af Ryan Smith

Jeg har tre mål med denne artikel: (1) At give et hurtigt indblik i liberalistisk historiefilosofi og dens fremskridt de sidste ti år. (2) At levere en kritisk gennemgang og anmeldelse den britiske biolog, børsmægler, adelsmand og forfatter Matt Ridleys nyeste bog, The Rational Optimist – How Prosperity Evolves fra 2010, og (3) at præsentere den politiske liberalismes historieforståelse og ”historiske metode”. Enhver akademiker i Danmark, er bekendt med den marxistiske historiefilosofi, og størstedelen vil også kende til grundformerne af den liberalistisk historiefilosofi. Men ikke alle vil kende til centrale begreber som moral hazard, og rent-seeking, hvorfor disse vil blive forklaret i noterne.[1]

Hr. Ridley er ikke hvem som helst: Han er personlige venner med en række prominente forskere og videnskabsmænd fra topuniversiteter i England og USA. Hans bøger har solgt over 800.000 eksemplarer, er oversat til 27 sprog (deriblandt dansk), og han har vundet en lang række priser og hædersbevisninger. Ridley er uddannet biolog, men brændende interesseret i historie, og i sine tidligere bøger, Gemone og The Red Queen, har han ikke holdt sig tilbage fra at drage paralleller til historien, når han skulle illustrerer pointer fra biologien: Når Ridley har skrevet om ’hannernes’ evne til at befrugte dusinvis af ’hunner’, så har paralleler til Inka- og Ottoman-haremer f.eks. gjort en optræden i teksten.[2] Og selvom Ridley ikke tidligere har skrevet om politik, så har han altid været liberal ”i baggrunden”, når han skrev om seksuel selektion og selviske geners kamp for overlevelse.[3]

Med The Rational Optimist får vi dog nye toner: Vi får en Ridley, der tager skridtet fuldt ud og skriver direkte om historie. Og med The Rational Optimist vil Ridley fortælle os tre ting: (1) At frihandel er gavnligt for menneskeheden, (2) at vi som følge af frihandel er rigere, renere og sundere i dag, end nogensinde før i historien, og (3) at det derfor er irrationelt at være pessimistisk omkring fremtiden.

Når økonomer vil vurdere lægmænds forståelse af økonomi, så spiller de ud med en test, der består af en kort række ja/nej-spørgsmål. Spørgsmål, hvor svaret ikke er til diskussion, og som ethvert dannet menneske burde besvare korrekt. Et af de mere berømte spørgsmål lyder: Er verden blevet rigere i løbet af de sidste 30 år?

Svaret er selvfølgelig ja. På trods af aktiekrise, oliekrise, dot-com-krise, fødevarekrise og nu finanskrise har de sidste 30 år set verdens samlede velstand vokse et sted mellem 25% og 50%, alt efter hvilke tal man konsulterer.[4] Blandt USA’s såkaldt ”fattige” har 99% elektricitet, 95% har TV, 60% har VHS eller DVD, og 71% ejer mindst én bil.[5] De fattige lever også længere og med færre sygdomme og handikap end for 30 år siden.[6] Alle væsentlige målbare økonomiske kriterier peger i retning af, at verden er blevet et rigere, renere og rarere sted.

Så når venstreorienterede græsrodsorganisationer, tænketanke og velfærdspolitikere blæser til kamp mod fattigdom (hvilket de ofte gør), så er det i virkeligheden ikke fattigdom, men ulighed, de har set sig sure på: I 2010 har USA’s fattige en levestandard, som rigmænd i 1910 kun kunne sukke efter: 88% har telefon, 73% en mikroovn, og 46% ejer deres eget hjem.[7] Alle disse procenter er højere end for 30 år siden. De konkrete tal for det 21. århundrede, såvel som den velstand, de repræsenterer, er højere end nogensinde før.[8]

Gyser på første klasse

Vi er ikke blot rigere end tidligere: Vi er sundere, lever længere og har bedre kontrol over Jordens økosystemer end nogensinde før. På verdensplan er fødevareproduktionen fordoblet over de sidste 40 år,[9] og gennemsnitslevealderen er steget med mere end syv år.[10] Alligevel bombarderes vi dagligt med stadigt mere kreative varianter af budskabet om, at verden er ved at gå under: Hungersnød, SARS, svineinfluenza, kollaps i økosystemer, AIDS, overbefolkning, atomar terrorisme, syreregn, global opvarmning og en ny istid. Dommedagsprofetier er et mættet marked, og doom-pusherne kan imødekomme enhver smag.

