Øremærket barsel til mænd er ikke blot noget, de røde partier kæmper for. Også blandt de borgerlige opfatter visse debattører tiltaget som en nødvendighed. Spørgsmålet er imidlertid, om der er tale om et rimeligt indgreb eller blot sidste vers of ’ja tak’-kvindens velkendte sang.

af Ryan Smith, forfatter

I sidste måned blev den politiske plageånd om kønskvoterede bestyrelsesposter gedigent manet i jorden, da socialdemokraternes ligestillingsordfører meldte ud, at partiet ikke længere støtter op om forslaget. Et andet, men relateret, gespenst, hjemsøger imidlertid endnu ligestillingsdebatten, nemlig spørgsmålet om øremærket barsel til mænd.

Som man kunne forvente, så finder ideen om øremærket barsel især sine fortalere blandt politikere og debattører, som hører hjemme på venstre side af den politiske midte, heriblandt Johanne Schmidt-Nielsen (EL), Pernille Vigsø Bagge (SF), Lone Dybkjær (R) og Manu Sareen (R). Men hvad færre måske er klar over, er, at også borgerlige debattører (og tidligere folketingskandidater) som Paula Larrain og Anne Sophia Hermansen støtter op om det kontroversielle forslag, som et flertal af danskerne er imod.

Som med så meget andet i ligestillingsdebatten, så er fortalernes argumenter sjældent principielle, men for det meste baseret alene på statistikker, der viser nogle skæve fordelinger, og så bakket op af en ideologi om, at kvinder og mænd skal være ligeligt repræsenteret i disse statistikker.

Man kan med rimelighed diskutere, om man overhovedet bør lade debattører se stort på den principielle side af de tiltag, de argumenterer for. Men nuvel, nogle gange hører det med til sportens ånd, at man ser stort på den slags og i stedet viser sig parat til at tage en debat på modpartens præmisser. Så hvorfor ikke? Lad os se nærmere på statistikkerne.

Den forståelige lønforskel

Et populært argument blandt fortalerne for øremærket barsel (som blandt andet benyttes på Ligestillingsministeriets hjemmeside) lyder som følger: Den dag, det vordende forældrepar står og diskuterer, hvem der skal tage hovedparten af barslen, så er valget i virkeligheden allerede truffet for dem. For alt for mange par kan det nemlig kun betale sig, at den lavestlønnede forælder (som statistisk set oftest er moderen) tager størstedelen af barslen, hvis da ikke hele barslen. På den måde oplever mange forældrepar, at de økonomiske realiteter allerede har tvunget dem ud i et bestemt valg, og således har de vordende forældre altså ikke friheden til at vælge, hvem af de to forældre, der skal på barsel.

Så vidt øremærkningsfortalernes argument. Imidlertid findes der dog masser af mænd i Danmark, der arbejder i dårligt lønnede stillinger, eller endda er helt uden for arbejdsmarkedet, og således tjener mindre end gennemsnitskvinden. Det interessante i denne debat er derfor ikke, at der findes lønforskelle mellem kvinder og mænd i samfundet generelt. Det interessante er, at der findes lønforskelle mellem specifikt den enkelte kvinde og så den mand, som hun vælger at gifte sig med. For det er her, i kvindens valg af partner, at vi finder nøglen til at forstå den tilsyneladende uretfærdighed, som øremærkningsfortalerne lægger til grund for deres argumentation.

At den enkelte kvinde typisk er lavere lønnet end hendes mand er nemlig ikke et spørgsmål om hendes køn, nej, faktisk er det et spørgsmål om hendes valg af partner: Ifølge Danmarks Statistik er danske kvinder i gennemsnit 2,4 år yngre end de mænd, de gifter sig med, når de gifter sig første gang. Og således har den enkelte kvinde også – alt andet lige – 2,4 års mindre erhvervserfaring og 2,4 års mindre anciennitet på arbejdspladsen end sin mand, når de først får børn sammen. Fortalerne for øremærkning er ivrige efter at problematisere, at far tjener mere end mor, men samtidig forholder de sig ikke til, om ikke kvinder som gruppe lader sig charmere af mænd, hvis lønsedler er større end deres egne?

