af Ryan Smith

Tomhed som en ny eternalisme: Nagarjunas filosofi løb dog på det problem, at tomhed og gensidig opståen risikerede at blive opfattet som synonymer med alt, hvad der eksisterede; som eternalistiske substanser, en ny sjæl, blot udtrykt med andre ord. For at besvare denne kritik indvendte Nagarjuna, at tomhed i sig selv er tomt for iboende karakteristika, og at gensidig opståen i sig selv er opstået i gensidighed. På denne måde undgår de to begreber at blive gjort til noget særligt, som ”står uden for” den øvrige eksistens, men samtidig eksisterer de netop i kraft af alt, hvad der eksisterer. Dermed kunne Nagarjuna og hans efterfølgere holde fast i både tomhed og gensidig opståen som centrale koncepter, samtidig med at de undgik både eternalismen og nihilismen.

De to sandheder: Nagarjunas lære giver desuden anledning til to måder at se verden på: To sandheder, som i et vist omfang kan kædes sammen med de to ekstremer, som Nagarjuna afviste: Den ene sandhed kaldes den lille sandhed eller den konventionelle sandhed. Det er den, vi befinder os i, når vi ikke mediterer. Vi kender den altså i forvejen: Når verden ses gennem den lille sandhed, så er ild varm, og objekter opfattes som eksisterende i modsætning til andre objekter. Jeg hedder Ryan, og du hedder Johanne. Når du spiser mad, så bliver jeg ikke mæt, og når jeg brænder mig på en varm kogeplade, så gør det ikke ondt på dig. Det er den konventionelle sandhed, det er den, vi kender, og det er i vid udstrækning den, som videnskaben bygger på. (Og denne sandhed kan i et vist omfang identificeres med eternalisme.)

Den anden sandhed er den ultimative sandhed, også kaldet den store sandhed. Det er denne sandhed, som vi skaber kontakt til, når vi mediterer. Når vi ser verden gennem denne sandhed, så eksisterer tingene ikke længere som modsætninger. Jeg hedder Ryan, og du hedder Johanne. Men set gennem den store sandhed, så er vi faktisk to alen af et stykke. Det er ikke umiddelbart til at forstå for en person, der ikke mediterer og ikke er i kontakt med den store sandhed. Men mange har prøvet alligevel. Vante eksempler går f.eks. på at se virkeligheden som en suppe: Der er forskellige ingredienser, der flyder rundt forskellige steder i gryden, men dybest set er de alle en del af den samme suppe. Et andet klassisk eksempel er at sige, at hele virkeligheden er som et hav, og at Ryan blot er én bølgetop, mens Johanne er en anden. Så mens vi fra et konventionelt perspektiv er to forskellige mennesker, så er vi i virkeligheden to manifestationer af det samme, når man ser tingene i et større perspektiv. Dette perspektiv strider mod vor dagligdags oplevelse af verden, og det strider selvfølgelig også mod klassisk videnskabelig tænkning og metode. For hvis alting i virkeligheden er det samme, så giver det jo ikke mening at måle på det ene frem for det andet; på syre frem for base eller på én slags metal frem for et andet. (Og denne sandhed kan i et vist omfang identificeres med nihilisme.)

Dog blev den konventionelle sandhed gevaldigt udfordret i det tyvende århundrede, hvor opdagelser inden for fysikken lod til at stride mod den konventionelle ”enten-eller” måde at bedrive videnskab på. Med kvantemekanik var tingene lige så ofte ”både-og”, som de var ”enten-eller”, og hvilket var i total modstrid med vestens daværende forståelse af verden. Derfor søgte ledende fysikere inspiration og coaching i østlige traditioner, hvor de fandt en verdensforståelse, der passede langt bedre med kvantemekanikkens læresætninger, end den vestlige videnskabsfilosofi gjorde det:

Niels Bohr: “For a parallel to the lesson of atomic theory … we must turn to those kinds of epistemological problems with which already thinkers like the Buddha and Lao Tzu have been confronted, when trying to harmonize our position as spectators and actors in the great drama of existence.”

