Grækenland blev erobret af romerne i forbindelse med Slaget ved Korinth i 146 f.Kr., og grækenland forblev en romersk provins frem til 1453 e.Kr. hvor tyrkerne bragt de sidste rester af det østromerske rige til fald.

Grækernes indflydelse på deres romerske overherrer var betydelig, og begge parter var bevidste om dette forhold. Siden republikansk tid havde hovedparten af de romerske aristokrater grundigt studeret og absorberet græsk litteratur, filosofi og retorik. Men selvom romerne til stadighed kiggede til Grækenland, må romernes omgang med græsk kultur alligevel siges at have været karakteriseret af et vist ressentiment. På trods af den mere end lejlighedsvise romerske afstandtagen forblev græsk dog højkulturens sprog, og i østen til dels også administrationens sprog.

Det første og anden århundredes Grækere har i udstrakt grad været bevidste om det romerske ressentiment idet de vedblev at fetere græsk som en kontinuitet af den storslåede fortid som romerne både beundrede og misundte. Som vi skal se i kapitel 5 har det græske kultursystem repræsenteret et udgangspunkt nec plus ultra for kulturerne omkring Middelhavet, hvilket tvang romerne til at aktivt positionere sig i forhold til arven fra Hellas, f.eks. ved at formulere en kulturpolitik som bevidst favoriserede latinsk litteratur.[1] Således er det så meget desto mere sigende, at der i perioden fra Augustus til Marcus Aurelius til stadighed blev produceret fortrinsvis græsk litteratur indenfor imperiets grænser – også når man medregner de af rigets indbyggere der talte latin som deres modersmål.[2]

Gennem hele perioden afviste græske intellektuelle konsekvent de romerske udmeldinger om, at den romerske litteraturskat nu skulle have overgået den græske. Mens førnævnte påstand nok har repræsenteret det officielle Roms politiske holdning, så er det tydeligt, at den romerske kulturelite i alle praktiske henseender har været af same opfattelse som grækerne, idet periodens romerske intellektuelle til stadighed foretrak græsk litteratur, på trods af romernes forsøg på at opbygge en selvstændig litteratur.[3] Den egentlige årsag til denne romerske præference for det græske forbliver dog problematisk idet romerne – deres faktiske litterære smag til trods – har været kraftigt disponerede for at ophøje den græske litteratur alene af den grund, af den var af ældre dato; en del af det klassiske pensum, og at den på den måde indgik som et led i og en forlængelse af en hædret tradition. I forlængelse heraf er det ligeledes sandsynligt, at den Flavisk-Antoninske periodes nulevende græske litterater har kunnet trække på selve den hellenistiske litterære tradition for således effektivt at dispositionere sig selv for en favorabel bedømmelse i romernes øjne.

I lighed med romerne havde grækerne altid været optagede af fortiden, herunder specifikt deres egen: For mens den romerske kulturhistorie berettede om den gradvise inkorporation af fremmede folkeslag, var det græske kultursystem defineret ved en vis selvoptagethed: For grækeren defineredes Middelhavets andre kulturer nemlig først og fremmest i forhold til grækerne selv, hvilket på sin vis var forståeligt nok, da næsten samtlige af regionens kyster bar vidnesbyrd om grækernes fremmelighed qua anvendelsen af græsk teknik og arkitektur. [4] Set med grækerens optik var civilisationen ikke kommet til Hellas, men derimod opstået i Hellas som en vital frembringelse af det græske folks kollektive genius, hvorfor man så tidligt som500 f.Kr. opdelte verdens folk i henholdsvis ”grækere” og ”barbarer”.

Mens grækerne altså også før romertiden kan karakteriseres som have værende stærkt optagede af den græske fortid, kan det imidlertid dokumenteres, at denne fascination tiltog under romerne idet den i en periode antog en slags obsessiv karakter.[5] Til sammenligning, dvs. med visse tydelige undtagelser, var grækerne som regel uinteresserede i Roms fortid med mindre den på en måde pegede mod noget græsk, eller en form for kulturel gæld til grækerne.[6]

Hvad angår kulturen kan vi konstatere, at de romerske kulturinstitutioner som i rigets vestlige provinser udgjorde et egentligt kulturskifte – teater, religion, retspraksis m.v. – allerede eksisterede i Grækenland før romernes indtog hvorfor introduktionen af det romerske kultursystem i stor udstrækning kan siges at have været redundant i forhold til de allerede eksisterende græske institutioner. [7] Ikke desto mindre absorberede grækerne frivilligt et mindre antal materielle trends fra deres romerske overherrer som f.eks. den arkitektoniske grundform af den romerske villa der gradvist erstattede den oprindelige græske æstetik på dét område.

Romerne søgt ellers, at ændre på grækernes selvforståelse: Arkæologen Susan E. Alcock har undersøgt romernes mange indgreb i arkaisk græske monumenter. Romerne udførte tilsyneladende disse indgreb med henblik på at fortælle en historie om den græske fortid som var mere i overensstemmelse med, hvad romerske aristokrater gerne ville have, at den var.[8] På denne måde blev modificeringen af gamle græske monumenter led i en oplevelsesøkonomi tiltænkt og udøvet af den romerske elite. Det interessante ved romernes materielle ændring af den græske fortid er, at mens romerne har fokuseret på de materielle sider af den græsk fortid, så forstod grækerne deres egen kultur som et sprogt og et sprogligt og genealogisk, altså et immaterielt fællesskab, med plads til stor individuel variation blandt bystaterne.[9] Ikke som med Rom, der gerne gjorde de vestlige provinser til små kopier af det italienske hovedland. Der var derfor ét billede af den ideelle romer, men flere slags ideelle grækere.

For grækerne stod dog det ufravigeligt faktum tilbage, at Grækenland var en romersk provins, og ikke omvendt. Enhver græsk dyrkelse af samtiden måtte derfor tage højde for romerne herskede i det store verdensrige. Deres løsning var fantasiløs: De flygtede ud af fortiden, og skrev sig konsekvent ind i den mytiske græske fortid, hvor det stadig var grækerne der herskede i Middelhavet.[10]