af Morten Bay, cand.mag., journalist og forfatter, blogger på USAnu.dk 

Introduktion:

Tre uger med diverse debatter på tv, et lokalt valgmøde eller to og så ned og sætte sit kryds med blyant og papir. Det er sådan, vi kender valg i Danmark, og det er relativt simpelt og til at forstå.

Valgprocessen i USA er noget anderledes. Ud over, at den er langt mere kompleks og varieret end vi kender det i Europa, er den også strakt ud over længere tid. Begge ting er med til at gøre valget utroligt underholdende

Her er et groft overblik over den amerikanske, demokratiske proces

USA betragtes af nogle som værende et millimeter-demokrati. Mange steder vælger man ikke bare byrådet og borgmesteren, men også skolerådsformanden, sheriffen, politichefen, chef-brandinspektøren og mange andre offentlige poster. Selv Højesterets dommere er politisk udpegede (om end ikke direkte valgt). Med andre ord befinder USA sig i en art permanent valgkamp, og de forskellige valg kan hurtigt flyde sammen, når man ser det udefra.

Som dansker, der er interesseret i amerikansk politik, er det dog kun nogle få af disse valg, man bør holde øje med.

De er i prioriteret rækkefølge:

1.       Præsident-valg
(Afholdes hvert fjerde år i november)

2.       Primærvalg til præsidentkandidaturet
(Afholdes som regel fra starten af januar frem til august/september i valgåret)

3.       Valg til Senatet og Repræsentanternes Hus
(Afholdes hvert andet år. Hvis de ikke falder sammen med et præsidentvalg, kaldes de for Midtvejsvalg – Midterm Elections på engelsk)

4.       Guvernørvalg
(Afholdes hvert fjerde år, med mindre guvernøren må træde af i utide. Guvernørvalg er vigtige, fordi guvernører ofte er potentielle præsidentkandidater og/eller politiske støtter for præsidenten)

5.       Lokalstatsvalg
(Ofte er disse ikke af betydning for andre end amerikanere, men i sjældne tilfælde kan de få national betydning.)

 

Det nationale og det lokale

Først og fremmest skal man huske, at USA består af 50 stater, der meget ofte kan være lige så forskellige som landene i Europa. Mentalitetsmæssigt er der en verden til forskel på de konservative sydstater, midtveststater og f.eks. stater på vestkysten som Californien eller Oregon. Da USA i sin tid blev dannet, var det som bekendt gennem en løsrivelse fra England, og mange af de tidligere, engelske kolonier blev til stater i det nye land. Allerede før løsrivelsen i 1776, var disse kolonier ret selvkørende, og denne fornemmelse af selvstændighed er stadig vigtig for de fleste stater den dag i dag.

Hver stat har også to kamre

Derfor har hver enkelt stat også sin egen regering, der er en slags mini-udgave af den amerikanske forbundsregering, som er bygget op på præcis samme måde med et senat, en forsamling af repræsentanter og en chef-administrator, der i dette tilfælde ikke er præsident, men guvernør. Nebraska er den eneste undtagelse, hvor man kun har et enkelt kammer. Disse lokale politikere vælges ved lokale valg, der minder om de nationale amerikanske valg, vi følger i Danmark. De lokale staters regeringer fungerer ganske ofte som udklækningssted for de politikere, der senere gør karriere på nationalt plan. En senator, der sidder i en lokal statsadministration, betegnes som en State Senator.

Store forskelle fra stat til stat

Store dele af den amerikanske lovgivning er lagt ud til de enkelte stater, og der er tit konflikter mellem disse og de love, der gælder nationalt – på føderalt plan. Nogle eksempler: I Nevada er prostitution lovligt i byer, der er mindre end 400.000 indbyggere, mens salg af hash til medicinsk brug er både lovligt og udbredt i Californien. I Massachusetts har man et statsstøttet sundhedsvæsen, der ligner en europæisk model. I Texas kan man ikke købe stærk alkohol i supermarkedet. I Utah og New Hampshire har man ligefrem et system, der minder om det svenske og norske, hvor al stærk alkohol sælges i statskontrollerede butikker á la Systembolaget. Mange færdselslove er også forskellige fra stat til stat. I de fleste stater opkræver man en lokal stats-skat (state tax) oven i den nationale indkomstskat og derfor har den lokale stats-administration (state legislature) betydelig indflydelse på den almindelige amerikaners hverdag.