Werner Heisenberg: “The great scientific contribution in theoretical physics that has come from Japan since the last war may be an indication of a certain relationship between philosophical ideas in the tradition of the Far East and the philosophical substance of quantum theory.”

Hvor langt denne parallel mellem buddhistisk filosofi og moderne fysik kan drages, føler jeg mig ikke kompetent til at vurdere. En afklaring på området lader desværre vente på sig og besværliggøres i høj grad af, at der næsten ikke findes nogen personer, som har et fuldstændigt tilstrækkeligt indblik i både buddhistisk filosofi og kvantemekanik til at kunne vurdere krydsfeltet objektivt. For hver person med en ærlig interesse i at afdække dette sammenfald er der mindst 10 partsindlæg fra henholdsvis folk med skjulte religiøse interesser (der er interesserede i at overdrive sammenfaldet) på den ene side og naturvidenskabsfolk, som huser et nedarvet fjendskab med alle former for religion og metafysik og som er interesserede i at afvise sammenfaldet på den anden. Religiøse charlatan’er er der ikke så meget at gøre ved, men naturvidenskabsfolk, hvis fjendskab mod filosofi og religion kører på automatpilot, burde kigge på videnskabsfilosoffen Karl Poppers The World of Parmenides, hvori Popper detaljerer, hvordan videnskabsfolk som Newton og Einstein var akut bevidste om, at deres videnskab ikke var selve virkeligheden, men nærmere end approksimeret, funktionel model af virkeligheden.

Der kan dog næppe være nogen tvivl om, at den videnskabelige metode virker, og at den har skabt enorme materielle landvindinger for menneskeheden. Derfor er det også kun de færreste buddhistiske tænkere, der har været kække nok til at mene, at den konventionelle sandhed ikke findes. Langt de fleste mener i stedet, at både den lille, konventionelle sandhed, og den store, ultimative sandhed begge er virkelige, og at de eksisterer side om side som to aspekter at se virkeligheden på. Hvis det lyder paradoksalt, så tænk på, at det faktisk er det samme, som hvad moderne fysikere mener, når de siger, at alt, hvad der eksisterer, eksisterer i to former: I en partikelform og i en bølgeform. Lad os sige, at du har en gulerod i hånden: I sin partikelform, så eksisterer guleroden på et præcist sted i universet, nemlig i din hånd, hvilket svarer præcis til buddhismens lille, konventionelle sandhed. Men i sin bølgeform, så eksisterer guleroden overalt i universet på én gang, hvilket således svarer til buddhismens store, konventionelle sandhed.

Som sagt ved jeg ikke, hvor langt man skal drive denne parallel, eller hvor signifikant den er. Dog er det vigtigt at huske, at buddhisme er en filosofi og ikke en praktisk metode til at opnå videnskabelige resultater; buddhisme kan komme med generelle postulater og supplere en ontologisk ramme, hvor kvantefysikkens ”både-og”-paradokser slet ikke er paradokser. Men buddhisme kan ikke forudsige udfaldet af konkrete forsøg eller supplere videnskabelige sandheder i sig selv. Der har trods alt været buddhistiske klostre i Asien siden før vor tidsregning, og alligevel var det i vesten, at vi opfandt mobiltelefonen, mikroovnen og flyvemaskinen.

På den anden side er jeg dog sikker på, at buddhistisk filosofi passer bedre overens med den moderne fysiks frembringelser end nogen som helst form for vestlige idehistorie og videnskabsfilosofi siden præsokratikerne, dvs. de allertidligste græske filosoffer, som levede ca. 610 – 546 f.Kr.

Litteratur

Okumura, Shohaku: Realizing Genjokoan Wisdom Publications 2010

Popper, Karl: The World of Parmenides Routledge 2001

Stcherbatsky, F. Th.: Buddhist Logic Dover Publications 1966

Williams, Paul: Mahayana Buddhism: The Doctrinal Foundations Routledge 2008