Men som vi har set, så hænger de to trends ikke sammen: Hvis Adam Smiths impartial spectator blev bedt om at stille med en uvildig og dispassioneret analyse, så ville han hurtigt konkludere, at menneskeheden havde det bedre i dag end nogensinde før. The impartial spectator ville ikke være et sekund i tvivl, når han så, hvordan vi havde reduceret bestanden af rotter i vores byer, renset vores drikkevand[11] og vaccineret vores børn mod de sygdomme, som før tog op til 15% af en årgang med sig i døden.[12] Han ville sige, at menneskeheden skulle holde op med at bekymre sig, fordi det efter alt at dømme var fuldstændig rationelt at være en Rational Optimist.

Det glade budskab ville dog næppe trænge igennem. Optimisme ligger ikke til den menneskelige natur. ”Jeg har observeret, at det ikke er ham, som håber, hvor andre fortvivler, men ham som fortvivler, hvor andre håber, der tilbedes af en stor stand af mennesker som en vismand.”, sagde John Stuart Mill i sin Speech on Perfectability.[13] Og på trods af dommedagsprofeternes hidtidige batting average på 0,00, så lytter vi stadig ivrigt til dem. Vi forestiller os hellere det blod, død og ødelæggelse, end vi lader menneskehedens tusindårige udviklingshistorie afstedkomme et smil.

Evolutionær økonomi

I sine tidligere bøger, Genome og The Red Queen, har Ridley primært beskæftiget sig med biologi, og med det kontroversielle felt ved navn Evolutionær Psykologi, som også antropologen Dennis Nørmark og idehistorikeren Lars Andreassen har skrevet om herhjemme.[14] I Evolutionær Psykologi søger man kort fortalt at finde evolutionære rationaler for menneskelig adfærd. Således lyder et af den Evolutionære Psykologis centrale aksiomer, at det altid er rationelt for mænd at søge flere partnere, simpelthen fordi en mand producerer flere kønsceller, end én kvinde kan omsætte til afkom.

I The Rational Optimist tager Ridley metoden fra Evolutionær Psykologi og anvender den på politik og økonomi: Hvis der findes en grundpsykologi, der karakteriserer mennesket som art, findes der så også en grundøkonomi, der ligeledes ligger naturligt til arten? Ifølge Ridley er svaret ja: Hvis vi kigger på vor forfader Homo erectus, så havde Erectus en livline på hen ved en million år. En million år med stenværktøj og en million år uden innovation – en million år, hvor knogler og kranier udviklede sig hurtigere end værktøj.[15] Til sammenligning, så startede Homo sapiens også med stenøkser for ca. 200.000 år siden, men flyver nu rundt i det ydre rum. Hvad er forskellen på os og Erectus? Svaret bliver et nyt felt, en slags Evolutionær Økonomi.

Tilbudsjagende jæger-samlere

Så hvad er det, som har fået os væk fra savannen, og op i stratosfæren? Ifølge Ridley er det handel, specialisering og arbejdsdeling: Kigger vi på en anden menneskeart, neandertalerne, så tyder de arkæologiske her spor på, at mænd og kvinder lavede alt i fællesskab: Jagt, fouragering og kunstværktøj; alt udøvet i fællesskab.[16] Med Homo sapiens ser vi derimod det modsatte mønster: Mændene jager, og kvinderne fouragerer og passer børn.[17] Ved fyraften mødes man og bytter ressourcer. Arbejdsdeling tillader specialisering. I stedet for at zappe rundt mellem tre forskellige beskæftigelser, kan alle nu koncentrere sig om det de er bedst til, og med tiden så giver specialisering mere og mere kvalificeret arbejdskraft.

