Vindmøllekoncernen Vestas har igen problemer. For folk med kendskab til branchen kommer nyheden dog næppe som en overraskelse. Ikke bare Vestas, men hele vindmølleindustrien går nemlig en usikker fremtid i møde.

af Ryan Smith, journalist og forfatter

I sidste uge kunne man igen læse om problemerne i Vestas og om vindmøllekoncernens risiko for et kollaps. Imidlertid er det ikke kun Vestas, men hele vindmølleindustrien som det ser sort ud for. Som energiform har vindmøllerne nemlig fejlet i at levere resultater: Opgjort til nærmeste runde tal, så er den procentdel af verdens energiforsyning som i dag kommer fra vindenergi nemlig stadig nul.

Nul på trods af så store subsidier, at selv energiordførere på Christiansborg må indrømme, at de ikke længere kan regne sig frem til den reelle pris på en kilowatttime, der kommer fra vind.

Nul på trods af at vindenergi på månedlig basis bliver udråbt som en succes af politikere og interesseorganisationer, og på trods af at subsidierne i de fede år har forgyldt vindbosserne og de lobbyorganisationer, der i det skjulte arbejdede med at sælge vindenergi til intetanende politikere.

Og nul på trods af, at giganter som Kina og USA ikke har ligget på den lade side, men hver især har postet milliarder og atter milliarder i at få vindenergi til at fungere.

Det er svært at forudsige fremtiden, men jeg vover alligevel pelsen: Hvis vindenergi var et farbart alternativ til kul, gas og olie, så havde vind leveret mindst 1 % af verdens energiforbrug nu. Men sandheden er desværre, at vindenergi, selv efter årtiers rundhåndede subsidier og fordelagtige konkurrencevilkår, stadig er dyrt og upålideligt, og at det ikke ser ud til at virke uden assistance fra traditionelle energikilder. Når historiebøgerne om vor tid engang skal skrives, så er det mit gæt, at man til den tid vil spørge sig selv, hvorfor vi, der levede omkring år 2000, dog blev ved med at investere i vind, længe efter at det var blevet tydeligt, at vindenergi var en blindgyde.

Energiforlig forgylder spekulanter

Vi poster svimlende summer i denne blindgyde. I Danmark havde vi tidligere på året det højt besungne energiforlig, som fordyrer elektriciteten med hen ved 3,5 mia. kr. pr. år, når det er fuldt indfaset, mens tilsvarende ordninger, der skal hjælpe grøn energi på fode i Storbritannien, anslås at løbe op i ca. 15 mia. britiske pund årligt, svarende til knap 140 mia danske kroner.

Nu er det nemt at pege fingre af politikerne for at have kastet dine og mine penge efter et fatamorgana, der om få år kan vise sig at være borte med blæsten. Men politikerne er ikke de eneste, som har arbejdet ihærdigt på at pumpe penge ind i det fejlslagne eventyr. For nyligt udskrev den velhavende hedgefond-direktør Jeremy Grantham f.eks. en check på 111 millioner kroner til at støtte kommunikationsinitiativer, der skal få grøn energi til at se godt ud i offentlighedens øjne. Og den slags støtte er Grantham ikke alene om.

Når professionelle spekulanter og hedgefondes managere støtter grøn energi med millioner og atter millioner, så er det ikke, fordi de har ømme følelser over for miljøet: Garanteret risikofrie investeringer er, hvad venturekapitalister og hedgefond-managere allerbedst kan lide, og da risikofrie investeringer ikke normalt findes på et frit marked, ja, så kan man undertiden skabe sine egne ved at dupere de blåøjede politikere, sådan at de forpligter sig til at understøtte vind over en årrække. Hvilket er præcist, hvad der er sket i Danmark, i Storbritannien, og i en lang række andre lande. Med til historien om vindmøllernes ”succes” hører altså, at vindmølleparker er en subsidie-fidus for smarte spekulanter.

Gas er et gangbart alternativ

Fair skal være fair. Visse af vore politikere ved faktisk godt, at vindenergiens dage er talte. Men så længe de grønne kommunikationsfremstød for vindenergi gør, at vindenergi har et næsten sakralt skær i befolkningen, så tør politikerne ikke trække støtten tilbage. Videnskaben og friere kræfter på energimarkedet har ellers for længst bevæget sig videre: Gennem nylige forbedringer af eksisterende boringsmetoder er det for første gang blevet rentabelt at udvinde naturgas fra de fra såkaldte skiferlag, dybt under jordens overflade.

Ifølge en rapport fra U.S. Energy Information Administration, så ligger der sandsynligvis 11 gange så meget skifergas i den danske undergrund, som vi danskere har traditionel naturgas i Nordsøen, hvilket vil sige, at der er skifergas nok i undergrunden til at dække vort forbrug af naturgas i 143 år. Ligeledes anslås USA at have skifergas nok til at dække landets forbrug i 110 år, mens Kina anslås at ligge inde med de største reserver af skifergas i verden.

Som en nylig rapport fra det ansete Massachusetts Institute of Technology has slået fast, ”så er revolutionen inden for skiftergas virkelig og har allerede ændret USA’s energipolitik på kort og mellemlang sigt”. Ligeledes konkluderede en rapport fra Harvard Universitet for nylig, at den største reduktion af USA’s CO2-udledning i nyere tid hverken kan tilskrives alternativ energi eller finanskrisen, men overvejende skyldes revolutionen i billig naturgas, der som energikilde nu sender såvel kul og olie som sol og vind i brædderne: På bare ti år er produktionen af skifergas i USA gået fra at udgøre 2 % af USA’s samlede naturgasproduktion til nu at udgøre 23 %.

Denne overraskende, men ganske reelle revolution i naturgasbranchen kom uventet ind fra højre og fik med ét beslutningen mellem kul og olie på den ene side og sol og vind på den anden til at tage sig ud som det, den var: Et falsk dilemma. Og det viser blot endnu en gang, at de mange politikere, som gør sig kloge på, ”hvad vi skal leve af i fremtiden” – de bedste intentioner til trods – netop ikke er i stand til at forudse fremtiden og at de derfor bør holde sig fra at spille hasard med borgernes penge.

Endnu engang har den teknologiske udvikling altså sat politikernes fremtidsvisioner skakmat. Men hvor mange gange skal mønsteret gentage sig, før politikerne holder op med at lege spåkoner på skatteborgernes vegne? Svaret blafrer i vinden.