Hen imod slutningen af kejser Domitians regeringstid tiltog hans livslange aversion mod adelsmænd, og kejserens latente modvilje mod senatet udviklede sig trinvist til en åbenlys magtkamp, hvor Domitian ved flere lejligheder dristede sig til at stække senatets magtbeføjelser og desuden at ydmyge navngivne senatorer ad hominem.[1]

I år 96 lykkedes det imidlertid en sammensværgelse af politiske modstandere at komme Domitian til livs, og allerede på dødsdagen kontaktede de sammensvorne den romerske adelsmand Marcus Cocceius Nerva, for at tilbyde ham kejsertronen med senatets velsignelse.[2] Nerva accepterede, og eftersom der for en gangs skyld ikke var en tronrager på march for at tilrane sig kejsertronen, kunne det romerske senat nu før første gang i principatets historie praktisere sin formelle ret til at udpege og indsætte kejseren.

At senatet hurtigt havde kunnet enedes om at udpege Nerva skyldes højst tænkeligt et kompromis: Han var aldrende og barnløs og dermed ideel som overgangsfigur. Nerva var 61 da han for første gang kunne iføre sig de romerske kejseres lilla kappe. Hans regeringstid blev kort som ventet, men til gengæld også uventet dramatisk.

For at signalere en ny politisk tidsalder – og måske for at gardere sig mod at Domitians skæbne også skulle overgå ham – lancerede den nytiltrådte Nerva en omgående omstødelse af Domitians despotiske senatspolitik og erstattede den med en ny samarbejdspolitik, der markerede sig klarest i kraft af ophævelsen af politiske eksil- og fængselsstraffe, samt i tilbageleveringen af konfiskeret privatejendom.

For senatorstanden havde Nervas indsættelse altså betydet en tilbagevenden til bedre kår. Men for soldaterne i felten var det derimod let at se overgangen fra Domitian (som flere gange havde været i felten)[3] til Nerva (der aldrig havde befundet sig på en slagmark) som et nederlag, og knapt et år efter Nervas indsættelse, i oktober år 97, begik prætorianergarden mytteri. Her holdt de Nerva som gidsel i kejserpaladset med krav om udleveringen af Domitians formodede mordere.[4] Nerva gav efter for soldaternes pres og undslap derved uskadt. Men episoden havde tydeliggjort en alvorlig sårbarhed i de romerske kejseres magtgrundlag, nemlig deres afhængighed af militærets loyalitet.

Optrinet provokerede efterfølgende Nerva udi sin måske vigtigste handling som kejser: Udnævnelsen af militærmanden Marcus Ulpius Traianus (Trajan) som sin efterfølger og adoptivsøn. Herved forsøgte Nerva sandsynligvis at sikre sig mod lignende forsøg på at udfordre den kejserlige autoritet.[5] Nerva søgte altså at kombinere sine evner som urban homo politicus med den militære erfaring og autoritet som generalen Trajan så åbenlyst besad. Nerva døde fredeligt godt tre måneder senere.