De valg, vi som regel følger i Danmark, er dog de nationale, også kaldet føderale valg. Det er valg til de institutioner, der sætter de nationale spilleregler, og som udstikker rammerne for de lovgivninger, lokalstaterne laver. Disse føderale (federal), nationale love, gælder for hele USA. Det er her, udenrigs-, forsvars- og sikkerhedpolitikken bliver til. Og det er her de generelle nationaløkonomiske politikker formes. Derfor er det også disse valg, der har størst indflydelse på Danmark. Så det er intet under, at det er dem, vi følger.

En firedeling af magten

Der er fire instanser i USA, der har indflydelse på den nationale (federal) lovgivning og administration, samt udenrigspolitiske beslutninger indenfor såvel handel som krigsførelse. Det er:

1. Præsidenten (også af og til forkortet POTUS)
   
2. Højesteret (The Supreme Court of the United States, forkortet SCOTUS)
3. Senatet
4. Repræsentanternes Hus (ofte blot kaldet huset eller The House)

Når vi I Danmark hører om amerikanske lovgivningsprocesser, forbinder vi det oftest med præsidenten. Men ofte er præsidentens beslutninger underordnet den amerikanske højesteret, der er garant for, at lovene er i overensstemmelse med USA’s forfatning. Den har derfor magt til at omstøde vedtagne lovforslag . I virkeligheden er præsidentens magt dog mere begrænset end mange danskere ved/tror. Og det er senatet og huset,  man bedst kan sammenligne med f.eks. det danske folketing. De to kamre kaldes samlet for kongressen (Congress) og har til huse i kongresbygningen på Capitol Hill. Her sidder de folkevalgte repræsentanter og det er her, lovene bliver til virkelighed.

Senatet

Senatet er det øverste kammer og anses som det mest magtfulde bl.a. fordi det skal godkende mange af præsidentens udnævnelser til topposter. Det består af to senatorer fra hver stat, altså 100 i alt. Dette tal har dog svinget alt efter antallet af stater, et tal, der i USA’s historie har varieret en del. De to senatorer behøver ikke være fra samme parti. I bl.a. Missouri, Alaska og Iowa har man én demokratisk og én republikansk senator siddende. Dette spiller ikke sjældent sammen med, at senatorer sidder i seks år ad gangen, hvor præsidenten kun sidder i fire. Hvis demokraterne således har et godt valg på nationalt plan, kan der blive valgt en demokratisk senator til en post, der tidligere var besat af en republikaner. Den anden senator-post kan dog være uberørt, hvis vedkommende senator ikke er på valg, fordi hans periode ikke er udløbet endnu. Er denne anden senator republikaner, får man dette sjove mix. Der selvfølgelig også blot kan afspejle, at vælgerne i den pågældende stat skifter holdning fra tid til anden, eller at en bestemt senators personlige popularitet trumfer vælgernes eventuelle partiprærferencer ikke ulig den mekanisme mange danskere vil kende fra kommunalpolitik.

Junior Senior

Afhængig af ens anciennitet i senatet, bliver man enten kaldt junior-senator eller senior-senator. The Senior Senator from Iowa er f.eks. republikaneren Chuck Grassley, fordi han har siddet i tre år længere end demokraten Tom Harkin, der således er The Junior Senator from Iowa. Modsat præsidentposten behøver man ikke være født i USA for at sidde i senatet, men man skal være over 30 år gammel og have været amerikansk statsborger i 9 år.

