Om romerne siges det ofte, at de idylliserede fortiden. De havde antageligvis en forestilling om et mytisk romersk ophav som siden hen var gået tabt og blevet erstattet af noget inferiørt. Forestillingens præmis var, at efterhånden som bystaten Rom havde udvidet sig til et kosmopolitansk rige som strakte sig over tre kontinenter, var den etnisk romerske kohærens visnet bort og i stedet blevet erstattet af korruption, dovenskab og seksuel depravation. Flere prominente romere (såsom Cicero, Cato d. Ældre, Horats, Livius, Juvenal m.fl.) har på tværs af århundrederne gjort sig til talsmænd for mere eller mindre denne holdning, og blandt andet som en konsekvens heraf kan vi med rimelighed antage, at forestillingen om latiner-stammens ærbare begyndelse har sat sit præg på den romerske kulturelle diskurs.[i]

Med ”tabet” af Roms etniske og sociale kohærens forestillede man sig nærmere bestemt tabet af en idyllisk og mytisk fortid, hvor enhver romer havde været stolt, dydig og fri.[ii] – En tilstand som på mange måder har udgjort en skarp modsætning til periodens realpolitiske virkelighed hvor store dele af Italiens landbrugsjord var koncentreret i få enorme slavelandbrug[iii] og betydelige dele af Roms plebs levede i klientforhold til rigmænd og cæsarer som omdelte korn og olie.[iv]

Romernes dyrkede altså en forestilling om fortiden som værende immanent god og som en konsekvens heraf måtte det således følge, at afvigelser fra selv samme fortid simpelthen var dårlige ipso facto. Denne forestilling influerede områder som politik, religion, retorik, litteratur og teknologi for således tilsammen at forme et Foucault’sk episteme for perioden. Eksempler fra disse områder vil jeg nu præsentere som hjemmel for påstanden om, at romernes fortidsforherligelse virkelig udgjorde et sådant episteme.

I litteraturen lader der til at have eksisteret en overordnet præference for klassiske forfattere såsom Horats, Virgil og Ovid frem for periodens samtidige, såsom Juvenal, Florus og Apuleius. Endvidere har der eksisteret en tendens til at anlægge sig et skriftsprog baseret på en arkaiseret sprogbrug blandt periodens latinske forfattere.[v] Endvidere finder vi ideen direkte udtrykt af Horats i et af sine digte:

Tiden går og – går tilbage:
af de gamle gyldne dage
redded fædrene en rest,
af nutidens slemme plage
fødes eftertidens pest.[vi] 

Politisk ser vi igen romernes respekt for fortiden og for præcedenser, da romerske delegerede drog til Grækenland for at studere Solons love som model for romernes egne.[vii] Eller Cladius tale til senatet hvori han indstiller gallere til romersk statsborgerskab og udråber dem som optagelsesegnede til senatsstanden, netop med henvisning til romernes fortid og traditioner. Endelig er der Marcus Aurelius tronbestigelse i 161 e.Kr. og dennes ønske om at Lucius Verus skulle følge ham som medkejser. At imødekomme dette ønske ville medføre et brud med principatets fortid, da riget aldrig var blevet regeret af to kejsere. Derpå iscenesattes trondelingen som en forlængelse af republikansk skik hvor to konsuler havde styret i fællesskab.[viii]

Endvidere kan nævnes historien om Cato d. Yngre der i kølvandet på republikkens fald iscenesatte sit selvmord med henvisning til Sokrates død, som vi kender den fra Platons Phaidon.[ix] Ganske vidst var Cato d. Yngres motiver fundamentalt forskellige fra den idiomatiske Sokrates’ men selve handlingens sociale validitet: Ideen om selvmordet som ærefuldt, havde han fra grækerne.[x]

Hvad angår teknologi fortæller Dio Cassius, Plinius d. Ældre, m.fl. at en kunsthåndværker under kejser Tiberius udarbejdede en metode til at fremstille ”bøjeligt glas” der ikke kunne gå itu.[xi] Den pågældende kunsthåndværker troede med Petronius ord, at han nu havde ”vundet en plads på Jupiters trone”, men Tiberius beordrede ham i stedet henrettet med henvisning til at et sådant materiale ville forringe guld og andre metallers værdi.[xii] – Mest opsigtvækkende er dog Hero fra Alexandria som udover trykpumpen også opfandt prototyper på vindmøller og dampmaskiner.[xiii] Af disse apparater vandt kun trykpumpen indpas i den romerske verden, mens damp- og vindkraft hovedsageligt blev benyttet rekreativt og ikke i forbindelse med egentligt arbejde.

Og religiøst kender vi fra Livius historien om den romerske senator Fabius Pictor som besøgte det delfiske orakel på vegne af Rom.[xiv] Desuden de græske fugleflugts-varsler auspicia, de etruskiske læsninger af dyreofringers indvolde haruspicia. For god ordens skyld skal det dog bemærkes, at romerne i realiteten kopierede ideer udefra til alle tider; det iberiske Gladius-sværd, fønikernes skibsdesign med videre.[xv] I en vis forstand kan man altså tilskrive romerne et rummål af konkretistisk pragmatisme: De adopterede og kopierede effektivt design, samtidig med at de formelt set dyrkede fortiden og frygtede det præcedensløse. I sin Considérations sur les causes de la grandeur des Romains et de leur décadence udtrykte Montesquieu den første del af dette modsætningsforhold da han skrev:

“It should be noted that the main reason for the Romans becoming masters of the world was that, having fought successively against all peoples, they always gave up their own practices as soon as they found better ones.”[xvi]

Hvad angår anden del; den formelle frygt for det præcedensløse og dyrkelsen af fortiden som en inspiration, og et medikament mod nutidens onder, lader det også til at have indgået i den romerske selvforståelse, at den romerske republik netop var blevet til et verdensrige på grund af det romerske folks immanente kvaliteter; dignitas, gravitas, firmitas, industria, som romerne nu udstrakte til resten af Middelhavet.

Forholdet til den ”tabte”, mytiske fortid kan derfor karakteriseres som bittersødt og melankolsk i den forstand, at denne fortid og dens dyder netop var forgået på grund af romernes succes med deres territoriale imperativ; the Imperial mission[xvii]: Romernes ret og pligt til at herske over verdens øvrige folkeslag; at civilisere dem og give dem humanitas for derved at redde dem fra deres egen barbarisme.[xviii] Forestillingen om en etnisk og geografisk enhed som var gået tabt, og den ærbarhed man knyttede dertil, var således i samspil med periodens geopolitiske virkelighed hvor såvel rigets som selve Italiens etniske og samfundsmæssige kohærens virkelig havde ændret sig. – For det havde ændret sig som følge af det romerske folks succes i dets Imperial mission og de mange provinser, kulturer og folkeslag som derved var blevet underlagt Rom.

På den måde lader begge fortællinger; ”taberhistorien” om romerne som et folk der har tabt dets integritet og ”vinderhistorien” om romerne som et folk hvis retmæssige plads det er at herske over andre folkeslag til at have eksisteret side om side i det romerske episteme.