af Søren K. Villemoes

Som vi tidligere har nævnt igen og igen herinde, så har Frederik Stjernfelt og hans makker Jens-Martin Eriksen udgivet en bog, Adskillelsens politik, der kløver venstrefløjens selvforståelse lige så brutalt og skarpt som samme Stjernfelts og Søren Ulrik Thomsens Kritik af den negative opbyggelighed kløvede kulturjournalistikken og samtidskunsten for nogle år tilbage.

Hvis du er fast Konflikten-læser, har du nok bemærket, at vi har en forkærlighed for venstrefløjskritik. Vi elsker, når folk er i stand til at diagnosticere den infektion, der har holdt venstrefløjen i sygesengen de sidste syv år. For selvom vi ikke er borgerlige (det er vi ikke!), så har vi haft det meget svært med at identificere os med en venstrefløj, der har ligget gemt væk under kulturalismens tunge dyne – forblændet af et kulturbegreb, der ikke har nogen gang på jorden, og tynget af en moralsk selvforståelse, der ikke lader sig materialisere politisk.

Det er derfor en fryd, at vi i 2008 har fået hele to bogudgivelser, der netop formår at italesætte denne venstrefløjssygdom som aldrig før. Foruden den ovennævnte udgivelse af Stjernfelt og Eriksen, så har Rune Lykkebergs Kampen om sandhederne formået for første gang i bogform at udpensle de politiske, kulturelle og klassemæssige implikationer af den kulturkamp, der startede ved valget i 2001. Han viser i sin bog, hvordan venstrefløjen og de veluddannede har været med til at grave deres egen grav ved ikke at være bevidste om, hvordan deres egen fremtoning i tale og handling tager sig ud set længere nede fra den sociale rangstige og længere væk fra den smarte bymidte.

Bogen er unik, da den prøver at gøre op med venstrefløjens moralske indignation overfor Dansk Folkeparti og i stedet leverer en indgående hermeneutisk forståelse af fænomenet ud fra et perspektiv, der burde være let at erkende for venstrefløjen, nemlig klassekampen. Som den tager sig ud i kampen om politik, kultur og sandhederne.

I Adskillelsens politik har Stjernfelt og Eriksen opbygget deres eget begreb ‘kulturalismen’, som vi på Konflikten håber, bliver et mainstream-begreb inden længe. Begrebet viser nemlig lige præcis det, vi aller ydmygst selv har påpeget i lang tid. Nemlig, at venstrefløjen har slugt Dansk Folkepartis kulturanalyse råt. De er begge ofre for kulturalismen, hvor ‘kultur’ ses som noget uforanderligt, noget helligt, noget der er fredet, kræver særlige hensyn og samtidig determinerer alt og alle.

Den helliggørelse og fredning af kulturer og religioner, som venstrefløjen har prædiket siden regeringsskiftet, er ifølge forfatterne en ny form for racisme, hvor man implicit og uovervejet sidestiller race med kultur. Dette er lammende for al tænkning og handling på venstrefløjen, og har ført til en nærmest overflødiggørelse af den i den nuværende politiske kamp om religion, kultur og menneskerettigheder, der ikke kun raser herhjemme, men over det meste af kloden.

Konflikten anbefaler derfor, at man enten anskaffer sig bøgerne, eller i det mindste læser Stjernfelts og Eriksens kronik i dagens Politiken! Hvis venstrefløjen nogensinde skal have en chance for at blive relevant igen, så kræver det nådesløs selvransagelse. Disse to bøger er et godt sted at starte!