Præsidentvalg er også kongresvalg

På grund af perioderne på seks år, falder senatsvalg både sammen med og udenfor præsidentvalgene. Det betyder, at der reelt er et stort, betydningsfuldt valg i USA hvert andet år. Som konsekvens heraf ligger USA som nævnt i konstant valgkamp. Man kan vælges til senatet et ubegrænset antal gange, modsat præsidenten, der kun kan sidde i to perioder, og derfor sidder mange senatorer på posten det meste af deres liv. Skulle en senator gå hen og dø ”i tjenesten”, er det som regel op til den lokale stats regering, hvordan de vil fylde posten igen. Men ikke altid. Da demokraten Ted Kennedy, der var senator for Massachusetts i en menneskealder, døde, valgte staten at holde en afstemning. Den vandt republikaneren Scott Brown til mange demokraters bestyrtelse. I de lokale stater afholdes primærvalg for at finde kandidaterne til ledige senatsposter, akkurat som det foregår for præsidentkandidater i de nationale valg.

Ledere, piske og senatspræsidenter

Internt i senatet har man også et hierarki. Begge partiers grupper af senatorer har en leder, kaldet Senate Leader. For at kende forskel bruger man ofte stemmeflertallet som en tilføjelse til betegnelsen. Således er demokraternes Harry Reid The Senate Majority Leader, fordi han er leder af den demokratiske gruppe i senatet, der lige nu sidder med flertallet. Republikaneren Mitch McConnell er hans modsætning på den anden side og er således The Senate Minority Leader. Det afgøres internt i partiet, hvem der skal besidde posten som leder. Derudover udpeger hver gruppe også en Whip. Det er en person, der forsøger at samle partiet, så man kan melde ud samlet, og koordinere afstemninger, så alle går i samme retning. Den lidt drabelige ”indpisker”-betegnelse forsøges dog tit erstattet med en henvisning til whip’ens andenplads i hierarkiet som Assistant Majority/Minority Leader. Whip er dog den betegnelse, der bruges mest. Betegnelsen kendes i øvrigt også fra det britiske parlament.

Sjovt nok har senatet også en President of the Senate, der kan groft sammenlignes med folketingets formand. Jævnfør den amerikanske forfatning er det altid den amerikanske vicepræsident, der tildeles denne rolle. Vedkommende har faktisk stemmeret i senatet, men kun, hvis der er en stemmelighed, der skal brydes.

Repræsentanternes Hus

Repræsentanters Hus er – som navnet svagt antyder – en forsamling af demokratisk valgte repræsentanter for folket. Her er vi helt nede i lokalsamfundene, hvor repræsentanterne vælges for et district. Disse distrikter er fordelt efter befolkningstæthed, og således har store Californien flere repræsentanter (53) end lille Vermont (1). Hvor det kan være svært som menig amerikaner at få hul igennem til sin senator, er det noget nemmere til ens repræsentant, fordi vedkommende er valgt i den lokale kreds. Amerikanere, der følger med i politik, ved som regel, hvem deres repræsentant er og kan ved at kontakte vedkommende yde sin vælgerindflydelse.

Der er 435 repræsentanter i Huset, og ligesom i Senatet er der en House Majority Leader og en House Minority Leader. Det parti, der har flertallet i Huset får derudover lov til at vælge den magtfulde Speaker of the House, en slags ”formand” for Repræsentanternes Hus. Han/hun udgør sammen med majoritetslederen i Senatet og præsidenten en treenighed, der alle skal kunne vende tomlen opad for at få gennemført lovgivning.

En broget, omskiftelig flok

Det kan ofte være svært at følge med i, hvem der sidder i Huset. Ikke bare, fordi der er 435 medlemmer at holde styr på, men også fordi de hver især kun sidder i to år ad gangen. Udskiftningen er altså noget større end i Senatet. Dertil kommer, at valg til Huset sker samtidig med Senatsvalg, og hver anden gang også præsidentvalg.

Heller ikke i Repræsentanternes Hus behøver man være født i USA for at bestride en post. Man skal blot være over 25 og have været amerikansk statsborger i 7 år. Kandidaterne findes ved primærvalg, akkurat som for præsidenter og senatorer.

Tre tommelfingre opad

Lovforslag kan komme fra såvel Huset, Senatet som fra præsidenten, men begge kamre skal stemme for loven, før den kan sendes til præsidenten til underskrift. Præsidenten har en vetoret, så alle tre instanser kan blokere for lovgivning og beslutninger, såvel som foreslå den. Derfor er det ofte Husets Speaker, flertalslederen fra Senatet og præsidenten, der slås med hinanden i medierne om lovforslag.