Rige kvinder diskriminerer mere

Noget kunne tyde på det. Ifølge en international undersøgelse ledet af David Buss fra University of Michigan, så foretrækker kvinder nemlig mænd med magt og penge. Undersøgelsen kortlagde blandt andet kvinders præferencer for valg af partner i 38 lande, og her viste det sig, at kvinder fra alle 38 lande samstemmende foretrak mænd med rigdom og status. Og skulle man i en uskyldig stund mene, at sådanne resultater ikke gjaldt veluddannede kvinder i et rigt land som Danmark, så lød et andet af undersøgelsens resultater, at jo mere rigdom og status en kvinde selv har, desto vigtigere bliver det for hende, at hendes mand også har rigdom og status.

Kvinder vælger altså systematisk mænd, der er både ældre og tjener mere end dem selv. Men samtidig brokker en mindre andel af disse kvinder sig så, når de logiske konsekvenser af deres partnervalg senere manifesterer sig. Og så kræver de øremærket barsel til mænd. Vi ville vel aldrig tage en debattør alvorligt, der insisterede på at spise flødeis hver dag for derefter at brokke sig over sin udposede figur, så hvorfor tager vi dog klagesangen om økonomisk uligevægt alvorligt, når denne uligevægt netop er selvvalgt?

Som vi har set, så påstår fortalerne for øremærkning, at den enkelte kvinde er ufri, hvis hun får børn med en mand, som tjener mere end hende selv. Men hvordan kan det være samfundets problem? Kvinden er jo fuldstændig fri til at vælge en mand med en lavere indkomst og med mindre erhvervserfaring end hendes selv, hvis det er så forfærdeligt med en rig mand. Hvordan har hun dog fået den idé, at to mennesker, hvis indkomster ikke var lige, før de fik børn, pludselig skulle kunne kræve økonomisk udligning, betalt af os andre, blot fordi de har fået børn sammen?

’Ja tak’-kvindens sang

Det skal de åbenlyst heller ikke kunne. Det er et grundlæggende uberettiget krav. Et krav, der i det stille leder tankerne hen på, om ikke de kvinder, der nu gør sig til fortalere for øremærket barsel, i virkeligheden blot er den sidste inkarnation af en bestemt type kvinde; en kvinde, der gang på gang er blevet observeret af psykologer og psykiatere i løbet af det sidste århundrede, og som vi her kunne kalde for ’ja tak’-kvinden.

De fleste af os kender allerede ’ja tak’-kvinden. Vi kender hende ikke mindst hendes koloratur fra de seneste års ligestillingsdebatter, hvor hun gang på gang har skæppet op med sin sang: ’Ja tak’ til at gå tidligt om fredagen og ’ja tak’ til en strålende karriere. ’Ja tak’ til en lang og fredsommelig barsel og ’ja tak’ til en bestyrelsespost i en større dansk virksomhed. I denne sang er spørgsmålet om øremærket barsel til mænd for så vidt kun den seneste strofe, og den lyder: ’Ja tak’ til en mand, der har en højere indkomst end mig selv, når vi finder sammen, og ’ja tak’ til at være økonomiske ligemænd, når barslen skal fordeles.

For min skyld må ’ja tak’-kvinden takke ja til det hele. Hun kan bare slå sig løs, så længe hun ikke tørrer sine regninger af på os andre. Men at hæfte for egne beslutninger er netop hvad ’ja tak’-kvinden ikke gør, når hun gang på gang kræver kollektivistiske løsninger på personlige problemer.

Jeg ved ikke, hvad det er med ’ja tak’-kvinden, men det virker som om, hun mener, at det er alle andres opgave at sørge for, at hendes valg her i livet ikke også fører til fravalg. At hun uden videre kan få i pose såvel som i sæk, og at hun ubesværet kan både barsle og have mel i munden.

Måske er det slet ikke ansvar, hun ønsker.