af Ryan Smith
Poul Erik Skov Christensen, formand for 3F, udtaler 25/07 til Ekstra Bladet, at de afskyelige dødstrusler mod Amin Skov fra Restaurant Vejlegården i virkeligheden kan være fra nogen, som er Skov venlig stemt, men som vil sætte 3F “i et dårligt mediebillede.”
Der er intet overraskende i, at 3F tror på sammensværgelser. Sammensværgelsesteorier er nemlig en form for socialisme: For hvis en lille gruppe mennesker kan planlægge sig frem til at trække samfundet i en skidt retning, præcis som de havde tilsigtet, hvorfor skulle en anden lille gruppe mennesker (såsom eksempelvis en ”sammensværgelse” af 90 politikere på Christiansborg) så ikke kunne planlægge og styre samfundet i en gavnlig retning, præcis som de havde tilsigtet?
Derimod er det en del af den borgerlige orden, at man opfatter andre mennesker som selvstyrende individer, hvis motiver er komplekse og som har krav på respekt, og ikke som skakbrikker, som magthaverne uden videre kan rykke rundt på efter behov.