder Mogensen imidlertid kagebordet, når han skamløst kaster sig over en udtalelse fra en konservativ EP-kandidat i valgkamp og bruger den som lakmusprøve på, hvad det næste folketingsvalg om op til toethalvt år vil have som sit afgørende tema. Man kan også grundigt betvivle Mogensens forvrøvlede påstand om, at Bendtsens udmelding har karakter af stemmetyveri i Messerschmidts vælgerskare. Mogensen ønsker sig brændende, at der går panik i fjendens lejr, men traditionelle DF-vælgere vil efter al sandsynlighed have mere end vanskeligt ved at konvertere til konservativ unionsbegejstring, når nu de kan få både nej til tyrkisk medlemsskab og indædt unionsskepsis hos Morten Messerschmidt.
Oven i hatten mener Mogensen, at Bendt Bendtsens udtalelse mere eller mindre kan udlægges som en slags freudiansk fortalelse, der uforvarende blotlægger sandheden om ‘den muslimforskrækkede europæiske union’. At Tyrkiet har grelle problemer med menneskerettigheder er i den sammenhæng aldeles irrelevant. Når tyrkerne ikke slipper gennem nåleøjet til det eftertragtede EU-medlemsskab, er det ikke på grund landets gentagne ringeagt for menneskerettigheder, mangel på basal presse- og ytringsfrihed, demokratisk underskud og benægtelsen af det armenske folkemord. Nej, ifølge Mogensen holdes tyrkerne udelukkende uden for festen på grund af populistiske regeringslederes frygt for at drukne i indvandringsbølger fra den anatolske højslette. Atter en gang useriøs, ensidig, klichépræget og ubrugelig politisk analyse, der per refleks anskuer fremmedfrygt som det dybeste led i den politiske årsagskæde.
Eftersom selvsmagende adfærd, skødesløs omgang med det danske sprog, fejlslagne analyser i hobetal og generel inkompetence ad nauseam på ingen måde er diskvalificerende i den danske medieverden (jævnfør eksempelvis David Trads, hvis Dynamit Harry-agtige slingrekurs gennem den danske bladverden blev belønnet med en korrespondentstilling i Washington for Berlingske Tidende) fortsætter Peter Mogensen naturligvis ufortrødent med at hækle usammenhængende og hullede analyser til Politikens kernelæsere, der kan forlyste og bekræfte sig selv uden at frygte for horisontudvidende læseoplevelser. Og chefredaktionen snorksover som sædvanligt højlydt i timen.