Hadrian hører uden tvivl til blandt de særligste og mest mærkværdige romerske kejsere. Med den britiske journalist Elizabeth Spellers ord, var Hadrians tid på tronen kendetegnet af en ”snublende start, en glorværdig midte og tragisk afslutning.”.

Tilbage i Rom begyndte Hadrian sin embedsperiode med at slå lederne af en fjendtligsindet senatsgruppe ihjel. Forholdet til senatet blev aldrig godt igen, men som realpolitisk instrument lader den hensynsløse henrettelse til at have levnet Hadrian et pusterum fra en stærk modvilje der herskede omkring hans person. Modviljen havde sandsynligvis sit udspring i, at kejseren var blevet indsat uden om senatet, og endvidere havde opgivet Trajans erobringer frivilligt. Sidstnævnte beslutning havde især vakt harme hos de patriotiske elementer af Roms indbyggere, en politisk situation som finder sin moderne parallel i Dolchstoß-myten.

I Hadrian havde imperiet fået en begavet administrator med udstrakt militær erfaring som kejser. Politisk set var Hadrian nærmest besat af ideen om imperiets langsigtede bæredygtighed, og ifølge den romerske historiker Cassius Dio brugte han mere end halvdelen af sin regeringstid på at rejse imperiet rundt for at etablere og anlægge grænseforsvar, forbedre den militære kommunikation og styrke disciplinen i legionerne.[1] Indenrigspolitisk var Hadrian ligeledes besat af ideen om bæredygtighed og beordrede således det kejserlige skattekammers urealistiske tilgodehavende på 900 000 000 sestertier i ubetalte skatter eftergivet, et træk som søgte at forene de formelle og reelle omstændigheder omkring statsbureaukratiet.[2]

På trods af Hadrians profil som en stor militærmand var der nærmest ingen krige i løbet af hans regeringstid. Til trods for den tilsyneladende stabilitet opretholdt Hadrian dog disciplinen i rigets legioner ved personligt at inspicere dem, og endda personligt at eksercere tropperne ved visse lejligheder. Kejseren forfulgte tillige en årvågen defensiv militærdoktrin, idet han under sine besøg beordrede rigets grænser genoptegnet, så de ville være lettere at forsvare. Hadrian iværksatte ved samme lejlighed omfattende befæstninger langs Rhin- og Donaugrænserne, ligesom han beordrede opførelsen af den massive Hadrians Mur i det nordlige Storbritannien.

Henimod sin død begyndte Hadrian at overveje en efterfølger for at undgå de politiske tvetydigheder han havde oplevet i forbindelse med sin egen tronbestigelse. Hadrians første valg af efterfølger, L. Ceionius Commodus, passede på Nervas profil; en erfaren politiker af aristokratisk herkomst uden nævneværdig militær erfaring. Ved et af historiens ironiske luner afgik denne ”efterfølger” imidlertid selv ved døden mens Hadrian endnu var i live, og konfronteret med denne situation adopterede Hadrian i stedet Titus Aurelius Fulvius Boionius Arrius Antoninus, af eftertiden kendt som Antoninus Pius. Hadrian arrangerede arvefølgen således, at Antoninus Pius skulle efterfølge ham på den betingelse, at den aldrende senator adopterede den 16-årige Marcus (senere: Aurelius) som sin søn. Dermed havde Hadrian banet vejen for Marcus Aurelius’ senere magtovertagelse, og følgelig blev Marcus Aurelius iscenesat som ”Hadrians efterfølgers efterfølger”.