af Søren K. Villemoes

Siden jeg var helt, helt lille har jeg kunnet huske, hvordan københavnere altid har ønsket og krævet flere grønne områder. Man har nærmest ikke kunnet have en succesfuld lokalpolitisk karriere, hvis man ikke på et eller andet tidspunkt har lovet lidt mere grønhed hist og her. Flere grønne områder har i årevis været et københavnsk lokalpolitisk mantra i nøjagtig samme kategori som ‘færre biler i byen’. Men det virker som om, at jo flere grønne områder byen får, jo mere stiger kravene om grønne områder. Det har fået mig til i længere tid at holde bedre øje med alt det grønne, når jeg har begivet mig rundt i byen. Og jeg kan kun konstatere, at vi har mere grønhed end nogen anden storby, jeg har befundet mig i!

Hvis vi blot kigger på området omkring Nørreport, som for kort tid siden blev mødt med ønsker om flere ‘rekreative områder’ (læs: grønhed), så er stedet jo nærmest fyldt til bristepunktet med parker. Kongens Have, Botanisk Have, Østre Anlæg, H.C. Ørsteds Parken – alle disse ligger inden for 2-5 minutters gang fra Nørreport. Det grønne er så omfattende, at man faktisk kan gå helt fra Nørreport til Østerbro helt uden at bevæge sig uden for grønheden.

Ikke nok med, at der i København er grønne områder overalt (jeg nævner i flæng: Nørrebroparken, Enghaveparken, Fælledmarken, Søndermarken, Assistens Kirkegården, Folkets Park, Frederiksberg Have, Kløvermarken, Christiania osv.), de sidste 10 år har medført en grotesk eksplosion i små private parker anlagt i det, man i gamle dage kaldte for ens baggårde. Idag er det små baghaver lukket af med en låst port og administreret af en flok emsige naboer med arbejdsweekend, og jeg skal komme efter dig. Grønheden er overalt! Og den breder sig i et ubehageligt tempo. De gamle karakteristiske mørke Stenbrosbaggårde er ved at forsvinde og er de fleste steder blevet erstattet af børnefamiliernes evige krav om øget wellness.

Jeg kan efterhånden ikke forestille mig, at man kan befinde sig noget som helst sted i København uden at være inden for fem minutters afstand fra et grønt område på cykel. Men det er åbenbart ikke nok, for ifølge Miljø- og Teknikborgmester Klaus Bondam kan det ikke være rigtigt, at man skal helt op på en cykel. Nej, alle københavnere skal åbenbart altid være inden for 15 minutters gang fra grønheden. Det betyder åbenbart, at vi skal have hele 14 nye parker i vores i forvejen belastede grønhedsby.

Jeg kan ikke lade være med at stille mig selv spørgsmålet: Hvornår vil kravet om grønhed stoppe? Hvornår vil mæthedspunktet være nået? Jeg kan ikke forstille mig andet, end at kravene om flere grønne områder først vil forsvinde, når alt er væk, og der kun står ét enkelt hus tilbage midt i et enormt EU-beskyttet habitatområde, der engang var kendt som København. Først da vil kravene dø hen. Inden da kan vi andre observere, hvordan den eviggyldige sandhed, at mere grønhed altid er af det gode, vil fortsætte med at runge i den lokalpolitiske arena, men jeg har forlængst nået mit mæthedspunkt. Jeg ønsker ikke mere grønhed! Jeg savner den gode gamle grå og brune by, som jeg holdt så meget af, da jeg var lille, og jeg har ikke lyst til at se Stenbroen forsvinde ned i en stor grøn pløremark.

Hvis folk er så ellevilde med grønhed, stilhed og tryghed, så har vi allerede bygget en enorm fedtkant af forstæder rundt om byen, som jeg vil anbefale dem at flytte ud i. Dette lille, bitte område af Danmark, som vi kan betragte som storbyen, er efterhånden langt mere truet end den brasilianske regnskov, og hvis vi fortsætter med at æde af den og lave alt om til små forstadsområder, så går der ikke forfærdeligt længe, før der ikke længere er noget storby tilbage i landet. Så er der ren grønhed fra Esbjerg til Dragør.