ISFP’er lever i en verden af nærværende muligheder. De stræber efter harmoni i den måde, tingene omkring dem ser ud på; harmoni i smag, lyd, følelse og lugt. De har en veludviklet æstetisk forståelse, typisk for kunst, og de vil sandsynligvis søge at udtrykke deres indre følelsesverden i en eller anden ydre, kreativ form. Dette hjælpes på vej af, at ISFP’er også typisk er begavede med hensyn til at skabe og komponere ting, som vil indvirke kraftigt og fornøjelsesbetonet på sanserne.
ISFP’er har et stærkt sæt af indre værdier, som de stræber efter at realisere i deres ydre liv. De har brug for at føle sig, som om de lever deres liv i overensstemmelse med det, de føler er rigtigt; at de lever deres liv, og at de ikke går på kompromis og lever det liv, som andre forventer af dem. ISFP’er er således tilbøjelige til at vælge jobs og karrierer, som giver dem frihed til at arbejde henimod at realisere deres egne værdier og personlige mål.
ISFP’er har tendens til at være rolige og reserverede, og mange oplever det, som om det er vanskeligt at lære dem godt at kende. De har en tendens til at holde igen med deres ideer og meninger, undtagen over for dem, som de er tættest på. I omgangen med andre opleves ISFP’er derfor typisk som venlige, blide og følsomme. De er interesserede i at bidrage til folks følelse af velvære og tilfredshed, og de lægger gerne en stor indsats og energi i opgaver, som de tror på.
ISFP’er har en stærk affinitet for æstetik og skønhed, og de holder ofte af dyr, kunst og kunsthåndværk. De holder ofte også stærkt af naturen, og så er de originale og – i deres indre tankeverden – uafhængige, og de har brug for et personligt frirum.
ISFP: Giv dig tid til at lytte efter, hvis du ønsker at forstå dem
ISFP’er værdsætter folk, som tager sig tid til at forstå ISFP’en på vedkommendes egne præmisser, og som støtter ISFP’en i at forfølge sine egne mål på deres egen, unikke måde. Folk, som ønsker at trække standardiserede løsningsmodeller for job, karriere og livsvalg i øvrigt ned over hovedet på ISFP’en, kan således nemt havne på ISFP’ens ”dårlige side”, og det endda uden at de selv opdager det. For ISFP’er er ikke særlig tilbøjelige til at konfrontere andre med denne afstandtagen, hvorfor andre måske blot vil opleve ISFP’en som distanceret og ”svær at sætte sig ind i.”
Folk, der ikke kender ISFP’en godt, kan se ISFP’ens unikke måde at træffe valg i tilværelsen på som et tegn på ubekymret sorgløshed, men faktisk tager ISFP’er livets valg meget alvorligt, og hvis livet har været mindre heldigt over for dem, så kan de have overdreven tendens til at gruble over tingene og have svært ved at træffe beslutninger. Uanset hvad er det dog forkert at sige, at ISFP’er er sorgløse, for selv om det kan være svært at forstå deres ræsonnementer for at vælge, som de gør, så er der gået store overvejelser ind i disse beslutninger fra ISFP’ens egen side. De har bare svært ved at udtrykke disse overvejelser og dele dem med andre.
ISFP: Vil hellere lade folk forfølge egne mål end at bestemme
Som regel har ISFP’er intet ønske om at lede eller kontrollere andre, ligesom de intet ønske har om selv at blive ledt eller kontrolleret af andre. De har brug for plads og tid alene til at vurdere omstændighederne i deres liv og til at holde de ydre omstændigheder op imod mod deres indre værdisystem. Og derfor har ISFP’er også nemt ved at respektere andre folks behov for det samme.
ISFP’er har mange særlige gaver at give hele verden, især hvis de finder vej til områder, hvor deres fornemmelse for æstetik kan konkretiseres ud i håndgribelige produktioner i form af kunst, musik eller poesi. Livet er ikke nødvendigvis særlig let for en ISFP, fordi samfundet i disse år bliver mere og mere universelt og standardiseret, men inde i dem selv har ISFP’er alligevel redskaberne, der skal til for at gøre deres eget liv, og livet for andre som er tæt på dem, til et rigt og givende eventyr.