Af Rasmus Fonnesbæk Andersen

Nogle gange bliver politiske diskussioner for abstrakte. Derfor blev jeg oprigtigt rørt, da en af mine venner for nylig skrev en status update på facebook om kunstig befrugtning: ”Hvis anonymiteten havde været afskaffet, havde denne status update aldrig været – for så havde der været så stor mangel på donorer, at jeg aldrig var blevet født. Og jeg foretrækker at være her.” Den franske filosof Sylviane Agacinski er en abstraktionernes mester: hun mener, at rugemødre “langt overskrider grænserne for en menneskelig værdighed, man i historiens løb møjsommeligt har arbejdet sig frem til i civiliserede landes lovgivning.”

Jeg håber, at jeg engang får et barn, der på fremtidens facebook kan skrive til folk som Agacinski, der vil forbyde, at man dækker rugemødres udgifter og altså betaler dem: ”Hvis betaling af rugemødre have været forbudt, havde der været så stor mangel på rugemødre, at jeg aldrig var blevet født. Og jeg er så glad for at være her.” Det ville kræve, at jeg enten forlader landet og søger lykken andetsteds, eller at det danske folketing beslutter sig for at tillade betalte rugemødre.

Det er selvfølgelig en mulighed at finde en enlig kvinde eller et lesbisk par, der ønsker at dele forældremyndigheden og indgå i en udvidet kernefamilie. Men skal min kæreste og jeg i så fald bo med moderen, eller skal vi skiftes til at have barnet? Hvad hvis min kæreste og jeg – eller for så vidt moderen i vores alternative familiekonstellation – på et tidspunkt ønsker at flytte udenlands? Og er det i virkeligheden ikke svært nok at finde ud af, hvordan man skal opdrage sit barn, selvom man elsker hinanden og bor sammen?

Jeg må nok erkende, at jeg er en gammeldags homoseksuel mand. Jeg ønsker, at min familie skal bestå af to mænd, der elsker hinanden og deres børn, og kun af os.

Så hvorfor ikke adoption i stedet? Homoseksuelle har rigtig nok fået lov at adoptere, men desværre ønsker ingen af adoptionsbureauernes internationale partnere at frigive børn til adoption til homoseksuelle, og kun meget få danske børn frigives årligt til adoption. Det havde ellers været oplagt.

Loven giver også mulighed for at finde en såkaldt ’altruistisk’ rugemor, der ønsker at hjælpe et par til at få børn. Det kunne være. Det er dog forbudt at annoncere efter rugemødre grundet den påståede risiko for betaling under bordet. På trods af at ytringsfrihed normalt regnes for et vigtigt princip i Danmark, lader det til, at selv hjemmesider, der bare ville tillade potentielle forældre og rugemødre at finde hinanden, også regnes for ’risikable’ på denne konto og derfor lukkes (som det lader til at være sket for www.rugemor.dk).

Jeg læser stadig på universitet og tænker som sådan ikke til daglig på at få børn. Men jeg håber meget stærkt, at jeg – når tiden er inde – kan få mulighed for at betale en kvinde for at hjælpe min kæreste og jeg med at få et barn.

Jeg anerkender fuldt ud, at der er egentlige moralske dilemmaer forbundet med betaling af rugemødre: hvordan forholder man sig eksempelvis til en rugemor, som for penge har indgået en kontrakt, der forpligter hende til at give slip på et barn, som gradvist er vokset i hende i ni måneder, og som hun har knyttet sig stærkt til, selv om det stammer fra et æg og en sædcelle fra to helt andre mennesker? Hvordan forholder man sig til et par, der alligevel ikke ønsker et barn, som en rugemor har født?

Det er ikke lette problemstillinger, men man må også forvente, at de er aldeles atypiske og ville angå et mikroskopisk mindretal af tilfældene. En kvindes beslutning om at blive rugemor ville antageligvis være velovervejet og ikke truffet lynhurtigt. Hverken rugemoderen eller forældrene har nogen interesse i andet. Og vi tillader betaling eller kompensation for både sæd- og ægdonorer, selvom de uigenkaldeligt giver afkald på de potentielle børn, der kan komme ud af det. I den ulykkelige situation, at et par ikke ønsker barnet, ville det i yderste tilfælde kunne frigives til adoption inden for Danmarks grænser.

