af Ryan Smith

‘Blandt de tidligste buddhister (ca. 450 f.v.t. – ca. 100 e.Kr.) var det et tema, at mennesket ikke havde nogen sjæl eller noget selv. På samme måde som en bil hverken er sine dæk, sin motor, sin kabine eller sine lygter, så er et menneske hverken sine arme, lunger, øjne eller sin hjerne. (Ifølge de første buddhister var hjernen et sanseorgan, hvis sanse-output var tanker og følelser, som opstod, når hjernen blev mødt med sanseindtryk udefra.)

Uanset hvordan man undersøger en bil, så vil man ikke være i stand til at lokalisere, præcis hvori dens ”bil-hed” eller dens ”bil-natur” består. Bilen er en ”etiket”, vi skaber for os selv, uden at den egentlig findes. Og sådan er det også med mennesker: Når vi ser, arme, lunger, øjne og hjerne, der alle hænger sammen og fungerer på ét sted, så skaber vi ”etiketten” ”menneske,” ”sjæl” eller ”selv”. Men kigger vi efter, så kan vi ikke lokalisere, hvori dette selv består. Den fejlagtige tanke, at vi har et selv, er den grundlæggende vildfarelse, som gør, at mennesker lider.

De første buddhister argumenterede for, hvordan der ikke er noget iboende selv, med omtrent følgende argumenter: Lad os sige, at vi har en bil, og vi smadrer dens forlygter. Er den så stadig en bil? De fleste ville svare ja. Men hvad så, hvis vi fjernede dens dæk? Igen ville folk sige ja, og således kunne vi fortsætte, indtil folk pludselig svarede nej. Men pointen ville være, at der ikke findes noget klart defineret punkt, hvor bilen mister sin ”bil-hed”. Det er bare det, at vi ser alle komponenterne ved siden af hinanden, der får os til at opfatte helheden som en bil. Men ligesom et menneske ikke har noget jeg og ikke har nogen sjæl, så har bilen ingen ”bil-hed.”

Dette er, ligesom da den græske filosof Eubulides placerede en bunke ærter på et bord foran sine tilhørere og spurgte dem: ”Er det en bunke?” Tilhørerne svarede ja, hvorefter Zenon fjernede én ært og igen spurgte: ”Er det så en bunke?” Tilhørerne svarede igen ja, og Zenon fortsatte med at fjerne ærter og spørge, hvorvidt der var tale om en bunke, indtil tilhørerne til sidst så på 5-6 ærter og måtte svare, at der ikke længere var tale om en bunke. Zenon reagerede så ved at lægge én ært tilbage på bordet og spørge: ”Er det så en bunke?” Præcis som med buddhismens selv, der ikke kan lokaliseres, når man sætter sig for at søge efter det, således ville Zenon vise, at der ikke finder nogen ”bunke-hed”, men at en bunke, ligesom et selv, er en forvildelse, vi skaber for os selv, uden absolut hold i virkeligheden.