På savannen er der hverken skatter, afgifter eller statsregulering. På savannen sætter vi vores priser, som vi vil, og således er vi fremme ved Ridleys postulerede grundøkonomi for mennesker: Frihandel. Ridley gennemgår et væld af arkæologiske udgravninger og moderne videnskabelige eksperimenter for at vise, at ingen andre menneskearter kommer i nærheden af Sapiens, når det kommer til vores tæft for handel: Andre menneskearter lavede værktøj og kunstgenstande, men det hele blev lavet on location og sjældent mere end en times gang fra anvendelsesstedet.[18] Som kontrast har selv tidlige Homo sapiens fragtet konkylier fra kysten og mange hundrede kilometer ind i Afrika.[19] Dét mønster er ukendt blandt andre arter.[20]

Og så er der vore nulevende slægtninge: Aberne. Videnskabsfolk har taget aber med i laboratoriet for at lære dem at handle. Chimpanser kan akkurat forstå pointen i at bytte bitter mad (gulerødder) til sukkerholdig mad (druer), men de kan ikke forstå konceptet i at handle sukkerholdig mad (æbler) for endnu mere sukkerholdig mad (druer).[21] Nuancerne er simpelthen for fine. Chimpansen handler efter devisen: ”Hvis man allerede har mad, man godt kan lide, hvorfor skulle man så gå af med det?” I kontrast hertil kan selv seks-årige Sapiens handle bolsjer, glasperler og glansbilleder på kryds og tværs i et sindrigt system med nærmest uendelige nuancer. Ifølge Ridley er det denne naturgivne tilbøjelighed til komplekse handler, der har muliggjort den specialisering, innovation og arbejdsdeling, der i dag ligger til grund for den moderne industrialiserede verden.[22]

Således taler The Rational Optimist for frihandel som det, der karakteriserer Sapiens som art. Bogens centrale tese er et sammenrend af Meme-teorien, Adam Smith og Charles Darwin: Ideer krydses og bliver til nye ideer. Hjulet og spanden blev til trillebøren, krudt og kirkeklokker blev til de første kanoner, og telefoni og computere blev til internettet. Combine and Conquer. De levedygtige ideer overlever på det frie marked og masseproduceres, og de dårlige uddør, medmindre uliberale kræfter holder dem kunstigt i live.[23]

Frihandel er samarbejde

Markedskræfterne er altså menneskets bedste ven. Merkantilisterne misforstod det, Rousseau misforstod det, Karl Marx misforstod det, og i Oliver Stones Wall Street misforstod Gordon Gekko det også: Handel er ikke et nulsumsspil, hvor hver krone, du tjener, nødvendigvis er kommet op af min lomme. Handel faciliterer specialisering og arbejdsdeling, og således kan vi sammen blive rigere end nogen af os kunne hver for sig via de såkaldte komparative fordele.[24] Markedet giver os en fælles platform, hvor vi kan samarbejde, snarere end at slås.

Således det overordnede argument og de komparative data fra tidligere menneskearter og nulevende menneskeaber. Men Ridley ser også på antropologiske og historiske data fra Homo sapiens’ eget bagkatalog: Antropologer har besøgt de oprindelige stammefolk på Stillehavets forskellige øgrupper, og antropologerne er i store træk kommet frem til, at dér, hvor der er mest krig, også er dér, hvor der er mindst marked: Når man ikke kan berige sig via handel, så finder menneskets driftighed en anden ventil i form af krig, hvor indfødte stammer slås til døden og plyndrer hinandens mad, værktøj, smykker, kvinder og børn.[25]

Fra Stillehavets indfødte ekstrapolerer bogen til booms i historien som i Uruk, Indien, Kina, Japan, Holland og England. Hver gang fremdrages frihandel som en determinerende faktor for menneskets velstand og som en forudsætning for, at vi kan leve i fred med hinanden. Og når samme booms så senere bliver til busts, så viser Ridley, hvordan et kollaps i den frie handel altid var indtruffet umiddelbart forinden, og han konkluderer, at en civilisations indskrænkning af frihandel er den direkte vej til lovløshed, overtro, etnisk splittelse og forfølgelse af religiøse mindretal. Det lyder måske utroligt, men egentlig ligger pointen blot i forlængelse af en lang række historiske, økonomiske og psykologiske data. Som Voltaire skrev fra sine år i England, så er børsen det eneste sted, hvor ”jøden, muhamedaneren og den kristne alle opfører sig, som om de bekendte sig til samme religion, og kalder ej nogen for vantro, med undtagelse af den insolvente.”[26] Uden et marked gælder jungleloven og den stærkestes ret. Rousseaus ædle vilde er knap så ædel, som han er vild.

