af “Doctor Date”
En amerikansk anekdote fortæller historien om, hvordan Marilyn Monroe mødte sin fremtidige ægtemand, baseballspilleren Joe DiMaggio: DiMaggio og hans venner sidder til et selskab, ryger cigarer og joker højlydt om mænds overlegenhed, da Monroe kommer hen til dem:
”Hvornår holder I mænd dog op med at være så chauvinistiske?” spørger hun.
DiMaggio kigger op på hende, tjekker hende ud med et smil og svarer: ”Hvornår holder I kvinder dog op med at lægge så meget mærke til bad boys?”
I evolutionsbiologien taler om man om de to mandlige strategier for at parre sig: På den ene side the sexy son; alfa-hannen, som er flabet, sjov, trodser etablerede regler og gør, hvad han vil, og på den anden side the healthy son; beta-hannen, som er den ansvarlige, pålidelige far-skikkelse, der passer hjemmet, betaler regningerne og altid henter ungerne til tiden. Mange af mine mandlige venner har bemærket, at det synes irrationelt, at kvinder hellere vil have den sexede alfa-han, når risikoen for at blive behandlet dårligt af ham alt andet lige er større, end hvis de valgte den ansvarlige beta-han.
”Hvis kvinder udelukkende var rationelle,” siger de, ”så skulle de vælge den ansvarlige han, ham som kunne sørge for dem, give dem mad, beskyttelse, og generelt være sød ved dem.” I virkelighedens verden ser tingene dog anderledes ud: Her vælger kvinder the sexy son over the healthy son. Det kan godt være, at han drikker for meget og fester for meget, og at hans liv sejler, men han er så sjov og charmerende, og simpelthen så sexet.
Hvis mænd har et luder/madonna-kompleks, så har kvinder altså ligeledes et bad boy/far-kompleks.
Kvinders logik er anderledes
Hvis den ansvarlige healthy son vil have del i de mest eftertragtede kvinder, så er det altså nødvendigt for ham at udvikle nogle af de karakteristika, som kendetegner the sexy son, heriblandt charme, humor, og en genuin og åben selvtillid (det er nemt nok at sige, at man har høj selvtillid, men med ægte selvtillid kommer der en lethed og behagelighed over samværet med vedkommende, som påstået, kunstigt selvværd ikke giver).
Den ansvarlige healthy son kan ikke appellere til pigen med sin ansvarlige livsførelse og fornuft: Kvinders logik er nemlig anderledes. Hvor end han gerne vil tro det, så findes der ingen underliggende rationalitet, som gør, at kvinderne har blik for ham. At man ikke kan få både impulsivitet og ansvarlighed i den samme mand, er indlysende for en healthy son, der netop er på hjemmebane, når det handler om at tænke realistisk. Men det er bestemt IKKE tydeligt for kvinder, eller for sexy sons.
Hvis vi f.eks. kigger på påfugle, så gælder det, at sexy sons bruger deres ressourcer på at vokse store halefjer, mens healthy sons gemmer foder og energi til vinteren. Hunnerne parrer sig med sexy sons, som så ikke kan forsørge dem, når vinteren kommer. Men hunnerne tager dem alligevel, da de er mere sexede end de mere ”fornuftige” healthy sons. Så kommer vinteren, og måske dør the sexy sons, simpelthen fordi de ikke har noget foder tilbage. Nu kigger hunnerne sig om, og så ser the healthy son faktisk lige pludselig ret tiltrækkende ud med alt sit opsparede foder. Nu kan også the healthy son få noget sex, men pointen er, at han var og blev hunnernes andetvalg.
Der er mange frustrerede mænd, der mener, at det samme også gælder for menneske-hunner: I stor stil vil de hellere være sammen med den charmerende, rodede stud; the smooth operator for hvem “talking, drinking, laughing, smoking, fucking” er all the same. Når hunnerne så er blevet ældre, sårede og mere ansvarlige, og de måske har fået et barn med the sexy son, så begynder de at indse, at det nok var meget smart med en ansvarlig healthy son, som kan finde ud af det dér med at betale regningerne, gå på arbejde og så videre. Men the healthy son er og bliver et andetvalg, og til den årlige julefrokost vil hun år efter år mærke, hvordan det kilder helt ned i hendes æggestokke, når virksomhedens sexy sons sender et flabet smil i hendes retning.
Charme slår alt andet
Hvis kvinders valg af mage var rationelt i nogen som helst formel forstand, så kunne mænd blot sende udskrift af CV, bankkonti, lægejournal, IQ-test, osv. til kvinden, og så kunne hun vurdere, hvilken mand der passede hende bedst på baggrund af objektive data. I virkelighedens verden ser man dog ofte, at kvinder hellere vil have en ”objektivt” dårligere mage, men som til gengæld er charmerende og kan køre “talking, drinking, laughing, smoking, fucking”-rutinen.
Hvis man skulle prøve at tillægge kvinders valg af mage en rationalitet, hvilket jeg ikke er sikker på, at man skal, så kunne man sige, at jokes, smil, charme, overtalelse, og salgstaler om egen fortræffelighed i virkeligheden er et overskudssymptom, præcis fordi det ikke bunder i noget substantielt. Det er med andre ord det, som ansvarlige healthy sons udvikler til allersidst, efter at alt andet er på plads. The sexy sons skyder så bare genvej og udvikler KUN det, mens alt andet sejler, men ikke desto mindre får dette kvinderne til at parre sig med dem, og på den måde får de deres gener videre. Som den britiske Oxford-professor i biologi Richard Dawkins har sagt om netop dette emne:
“In a society where males compete with each other to be chosen as he-men by females, one of the best things a mother can do for her genes is to make a son who will turn out in his turn to be an attractive he-man. If she can ensure that her son is one of the fortunate few males who wins most of the copulations in the society when he grows up, she will have an enormous number of grandchildren. The result of this is that one of the most desirable qualities a male can have in the eyes of a female is, quite simply, sexual attractiveness itself.”