Gotfredsen på gyngende grund

I sin kronik ’Kampen mod det tomme rum’ (Berlingske 2. august) skriver sognepræst Sørine Gotfredsen sig ind i en række postulater, som i bedste fald er uunderbyggede, og som i værste fald er forkerte.  Her vil jeg forklare hvorfor.

For det første skriver Gotfredsen, at grundlaget for den menneskelige erkendelse af sig selv er, at der er en ”intention bag det skabte.” Dog er det sådan, at mennesket i Gotfredsens og min levetid har kigget længere ud i rummet, og dybere ind i kvanter og kvarker end nogensinde før i historien. Man har kortlagt det menneskelige genom og lokaliseret Higgs’ boson. Men uanset hvor vi har kigget, så har vi kun fundet mønstre – millioner af mønstre, men absolut ingen beviser på en hensigt.

***

Hos Gotfredsen hedder det også, at selvom vi opløser kønssyn og normer, så ”findes de på sin vis stadigvæk. Blot i mere diffus og dermed mere barsk form.” Men det er der intet, der tyder på. Ser man tilbage på de sidste 50 års historie i Danmark, så er det tydeligt, at samfundet som helhed, og manderollen i særdeleshed, har gennemgået en massiv opløsning: Hvor det dengang forventedes af mænd, at de satte sig i respekt og løste deres konflikter med vold, så er det i dag i langt højere grad et mere åbent spørgsmål, hvordan den typiske mand skal agere. Men over hele linjen, så er manderollen blevet mere og mere adskilt fra brugen af vold. Hustruvold var f.eks. langt mere almindeligt i Danmark for 50 år siden, end det er i dag, og hvis Gotfredsen mener, at hustruvold i dag findes i en ”mere diffus og barsk form” end i 1962, ja, så kunne jeg som læser i hvert fald godt tænke mig at få noget bevis for den påstand.

***

Gotfredsens måde at tænke på er nærmest en slags åndelig marxisme; et historisk nulsumsspil, hvor kapitalejerens brød kun kan komme fra arbejdernes sved. I Sørines version er det blot sådan, at en norm ikke for alvor kan forsvinde fra samfundet, men at den altid må vedblive at eksistere iblandt os på en hemmelighedsfuld spøgelsesmåde, som vi godt nok ikke kan sætte en finger på, men som Sørine bare ved, eksisterer.