Okt 2005: Henvendelse på Distriktpsykiatrisk Center Frederiksberg. Efter visiterende samtale med psykiater NN får jeg at vide, at jeg vil får svar på om de kan tilbyde mig behandling indenfor to måneder.

Marts 2006: Distriktpsykiatrisk center på Frederiksberg har smidt min sag væk. Efter opringning flover de sig, og vælger at tilbyde mig behandling.

Behandling starter med estisk psykiater, NN. Forholdsvis useriøs behandling. På et tidspunkt spørger jeg ham: “Hvordan ved du, at jeg har det sådan, som du beskriver?” Han svarer: “Det er min sjette sans.”

Distriktpsykiatrisk Center Frederiksberg aflyser i øvrigt aftaler et par gange over mails, som jeg aldrig får. Da jeg går sekretæren i bedene påstår hun urokkeligt, at have sendt de pågældende mails. Et kig i hendes sagsmappe afslører imidlertid, at den pågældende sekretær ikke har forsynet de pågældende mails med en “.com”-endelse, og at jeg derfor aldrig har fået dem.

5/4 2006: Samtale med sagsbehandler NN. Hun præsenterer muligheden for, at jeg kan få revalidering. Siger, at min sag passer som “fod i hose” og afslutter samtalen med at sige: “Så det søger vi til dig!”

19/6 2006: Min faste psykiater (ham med den sjette sans) er ikke til stede. En tysk psykiater, NN, som jeg aldrig før har talt med, nærmest truer mig til at påbegynde behandling med Bristol-Meyers-præperatet Abilify. Han siger bl.a. at hvis jeg ikke vil samarbejde, kan de ikke hjælpe mig. Jeg spørger, om de kun vægter samarbejde i villighed til at tage medicin, han svarer nej, og siger så senere, at hvis jeg ikke påbegynder behandling med Abilify vil jeg ikke kunne gennemføre min uddannelse. Han siger også i løbet af samme samtale, at Abilify ikke påvirkede patientens bevidsthed. Producenter siger dog selv:

“Abilify may impair judgment, thinking, or motor skills. Users should be careful in operating machinery, including automobiles, until they know how Abilify affects them. Abilify may cause trouble swallowing (esophageal dysmotility). This can cause choking and lead to a type of pneumonia called aspiration pneumonia in some patients.”

19/6 2006: Jeg spørger i receptionen, hvordan det går med at søge revalidering, som sagsbehandler NN sagde, at hun ville “skaffe til mig” 5/4. Efter en forvirret søgen rundt i sagsmapperne kommer det frem, at der intet er gjort eller sat i gang.

23/6 2006: Jeg forfatter en lang mail til Distriktpsykiatrisk Center på Frederiksberg hvor jeg opridser de forsømmelser og behandlingsfejl, som der har været i forløbet. Jeg får et svar tilbage fra ergoterapeut NN. Hun skriver: “Jeg synes vi skal tale om det.” Men hun vender aldrig tilbage.

Ukendt Dato: Visitationssamtale på en anden psykiatrisk enhed (OPUS). Denne enhed har smidt journal fra Frederiksberg væk. jeg må begynde forfra med at fortælle dem min sygehistorie.

OPUS er i sommermånederne ikke i stand til at foretage sig noget ang. revalidering eller SU til mig, grundet egne og øvrige offentlige medarbejderes ferie. Sagen kunne have været afsluttet i marts-april såfremt Frederiksberg Psykiatisk havde taget hånd om deres arbejdsansvar og ikke syltet sagsbehandlingen.

OPUS hjælper mig med at udfylde formularer til SU. Jeg sendes med bussen fra OPUS til Frederiksberg rådhus hvor sagsbehandler NN efter 30 minutter erklærer, at OPUS har udfyldt formularerne forkert. Jeg prøver at forklare, at jeg også forstår dokumentet skal udfyldes såsom OPUS har gjort det. NN fejer mit indtryk af bordet uden modargumentation. Resulatetet er, at OPUS og NN har en lang telefonisk udveksling på min telefon og for min regning, hvorefter OPUS accepterer, at NN har ret. Jeg sendes tilbage til OPUS med formularen.

Et par dage senere viser det sig, at OPUS havde udfyldt dokumentet korrekt til at begynde med. Det hele må nu starte forfra.

Der er en taberkultur i det offentlige, hvor folk ikke bliver stillet til regnskab for deres fejl.