Pernille Rosenkrantz-Theil, Anne Vang og Jens Joel: Her er den nye klassekamp.

Man kan være sympatisk over for disse socialdemokraters mål om at hjælpe de børn, der får en dårlig start på livet som følge af negativ social arv. Men det er svært at være sympatisk over for deres midler, der som sædvanlig består i ensretning, udligning, omfordeling og lighedsmageri. Der findes en langt simplere løsning end den, socialdemokraterne her foreslår, nemlig at lade staten give forældrene checks, som de kan indløse på de skoler, som de oplever tjener deres barn bedst. Men det tør de jo ikke, for de offentligt ansatte lærere, pædagoger osv. er en magtfuld vælgergruppe, og at prioritere børnenes tarv over disse medarbejdere er politisk selvmord.

Derudover er der glanende ting, som socialdemokraterne ikke inkluderer i deres regnestykke: Deres plan om at fratage eliten ressourcer vil potentielt svække alle samfundslag. For det hjælper også underklassen, at der er dygtige læger på hospitalerne, dygtige valutahandlere på Børsen, og dygtige forskere på universiteterne.

Og sidst, men ikke mindst, er der det moralske aspekt: Velfærdsstaten blev etableret som en kontrakt med borgerne: Alle skal betale, til gengæld for at alle kan få de samme grundydelser i den anden ende (børnepenge, institutionsplads, SU). Nu hvor budgetterne ikke længere kan hænge sammen, og fælleskasserne i højere grad ligner et pyramidespil end en fælles forsikringsordning, så rykker bevæger man den statslige ordning væk fra ‘kontrakt med borgerne’ og mere i retning af til udnyttelse af et mindretal: De rige skal betale mere, men kan nu ikke selv få de ydelser, som de skal betale på alle andres vegne.