Gotfredsen, Krarup og Kiær har dog alle et forklaringsproblem af den delikate slags: Hvis liberalismen er så forfærdelig, hvorfor er nutidens konservatisme så selv liberale?

Konservatismen i Danmark er i dag en parlamentarisk, kapitalistisk og frihandelsorienteret ideologi, men et henkastet blik i historiebøgerne afslører hurtigt, at disse positioner alle er af nyere dato. Kontinentalkonservatismen, som Gotfredsen og Krarup nedstammer fra, var oprindeligt en antiparlamentarisk og antikapitalistisk ideologi, som sværmede for adel, kirke og kongehus.

Kontinentalkonservatismen var inspireret af 1800-tallets romantiske strømninger, og det var med romantikken i baghånden, at kontinentalkonservatismen formulerede et politisk modsvar til oplysningstidens liberalisme – en arv, som Dansk Folkepartis Jesper Langballe også har skrevet kvalificeret om og vedkendt sig i debatter herhjemme. Kontinentalkonservatismen var betænkelig over for industrialiseringen og over for opkomsten af det nye borgerskab af købestærke self-made men, hvis bugnende bankkonti og hvidglødende virkelyst udfordrede den gamle adels privilegier. Påvirket af romantikkens metafysiske verdenssyn hævdede datidens konservative, at den bestående orden i samfundet var enten guddommeligt bestemt eller udtryk for en højere naturlig orden, som mennesker ikke kunne begribe til fulde. Følgelig kæmpede man for at bevare adelens, kirkens og kongens politiske indflydelse, og man søgte endda at beskytte de bestående institutioner mod borgerskabets krav om parlamentarisk repræsentation.

Med staten som far
Det var dog ikke kun på det værdipolitiske område, at de kontinentalkonservative satte hælene i over for liberalismen: Man så også kritisk på den stigende internationale frihandel, som man opfattede som en trussel mod staten som en selvomsluttende organisme – et etnisk, religiøst og kulturelt selvforsynende fællesskab, der trivedes bedst i fraværet af det fremmede. Kontinentalkonservatismen var derfor udpræget kritisk over for både den værdipolitiske liberalisme, der var internationalt orienteret, og over for den økonomiske kapitalisme, som man i mange tilfælde ønskede erstattet af korporatisme, dvs. at arbejdere og arbejdsgivere mødes til overenskomstforhandlinger med staten som den strenge far, der overser, at samfundet ikke kastes ud i ”unødvendige” strejker og lockouts.

Kære læser, hvis den slags lyder som noget, som De kender fra mellemkrigstidens historie, så er det, fordi det er det: Kontinentalkonservatismen var ikke selv totalitær, men mange af dens tilhængere kastede flirtende blikke i retning af tidens fascistiske strømninger og i visse tilfælde også i retning af det, der var værre. Efter anden verdenskrig stod det dog klart, at det var endog meget farligt at flirte med alternativer til det liberale demokrati. I årene efter 1945 begyndte Europas konservative derfor at erklære sig som tilhængere af en nationalstat med et ”internationalt udsyn” og som parlamentarister, kapitalister og ‘borgerlige’ (et begreb der for alvor blev stort med den antikonservative franske revolution). Man omplantede simpelthen konservatismen, sådan at den i dag vokser ud af liberalismens frodige muld. Konservatismen i Danmark er i dag en liberalistisk ideologi med nogle beherskede fodnoter og forbehold over for visse ting, som man ønsker gjort anderledes. Men de dage, hvor konservatismen udgjorde et egentligt alternativ til den liberalistiske samfundsorden, er for længst borte.

Når Gotfredsen, Krarup og Kiær puster sig op for at angribe liberalismen og påberåber sig at være de egentlige borgerlige, så stiger de tre således til vejrs som balloner, der er lige til at punktere med sarkasmens skarpe syl: De anklager andre for at være historieløse, men tilhører selv en fraktion der om nogen har afsagt sig sin egen historie. Gotfredsen, Krarup og Kiærs konservatisme er ikke et alternativ til liberalismen, men en værdipolitisk overbygning til den. Hvis de har så meget imod liberalisme, hvorfor befinder de sig så selv fuldstændig inden for rammerne af det liberale demokrati? Fortidens kamp hos de borgerlige stod om, hvorvidt samfundet skulle være konservativt eller liberalt. Nutidens kamp står i stedet om, hvor meget liberalisme vi skal have. ”There is no alternative,” som den britiske – konservative – premierminister Margaret Thatcher ofte sagde om sin liberale politik.

Og netop personer som Thatcher kan vise os vejen ud af den borgerlige infight-misere: Det mest hovedrystende ved denne debat er nemlig, at konservatisme og liberalisme ikke behøver at være modsætninger: Som modstykke til kontinentalkonservatismen findes der også den britiske konservatisme, som godt nok ikke altid er blevet udøvet i dens hjemland, men som går tilbage til den skotske filosof David Hume og som repræsenteres af bl.a. Jyllands-Postens Mikael Jalving herhjemme. Den britiske konservatisme var fra starten en parlamentarisk, frihedsorienteret og kapitalistisk bevægelse, der så favorabelt på liberalismen, men som samtidig så pessimistisk på menneskets evne til at omforme samfundet, uden at projektet løber løbsk, og rabiat idealisme sejler afsted med hele skuden.

Men denne konservatisme kan Krarup og Gotfredsen ikke acceptere, da den indeholder kimen til det sekulære, og næppe vil opretholde den lutherske kirkes privileger i et tiltagende globaliseret og sekulært Danmark.

Benedikte Kiær, derimod, har bare svært ved at acceptere den, fordi dens synspunkter i dag repræsenteres bedst af Venstre og Liberal Alliance.