I 1945 fik en allieret psykolog ved navn G.M. Gilbert lov at undersøge de tilfangetagne nazi-ledere. Han udsatte dem bl.a. for den tyske version af Wechsler-Bellevue-IQ-testen, og resultaterne var som følger:

Nazisternes reaktioner:

Papen: Irritabel, men dog tilfreds, da det senere viste sig, at han havde opnået en høj IQ score.

Goering, Speer, Hess, Rosenberg, Ribbentrop, Saukel, Fritzche: Syntes det var morsomt at tage testen, forholdt sig åbne og imødekommende.

Goering: Som nævnt entusiastisk omkring testen, men skiftede til skeptisk, da han senere fandt ud af, at han ikke var den iblandt de tilfangetagne nazister, som havde højest IQ.

Schacht (som scorede højest): Skeptisk over for selve ideen bag IQ-tests. Syntes, psykologer og psykiatere bedrev et “trist erhverv”.

Keitel: Fascineret af testens objektivitet og entusiastisk omkring, hvor meget bedre den var end det “nonsens”, som der Wehrmacht brugte i sine tests. Samtidig ved man dog, at Keitel selv havde forhindret brugen af intelligenstests i nazityskland, da hans søn havde dumpet en sådan test.

Yderligere informationer:

• I 1945 ville IQ 130 og derover kvalificere til Mensa.
• Havde de af nazisterne, hvis IQ var 130 eller derover, scoret således på de IQ-test, der administreredes i visse amerikanske grundskoler på det tidspunkt, så var deres forældre blevet tilbudt at få sat deres børn i eliteskoler.
• Nazisterne var generelt imod IQ-tests, da de fostrede individualitetsfølelse, og da jøder ofte klarede sig bedre end etniske tyskere på dem.

Kilder:

Mosley, Leonard: The Reich Marshal: A Biography of Hermann Goering – Forlag: Dell (1975)

Miale & Belzer: The Nuremberg Mind: The Psychology of the Nazi Leaders – Forlag: The New York Times Book Co. (1975)