Imperier – en velsignelse og en forbandelse

Ridley har en mening om meget, og undervejs i bogen får vi også den engelske adelsmands meninger om historiens forskellige imperier. I en nøddeskal kan Ridleys teori om imperier opsummeres således: Imperier er indledningsvis gode for den region, de opstår i, da de opbygger byer, veje og lærdom og faciliterer (foruden handel og arbejdsdeling) stærke regionale forsvar, men jo længere imperier varer ved, desto mere skadelige bliver de også: Ægypten beskrives som et højtudviklet samfund, der gik i stå og stagnerede, da først det øvre og nedre Egypten blev forenet, og man vendte sig indad mod religionen og de store bygningsværker uden praktisk værdi.[27] Rom beskrives som den logiske forening af Hellas og Kathagos handelszoner, der indledningsvis udgjorde en stor velsignelse i udbredelsen af en fælles borgerret og et fælles sprog, men også en velsignelse, der gradvist blev til en forbandelse, efterhånden som magten centraliseredes, og ethvert forsøg på nytænkning brutalt blev slået ned af centralmagten.[28]

Asoka hyldes som en stor entreprenør, der med begav lagde et vejnet ned over det indiske kontinent og forenede forskellige handelszoner til en større kollektiv kultur, inden for hvilken handel og arbejdsdeling fik bedre betingelser end nogensinde før. Og efter Ridleys nyfundne program om imperiers tveæggede natur, så hyldes Asoka især for sin beslutning om at anlægge sig pacifismen, konvertere til buddhismen og slet og ret opgive sit imperium.[29] Alexander og Philip nævnes også i bogen, og Ridley går ikke i dybden med dem, men efter samme standard må antages, at hvis Alexanders imperium ikke var smuldret bort kort efter hans død, så ville hans felttog blot have bidraget til den inerti, som Ridley forbinder med levedygtige imperier.[30]

Ironisk nok hylder den liberale Ridley, også Asoka for at have etableret en fælles valuta i hele sit store imperium:[31] For det utrænede øje ser en fælles valuta måske ud som noget, der ville hjælpe handel på vej, men faktisk foretrækker klassiske liberale at lade private stå for pengeudstedelsen[32] efter devisen good money drives bad money out.[33] Statsudstedt valuta er et monopol, men privatudstedt valuta bliver nødt til at holde sin værdi, hvis folk skal blive ved med at bruge den. Det frie marked finder af sig selv ud af, hvilken valuta der er holdbar, som i den sekstende århundrede hvor det mest af Europa benyttede sig af Firenzes møntfod, florinen.[34]

Marx, Mill og moder natur

Men denne sammenblanding af biologi, politik og økonomi er ikke forbeholdt tidlig-moderne oplysningstænkere som Rousseau og Voltaire. I en nyere kontekst skriver Ridley med sin ”naturlige liberalisme” sig (muligvis uden at vide det) op imod Lewontin, Rose og Kamins ”naturlige marxisme”, som den udfoldede sig i deres 1984-klassiker Not in Our Genes. I bogen argumenterer forfatterne for, at videnskaben ikke kan forstå naturen uden først at forstå den marxistiske dialektik.[35] Et synspunkt som havde fortræffelige kår i de tidlige 80’ere, hvor også den berømte palæontolog Stephen Jay Gould formastede sig til et par socialistisk inspirerede perspektiver på evolutionen, som når han omtalte større spring i evolutionshistorien som ”revolutioner”.[36]

I en større kontekst trækker de alle på Friedrich Engels’ essay Anteil der Arbeit an der Menschwerdung des Affen (1876), hvori Engels fremhæver arbejde som den tilbøjelighed, der har gjort menneskene forskellig fra dyrene og som har muliggjort civilisationen.[37] Langt hen ad vejen er også Ridley enig med Engels, men hvor Engels fokuserer på arbejde (arbeit), så fremhæver Ridley i stedet handel som forudsætningen for specialiseret arbejde. Engels tog som sådan ikke fejl; han begyndte bare sin udviklingshistorie in medias res. Således fremstår den zig-zaggende Ridley som en dybere tænker end den omhyggelige Engels, og Ridley har tillige en anden fordel: I modsætning til Lewontin, Rose, Kamin, Gould og Engels er Ridley nemlig falsificérbar på store træk: For eksempel er det vanskeligt at komme uden om, at Europas mørkeste århundreder var i den tidlige middelalder (500-1200 e.Kr.), som indtraf umiddelbart efter det kollaps i interregional handel, der fulgte med Romerrigets fald i 476 e.Kr. Den tidlige middelalder var en epoke med masser af arbejde og hårdt slid, men der var ingen videre handel, og den teknologiske udvikling stod stille. Uden den romerske flåde til at holde pirateri i Middelhavet nede, blev de lukrative handelsruter snart lagt om til at gå ind over land og gennem den Arabiske halvø.[38] Europa stagnerede, og de store arabiske erobringer og den islamiske civilisations guldalder (650-1250 e.Kr.) kunne begynde.