Primærvalg

Kandidater til såvel præsidentvalgene, senatsvalg og valg til Repræsentanternes Hus findes ved primærvalg. De to sidstnævnte er knapt så interessante, hvis man bor i Danmark. Anderledes står det til med primærvalg af præsidentkandidater. Det er en proces, der finder sted over næsten trekvart år, hvor der udkæmpes drabelige, politiske kampe, indtil en eller anden bliver kandidat til valget. Og herefter går den egentlige præsidentvalgkamp i gang.

Disse præsident-primærvalg er i virkeligheden to typer af beslutningsprocesser, der hen over den første halvdel af et valgår leder frem til et konvent (convention), hvor den endelige kandidat vælges.

Caucus og primærvalg

Med andre ord vælger hver stat deres præsidentkandidat ved to typer valg: primærvalg og caucus’er.

Ved en caucus, mødes folk i deres lokale distrikter og diskuterer, hvilken kandidat, de vil pege på. Ofte foregår det ved, at man forsamler sig i grupper, der bakker den ene eller den anden person op. Til sidst tælles antallet af personer i hver gruppe og distriktets resultat sendes så til statens officielle optællere, der samler alle kredsresultaterne og derved skaber det endelige valgresultat.

Et primærvalg (primary election) er derimod et mere direkte, almindeligt valg, hvor medlemmer af partiet kan stemme direkte på den kandidat, de ønsker.

Efterhånden som året skrider frem, og hver stat peger på en kandidat, tegner der sig et billede af, hvem der er favoritten. Men det officielle valg af kandidat sker først på konventet, hvor delegerede fra de lokale partiforeninger fra hele landet diskuterer og stemmer henover en lille uge. Ved udgangen af ugen skal man helst have fundet kandidaten, og det er ikke givet, at det er favoritten fra primærvalgene, selvom det oftest er tilfældet. Der kan derfor være spænding til det sidste.

To kandidater…eller tre?

Selve præsidentvalget står som bekendt primært mellem to kandidater. Men nogle gange dukker der kandidater op fra en tredje kant, der stiller op som uafhængige kandidater eller for et tredje parti. Nogle har tidligere f.eks. givet Ralph Naders præsidentkandidatur i 2000 skylden for, at Al Gore tabte valget til George W. Bush. Han snuppede mange stemmer til sit Green Party fra den yderste venstrefløj, og nægtede at gå i koalition med demokraterne, hvilket reelt betød, at Gore ikke havde stemmer nok til at vinde. (Med mindre, man tror på konspirationsteorierne om at han rent faktisk vandt, men at George W. Bush var skyld i avanceret valgsvindel.)

I 1992 vandt Ross Perot 19% af stemmerne og var tæt på at koste Bill Clinton sejren. Men Ross Perot fik ingen af de såkaldte electoral votes, som er dem, der i virkeligheden gælder.

Valgmandstemmerne i The Electoral College

Da det amerikanske demokrati blev indstiftet havde man ikke mulighed for at videreformidle valgresultater så hurtigt som i dag. Derfor valgte USA’s founding fathers at lave et system, hvor alle de folkelige stemmer blev samlet hos ”valgmænd”, der udgør et stemmekollegium, eller electoral college. Der er et sindrigt system bag, hvordan de mange millioner stemmer bliver fordelt på de i alt 539 ”valgmænd”. Men afhængig af, hvordan de demokratiske og republikanske stemmer bliver fordelt på disse 539 ”stemme-repræsentanter”, fordeler de 538 sig i hhv. den republikanske eller demokratiske lejr. Og den lejr, der har flest valgmandsstemmer (electoral votes) på valgaftenen, har vundet.

Der har været en del kontroverser omkring valgmandssystemet, ikke mindst i 2000, hvor Al Gore ud fra visse analyser vandt flest folkestemmer – men ikke flest valgmandsstemmer, og derfor tabte valget. Denne forskel på valgmænd og regulære stemmer er til stadig diskussion, og valgmandssystemet er i stigende grad upopulært i den amerikanske befolkning.