I det 14. århundrede skrev den arabiske historiker og filosof Ibn Khaldun som følger: “Man bør være sig bevidst om, at når en statsmagt først grundlægges, så opnår den store skatteindtægter med lave skattesatser. Men som tiden går, vil en statsmagt opleve, at højere og højere skattesatser blot vil føre til lavere og lavere indtægter fra beskatningen.”

Hvad Ibn Khaldun havde opdaget, var en tidlig version af Laffer-kurven, som er opkaldt efter den amerikanske økonom Arthur Laffer: Når skatterne i en stat bliver for høje, så dæmper de den økonomiske aktivitet i den givne stat for til sidst at føre frem til den situation, at højere skatter giver færre penge i kassen.

Ibn Khaldun var dog ikke den eneste filosof, som havde opdaget Laffer-kurven før Arthur Laffer: I både de kinesiske og osmanniske storriger havde kloge hoveder ligeså observeret, at efterhånden som flere og flere skatter blev lagt over på de erhvervsdrivendes skuldre, des mere synes de mægtige imperier at fattes penge.

Købmænd eller embedsmænd

Undertiden er et imperium heldigt, idet det lytter til sine købmænd, sådan som det Britiske Imperium havde for vane. Men langt oftere vil det være sådan, at et givent imperium i stedet lytter til sine embedsmænd, som man gjorde med de osmanniske vizir-embedsmænd, eller med det kinesiske Ming-dynastis navnkundige mandariner.

Forskellen er essentiel: Hvor en købmand typisk kan sætte sig i en anden handelsdrivendes sted, så har embedsmænd alle dage været et produkt af staten, og de har det derfor med at se den private sektor som fodnoter til staten. De forstår ikke, at velstanden i den private sektor skabes efter helt andre spilleregler end i det offentlige, og følgelig er embedsværkets værktøjskasse til at hjælpe de private virksomheder typisk helt forfejlet: Virksomhedsstøtte, offentlige satsninger på udvalgte industrier eller told og særlovgivning, som forgylder udvalgte virksomheder.

Danmark og EU står i dag i den situation, at at højere og højere skattesatser for længst er begyndt at føre til lavere og lavere afkast. Vi satser på en hær af statssanktionerede økonomiske planlæggere, inspektører, og nævn og kontrollanter som til stadighed griber strammere fat om det private erhvervsliv med henblik på at vride hver en ekstra krone ud af dem. Europas nationalstater fattes penge, og de har valgt at lytte til deres embedsmænd og ignorere deres købmænd.

Men hvis ovenstående analyse er korrekt, hvorfor sætter vi så ikke skatterne ned, så vi kan vende tilbage til Ibn Khalduns tidlige fase, hvor lave skatter og høj økonomisk vækst går hånd i hånd? Det gør vi ikke. Det kan vi ikke, fordi staten er blevet for stor: Den har pådraget sig høje faste udgifter og en storstilet gæld. For hver gang Storbritanniens private erhvervsdrivende tjener 100 kr., så indkræves de 46 af dem i skatter og afgifter. I Danmark ligger det tilsvarende tal over 50 kr. Penge, som kunne være gået til vækst og innovation i ervhervslivet, bliver i stedet inddraget af statens embedsmænd, og brugt til at honorere statens høje udgiftsniveau