Som følge af det territoriale imperativ, hvor romerne erobrede og udviklede deres provinser, og på grund af den romerske kærlighed for at anlægge veje i særdeleshed, var den romerske verden i besiddelse af antikkens bedst udviklede infrastruktur. Romerriget havde desuden ingen eller få interne toldbarrierer, en fælles valuta, og en statsmagt der afholdt sig fra aktivt at regulere den private industri. Dermed udgjorde Romerriget den antikke verdens suverænt betydeligste handelsområde, både hvad angik omfang og kapital.

Mens den handlende økonomi altså fungerede på en slags proto-liberalistiske præmisser, så var den arbejdende økonomi derimod delvist formgivet af slaver. Den antikke verden anså almindeligvis slaveri for en selvfølge, og det romerske imperium udgjorde ingen undtagelse herfor. I et sociologisk henseende nødvendiggjorde slaveriets fortsatte opretholdelse sociale institutioner som fysisk afstraffelse, tortur og offentlige henrettelser. Men i løbet af epoken kom slaveriets grusomheder i stigende grad i konflikt med periodens spirende humanistiske idealer, og både Hadrian og Antoninus Pius så sig nødsaget til at lovgive mod den eklatante umenneskelighed, ligesom Marcus Aurelius identificerede sig med slavernes lidelser i sine meditationer.[1] Politisk var slaveriet også på retur efter Hadrians opgivelse af Trajans erobringer. Herefter begyndte tilførslen af slaver for alvor at ebbe ud, og således svandt også det langsigtede incitament for at opretholde slavesystemet bort.

Slaveriets omfang er næsten umuligt at gøre op i tal eller at fastsætte endegyldigt for nogen epoke. Men antallet af slaver regnes i perioden fra Augustus til Marcus Aurelius almindeligvis for at have udgjort mellem en tredjedel og en fjerdedel af befolkningen.[2] Slaveriets samfundsstruktuelle konsekvenser mærkedes tydeligst i selve Italien, hvor såvel slaver som slaveejere koncentreredes, og lokale landbrug i stigende grad blev omlagt til slavelandbrug. Hvis vi betragter ovenstående estimat som sandt, så har den økonomiske skadevirkning af slaveriet altså ikke været altafgørende, men dog sandsynligvis af markant karakter for provinserne, og dermed for imperiets overordnede økonomi.

Hvad angår antikken er de økonomiske data i det hele taget beklageligt mangelfulde. Statistik var ikke en romersk lidenskab, og bagsiden af statens manglende regulering af den private industri er, at vi næsten ingen sammenhængende kildesæt har.

Ud fra det sparsomme kildemateriale der dog foreligger, så lader imperiets indtægter til at have ligget væsentligt højere end dets fikserede udgifter gennem hele den perioden. Inflationen menes ligeledes at have været lav (for sin tid) og konstant, dvs. ca. tre til fem procent.[3]

På baggrund af disse fakta og analysen ser det altså ud til, at det økonomiske systems grundlæggende brist hverken har været økonomiens iboende betingelser eller arbejdsstyrkens indhold af slaver. Hovedårsagen til den romerske økonomis relative primitivitet, og dertil hørende begrænsninger må altså findes andetsteds.

Via en sammenligning med andre oldtidsøkonomier, og ved et kig gennem hele historien frem til i dag virker det sandsynligt, at den romerske økonomis afgørende akilleshæl var, at den ligesom alle andre oldtidsøkonomier var baseret på kontante betalingsmidler. Derfor formåede statsmagten aldrig at generere noget omfattende kreditor- eller banksystem, og dermed var det offentlige system ikke i stand til at falde tilbage på obligationslignende lån. Således var statsadministrationen direkte afhængig af udbuddet af ædelmetaller.[4]

Når rigets administrative udgifter steg var statsmagten således nødt til at finde disse ekstra penge gennem øget beskatning, som så igen forårsagede en forringelse af såvel statens som individets kapacitet til at generere omsætning. Sagt med andre ord var staten altså tvunget til at gå imod sine egne langsigtede interesser, – til at bide sig selv i halen i de tilfælde hvor der manglende kapital.

Som et eksempel på det økonomiske systems vanskeligheder ved at håndtere de uforudsete udgifter kan vi kigge på året for Marcus Aurelius tronbestigelse, 161. Dér opførtes det kejserlige skatkammer til at indeholde 2 700 000 000 sestertier. Men ved kejserens død i år 181, noteredes det som værende nærmest tomt![5] Hertil kom, at Marcus Aurelius i sin levetid måtte forringe denarens sølvværdi fra 85 % til 75 % for at strække beholdningen af ædelmetal. Alle disse tiltag var nærmest tvungne nødvendigheder i et forsøg på at imødekomme de enorme ekstraudgifter, som opstod i forbindelse med Marcus Aurelius regeringstids katastrofer og krigsudbrud.[6]

I løbet af den periode blev det økonomiske system og dets afhængighed af rede kapital (og dens fysiske tilgængelighed) endvidere udfordret fra anden side: I takt med at de provinsielle velhavere kvalificerede sig som homo novus og fik andel i senatsprivilegierne, blev senatorstanden mere af en økonomisk klasse end et geografisk og historisk slægtsfællesskab, som det havde været under republikken. Efterhånden som den provinsielle lokaladel drog til Rom, tog de i udstrakt grad deres formuer med sig, hvilket medførte et anseeligt dræn på den tilgængelige kapital i provinserne med skadevirkninger på den lokale industri til følge. Perioden 96-180 e.Kr. var i det hele taget kendetegnet af en tiltagende etnisk diversifikation i takt med, at integrationen af provinserne også begyndte at vekselvirke med Rom således, at lokale stormænd efterhånden begyndte at måle sig med de oprindelige romere. Ved periodens start talte det romerske senat således 80 % etniske romere, hvorimod tallet under Marcus Aurelius var faldet til 50 %.[7] [8]

En opsummering af periodens sociale og økonomiske forhold kan tillade os at konkludere, at idet ingen nye produktionsmetoder blev taget i brug, måtte mulighederne for videre økonomisk vækst nødvendigvis være forbundet med enten øget befolkningstilvækst eller videre erobringer. Og da ingen af disse ting fandt sted efter Trajans regeringstid, var det økonomiske systems stagnation blot et spørgsmål om tid.