Ny bog tager læseren med på en kulturantropologisk rejse til undersiden af internettet og den teknikerkultur, der holder den globale informationsstruktur på fode.

af Ryan Smith

Når Andrew Blums første bog hedder ’Tubes’, så er det en henvisning til noget, som folk, der arbejder professionelt med den tekniske side af internettet, altid har vidst: Ted Stevens havde ret. Husker du Stevens? Han var den amerikanske senator, der i offentlighedens øjne blamerede sig, da han i 2006 kaldte internettet for ”en serie tuber”.

Stevens blev gjort til grin, men ikke desto mindre havde han ret. Glem alt om udtryk som at ’surfe’, glem hvad du har hørt om cloud computing og lignende klichemættede metaforer om internettet som en æterisk størrelse, der på magisk vis bare fungerer. På trods af de højtflyvende metaforer, så er internettet i bund og grund blot et stykke ingeniørmæssigt håndværk, og det håndværk er noget så uglamourøst som en hel masse tuber, der sidder sammen på kryds og tværs. En serie tuber som til sammen danner et gigantisk netværk under vore byer. Alt, hvad der foregår online, rejser igennem disse tuber.

Da et intetvidende egern en dag bider det kabel over, som forbinder Blums hjemmecomputer til den store vide verden, så beslutter vor forfatter sig for at finde ud af, hvordan internettet egentlig virker. Det er der kommet en underholdende tekno-antropologisk rejsebeskrivelse ud af, hvor Blum flyver verden rundt for at tale med de mange ingeniører, der i det usete holder internettet kørende, og hvis arbejde tillader offentligheden at tro, at internettet er som en sky, en bølge eller en anden naturlig størrelse, alt imens den håner folk, som siger, at internettet er en serie tuber.

For Blums rejsebeskrivelse afslører først og fremmest een ting: Internettet består vitterligt af en serie af tuber. Der er tuber alle vegne: I grøfter, i luften, under veje, og også på havbunden: På de højeste steder, og på bunden af planetens dybeste oceaner ligger der kilometervis af kabler. Kabler som forbinder Afrika med Europa under Middelhavet, Europa med USA under Atlanten, og som forbinder USA med Kina og Singapore under Stillehavet. Et verdensomspændende undersøisk netværk af kabler, hvis vedligeholdelse har nødvendiggjort en ny type tekniker.

Blum sætter sig for at følge en sådan tekniker, som har fået til opgave at reparere et stykke undersøisk kabel. Forfatteren observerer, mens teknikeren – midt på havet og i høj bølgegang – går i gang med sin opgave, og mens han ser til, noterer Blum for sig selv, hvordan arbejdet kræver tiltagende grader af præcision, idet teknikeren ”først måtte arbejde som slagter, så fisker, så souschef og til sidst som juveler,” da teknikeren til sidst holder to stykker fiber fast mellem sine læber, alt imens hans hænder fifler med kablerne.

Både teknisk og poetisk

Blums bog sparer ikke læseren for de tekniske detaljer, og uden en teknisk baggrund vil de fleste læsere nok komme til kort visse steder i bogen. Men samtidig er Blum også velbevandret i klassiske kulturstudier, og i sin bog blander Blum behændigt de to bestanddele til kunstneriske billeder. IT-folket i Silicon Valley minder ham f.eks. rask væk om ”kardinalerne omkring paven i Rom, men hvis hænder stryger op og ned ad smartphones i stedet for bedekæder.”

Ligeledes beskrives internettet som havende en ”lugt” bestående af en blanding af industriel aircondition og støvluft fra computerblæsere i de enorme datalagrings- og omstillingscentraler, der til sammen udgør rygraden i internettet. Disse centraler er det nærmeste, man kommer på internettets allerhelligste, og dog er de fuldstændig oversete af offentligheden. Som en ingeniør i et af disse centre forklarer forfatteren: ”Vi snakker så meget om Homeland Security, men forestil Dem blot, hvad en fyr med en kædesav kunne udrette herinde.”

Foruden de såkaldte IPX-omstillingscentraler besøger Blum desuden Googles og Facebooks datacentre i Oregon (en populær beliggenhed for datacentre grundet delstatens kolde og tørre vejr, der tillader virksomhederne at spare betragtelige summer på aircondition). Og stik mod, hvordan virksomhederne virker udadtil, så er det Google (og ikke Facebook), som indadtil er mest orwelliansk med de data, de indsamler på os – brugerne.

Mens en PR-medarbejder ser på i baggrunden, så mødes forfatteren allesteds med automatsvar fra Googles ansatte – svar, som er designet til ikke at afgive nogen egentlig information om Googles datalagringsmetoder. Og her kommer associationerne til ’1984’ op i Blum: ”Pludselig virkede Googles legesyge logo med de barnlige farver ikke så uskyldigt længere,” skriver han.

Blum, der normalt skriver for det amerikanske teknologi- og trendmagasin Wired, har med ’Tubes’ kastet sig ud i et projekt af Don Quixote’ske dimensioner. Selv folk, der arbejder professionelt med internettet, og som forstår dets mekanik bedre end 99 % af den øvrige befolkning, må nemlig indrømme, at der stadig er meget, de ikke forstår omkring internettet. Og havde man håbet, at man ville forstå internettet til bunds som følge af Blums redegørelse, må man således skuffes. Måske er den bedste beskrivelse af internettet simpelthen det, som den østrigske nobelpristager i økonomi F.A. Hayek kaldte for et katallaksi: En spontan orden, der vokser op nedefra, og som ingen forstår til fulde.

Men med sin første bog har Blum ikke desto mindre givet os en farverig rejsebeskrivelse, der ikke mindst forbliver spændende ved, at forfatteren fra start til slut formår at holde sit gode humør i orden: Under et besøg på The London Internet Exchange bliver Blum f.eks. bedt om at træde ind i en cylinderformet glascelle, der identificerer folk på vej ind og ud af bygningen, og som tjekker dem for tyveri. Inde i cellen begynder Blum at grine hysterisk – han knækker sammen og kan slet ikke holde op igen. ”Jeg kunne simpelthen ikke lade være,” beretter han, ”- jeg befandt mig jo inde i en tube!”

Tubes – A Journey to the Center of the Internet
Af Andrew Blum
294 sider, ISBN: 0670918989
Viking 2012