af Pernille Sørensen, cand.mag.

I vor del af verden er det historisk set lykkedes kristenheden at monopolisere dydsbegrebet, og at definere det som en passiv tilstand. Men at dyden skulle være passiv er ikke nødvendigvis givet på forhånd. F.eks. står dén forestilling i skærende kontrast til ældre, aktive, romerske dyder som Firmitas (fuldbyrdelse) Industria (virkelyst), eller til rænessancens dydsforestilling, Virtú, der var blottet for moralistisk syre og i stedet defineredes som evnen til at handle på en måde som opnår værdifulde resultater. Således ser vi f.eks. Dante tilskrive Virtú til Djævelen såvel som til Helgengerne. I dette tilfælde består Djævelens Virtú i hans evne til at beherske tågen og vindene, men i dag ville vi næppe sig, at Djævelen var dydig.

Forestillingen om dyden som et passiv lever ubesværet videre i dag. F.eks. mener en af mine venner, at rettigheder ikke kan defineres positivt/handlende, men kun negativt/passivt. Derfor har han sit besvær med den del af menneskerettighederne som siger, at alle mennesker har ret til en uddannelse, altså en positiv ret der nødvendigvis må gøre indhug i de klassiske negative frihedsrettigheder. Ligeledes ser man I en generel politisk kontekst en vis akavethed i forbindelse med den aktive dyd, f.eks. på den radikal-humanistiske venstrefløj hvor man efterhånden har oparbejdet sit eget sekulære synderegister, såsom diskrimination, isolationsfængsling osv., men også på den liberalistiske højrefløj hvor man traditionelt ser statslig indgriben af enhver af som et onde.

Endelig kan man spore en vis berøringsangst overfor den aktive dyd, især hos kvinder eller hos mænd med traditionelt feminine psyker. Det er, tænker man, sikrere at indordne sig under større autoriteter, end simpelthen at handle for sig selv. Man ser tydeligt disse mennesker behandle dyden som et passiv, idet de hellere vil misse med øjnene, gøre sig til og håbe på det bedste, end de vil udvise Virtú og handle i overensstemmelse med deres værdier.