Socialdarwinismens skygge

For læseren, der allerede er bekendt med Evolutionær Psykologi, kønsforskning og den klassisk liberale tradition, vil The Rational Optimist på mange måder virke som en logisk sammenskrivning af en stribe gammelkendte pointer. Hvis bogen alligevel kan siges at være kontroversiel, er det på grund af dens sammenblanding af politik og biologi: Ikke-liberale vil uden tvivl stå i kø for at klandre Ridley for at have genåbnet døren til socialdarwinisme, og de der er liberale må ikke glemme, at socialdarwinismens fader, Herbert Spencer, var liberal.[39] Men selvom anklagerne om socialdarwinisme utvivlsomt vil komme, så har de ikke meget med Ridley at gøre: Ridley har sådan set ikke gjort andet end at give os en udviklingshistorie, som sætter Hume og Mill dér, hvor Marx og Rousseau plejede at sidde – en historie, hvor heltene ikke hedder Bonaparte og von Habsburg, men Rothschild og Wilberforce.

Sten i skoen

Skulle man alligevel nævne et par svagheder ved Ridleys tænkning, skulle det være, Ridley mener, at man må skelne skarpt mellem finansmarkeder og konventionelle markeder, da finansmarkeder, ifølge Ridley, er underlagt en anderledes ”uproduktiv” logik.[40] Havde Ridley kunnet sin Hayek, så ville han dog vide, at når finansmarkederne er underlagt en anden logik, så skyldes det ikke finansmarkederne selv, men snarere den statslige indblanding i form af centralbanker, der forvrider konkurrencen ved at forgylde udvalgte privatbanker med en særligt lav udlånsrente.[41] Deruodver, så har statsregulering sørget for, at en lang række finanshuse er tvunget til at købe kriseforsikring, hvilket har overført det endegyldige ansvar fra finanshuset selv til forsikringsudbyderen og således skabt en branche, hvor Moral hazard[42] er normen.[43]

En anden svaghed i Ridleys bog er, at han ikke lader til at medregne parasitteori i sin naturalistiske fremstilling af den grundøkonomi, som han ellers anser som noget nær naturgiven: Evolutionen består af træk og modtræk. Hvis frihandel er det naturligt forekomne stadie for mennesker, så gælder det også, at der naturligt vil opstå parasitter, som lukrerer på det fremherskende system uden selv at bidrage.[44] Og således har markedskræfterne fra de tidligste tider været plaget af rent-seeking[45] parasitter som præster, bureaukrater, fagforeninger, feminister, miljøorganisationer, psykologer, videnskabsteoretikere, bioetikere og uvaskede ungdomshusbrugere. Ridley anerkender flygtigt, at sådanne parasitter hører med til historien, men han anerkender ikke, at fremkomsten af disse parasitgrupper er et naturligt modtræk til det frie markeds dominans. Og ukarakteristisk for bogen i øvrigt, så tilbyder Ridley ingen optimistiske perspektiver på, hvordan vi bliver parasitterne kvit.

Men disse mangler må alt i alt ses som ubetydelige detaljer i så ambitiøst og modigt et værk, som Ridley her har begået: Med The Rational Optimist har Ridley givet os en bog, der gerne vil hele vejen rundt om biologi, økonomi, psykologi, politik, 100.000 års historie og en god bid af fremtiden i en brødtekst på bare 359 sider. På de præmisser må billedet nødvendigvis males med den helt brede pensel. Pointerne må kæmpe om pladsen, og mange af argumentationens forgreninger bliver for subjektive og følges ikke altid til dørs af kilder. Hovedpointen om specialisering og arbejdsdeling burde dog falde i god jord og virke indlysende for de fleste liberale læsere (dog uden at bevise noget som helst endegyldigt), og alt i alt er der tale om en bog, der er smækfyldt med dragende, kontroversielle, stimulerende (og ikke nødvendigvis sande) perspektiver på, hvordan Homo sapiens’ udviklingshistorie kan have forløbet. Det er en flot, velskrevet og levende bog og et stort high five til Adam Smiths usynlige hånd.

Matt Ridley
The Rational Optimist – How prosperity evolves
438 sider, Fourth Estate, 2010