af Troels Heeger

Faste læsere af Konflikten vil vide, at vi anser de seneste års værker af forfattere som Frederik Stjernfelt, Søren Ulrik Thomsen, Jens Martin-Eriksen og Rune Lykkeberg som forvarsler om noget, der med tiden forhåbentligt vil blive klart som en ny konstellation på centrum-venstrefløjens stjernehimmel. Som uafhængige intellektuelle har de været dygtige til at grave dybt i årsagerne til centrum-venstrefløjens tiltagende værdipolitiske rundtossethed siden kulturkampen tog fart i 2001.

I Kritik af den Negative Opbyggelighed (2005) gjorde Frederik Stjernfelt og Søren Ulrik Thomsen deres til at pande et par kulturelle vaneforestillinger i gulvet. Det drejede sig blandt andet om en kritisk gennemgang af den offerrolle, der har været privilegeret i den danske debat. Selv succesfulde mennesker, kunstnere, politikere, har aldeles ureflekteret søgt at camouflere dårlige eller ikke-eksisterende holdninger, meninger og argumenter ved at iscenesætte sig selv som romantiske oprørere mod fikserede forestillinger om ‘det bestående, det borgerlige, det stivnede’. Rune Lykkebergs analyse af efterkrigstidens subjektive klasserelationer i Kampen om Sandhederne (2008) er langt henad vejen også en kritik af den kulturelle overklasses hang til negativ opbyggelighed

Den negative opbyggelighed har man også kunnet observere i større skala. For den har i særlig grad været problematisk for en hel politisk fløj, der i forne tider var kendt som oppositionen. Siden Poul Nyrups bemærkning om DFs manglende stuerenhed har den politiske centrum-venstrefløj i Danmark kæmpet med at finde sit ståsted i komplicerede spørgsmål om multikulturalisme og i det hele taget spørgsmålet om individuelle rettigheders forhold til grupperettigheder.

Den manglende orienteringsevne har i adskillige tilfælde, oftere end sjældent, ført til den nemme løsning: at man har valgt at definere sig negativt i forhold til skræmmebilledet Dansk Folkeparti. Hvis Dansk Folkeparti har været for et tørklædeforbud for danske dommere, har man refleksmæssigt været imod – uden overhovedet at forholde sig til sin egen politiske arv og tankegods.

Enhedslisten opstillede ukritisk Asmaa Abdol-Hamid og markedsførte hende som ‘muslim’ – som om dette skulle være en politisk kvalifikation. Enhedslisten var som bekendt nær blevet splittet på spørgsmålet om Asmaa. Negativ opbyggelighed som politisk strategi er i princippet en indrømmelse af mangel på politisk substans og ender som oftest kontraintentionelt. Hvad der i udgangspunktet kunne se ud som en positiv indholdsbetegnelse, Asmaas status som muslim, endte med at blive en bekræftelse og en legitimation af politiske modstanderes forsøg på at gøre kulturel baggrund politisk relevant. Stjernfelt og Eriksen advarede indgående mod denne type kulturalistisk fejlstrategi i Adskillelsens Politik (2008).

Det er muligvis en gammel og banal sandhed, men ikke desto mindre vedbliver den at være relevant. Hvis centrum-venstre skal  gøre sig forhåbninger om at forlade den negative opbyggelighed og blive taget alvorligt, må man indlede en alvorlig refleksion over den historiske arv og tradition, hvorfra man kommer. Måske er refleksionen allerede påbegyndt, men indtil videre er man ikke kommet frem til klare erkendelser i forholdet mellem individets og gruppens rettigheder.

Her på Konflikten kan vi også, indrømmet, fra tid til anden falde i fælden med negativ opbyggelighed. Så lad os for en god ordens skyld bekende os til noget positivt: Et forsvar for formelle demokratiske rettigheder og et nej til grupperettigheder og særhensyn. Kultur og klasse bør ikke privilegeres over borgerlige rettigheder – det turde være børnelærdom for en centrum-venstrefløj – for kultur er en mærkeligt tåget begreb, hvis fortolkning hurtig kan løbe løbsk og ud af kontrol. Frihed til forskellighed beskyttes efter vores opfattelse bedst ved, at vi alle deler de helt samme grundlæggende demokratiske rettigheder. At vi deler noget, er simpelthen udgangspunktet for, at vi kan være forskellige.

Uden at stille digteren til politisk regnskab for denne blogs synspunkter synes samme pointe at titte frem i de afsluttende skarpt neutrale linjer i et helt frisk og aldeles læsværdigt essay fra Søren Ulrik Thomsen:

Farerne ved kulturer, der ikke tåler Det Anderledes, er indlysende; for et demokratisk retssamfund er jeg bange for, at det især i krisesituationer kan vise sig problematisk, hvis alt for mange mennesker styret af et forfængeligt identitetsprojekt fornægter deres egen borger-lighed.