Men modstanden mod rugemødre er tilsyneladende ikke kun begrundet i hensyn til konkrete menneskers ve og vel. Etisk Råd – hvis legitimitet i et liberalt demokrati, jeg i øvrigt aldrig helt har forstået – er notoriske modstandere af betalte rugemødre, og deres hjemmeside udgør et overflødighedshorn af metafysiske overvejelser om, at betalte rugemødre på den ene og anden måde er i abstrakt strid med samfundets værdigrundlag. For eksempel kan de ”bidrage til en uheldig ændring af grundlæggende forestillinger om forældreskab og menneskelig reproduktion”. Etisk Råd mener også, at ”både rugemoderen og fosteret uundgåeligt [indgår] i en tingsliggjort og brugsorienteret betragtningsmåde, som ikke er forenelig med samfundets normer om værdighed og godt forældreskab”.

Læseren, der formodentlig bare prøver på at forstå, hvorfor nogen ville nægte ham eller hende muligheden for at opfostre et barn, skal også trækkes igennem et 70’er-klassisk argument om, at de kvinder, der ønsker at være rugemødre, ikke ved, hvad der er bedst for dem selv, og lider af falsk bevidsthed. Ønsket om at blive rugemor kan nemlig skyldes, at ”kvinden kritikløst har overtaget bestemte kvindebilleder og kønsrollemønstre, som hun ikke i egentlig forstand har gjort til sine egne og kan stå inde for. Det kan for eksempel være et billede af, at kvindens væsentligste bestemmelse er knyttet til det at være gravid og føde børn.”

Hvordan ved Etisk Råd det? Og i hvor mange tilfælde kan det forventes at gøre sig gældende? Det reflekteres der ikke videre over, men det må naturligvis forhindres, at alle disse stakkels, forvirrede kvinder handler i, hvad de fejlagtigt anser for egen interesse: ”Hvis kvinden lader sig styre af et sådant ideal, selv om hun i sidste ende ikke selv kan tilslutte sig det, kan det siges at udgøre en beskyttelse af hende, hvis samfundet forhindrer hende i at indgå en aftale om rugemoderskab.”

En anden gammel kending fra Etisk Råd – som i øvrigt også kendes fra debatten om sexarbejde – er en grundlæggende modvilje mod ulighed, der muterer til en forkvaklet idé om, at pengebaserede udvekslinger mellem (penge-)rige og (penge-)fattige ikke bør være tilladt, og at danskere således heller ikke bør tillades at betale rugemødre i udlandet: ”der [er] tale om udnyttelse, hvis rugemoderen på grund af sin dårligere sociale position presses eller forledes til at sælge sin evne til at bære et barn for penge, selv om evnen til at bære og føde børn ikke burde være underlagt en økonomisk logik.” Føromtalte Agacinski kalder det nedladende for ”babybusiness”.

Det er svært at være uenig i, at fattigdom på globalt plan er et stort og vigtigt problem, men det afhjælpes ingenlunde af at forhindre fattige i at indgå transaktioner med rige mennesker. Hvis en fattig indisk kvinde kan forbedre sin levestandard og sende sine egne børn i skole eller på hospitalet ved at bære et barn for et par fra Danmark, hvordan i alverden kan det så kaldes udnyttelse? Etisk Råds logik tilsiger tilsyneladende, at fattige mennesker, fordi de i en ideel verden ikke burde være fattige, skal nægtes muligheden for at kæmpe sig ud af deres fattigdom.

Adam Smith skrev engang om systemmageren, der forestiller sig, at han kan ”herse med de forskellige medlemmer i det store samfund lige så let som hånden flytter med brikkerne i et skakspil. Han kommer ikke på den tanke, at brikkerne på skakbrættet ikke har andre bevægelsesprincipper end dem, som hånden tvinger ned over dem; men at hver enkelt del i menneskehedens store skakspil besidder sit eget bevægelsesprincip, som kan være helt forskelligt fra det, som lovgiveren måtte ønske at trykke ned over det”. Etisk Råd (og i sidste ende folketinget) synes ligeså at behandle samfundet som et abstrakt skakbræt, hvor de kan affeje konkrete menneskers muligheder for at tilrettelægge deres liv og søge lykken, som de selv ønsker det, med en række irrelevante observationer, der intet har at gøre med de mennesker, det hele handler om. Såsom min veninde, der aldrig var blevet født, hvis nogle systemmagere havde fundet, at det passede dem at forbyde sæddonoranonymitet ved kunstig befrugtning.

Folketinget burde snarest muligt tage skridt til at legalisere kompensation af udgifter og betaling af rugemødre. Det er ikke rugemødre, der strider mod menneskets værdighed. Det er derimod underkendelsen af ufrivilligt barnløses, potentielle rugemødres og potentielle børns muligheder for at forfølge deres egen lykke.