af Bismarck Argenteus

Danmark oplever integrationsproblemer hver dag, men prisen er langt højere end de 15-17 mia. kroner, indvandringen fra ikke-vestlige lande skønnes at koste. Årsagen er, at vi ud over at have tunge problemer med at integrere udlændinge har et tilsvarende sæt problemer med marginaliserede danskere. De går ikke i burqa, men snarere i lædervest, men de står på mange måder uden for samfundet på samme måde som herboende udlændinge, og de offentlige myndigheders forsøg på at imødekomme, kontrollere og rådgive sig ud af deres problemer er parallelle og parallelt fejlslagne. Begge grupper oplever at blive blokeret ved indgangen til et eksklusivt arbejdsmarked, en mildest talt ulykkelig socialpolitik og en mangelfuld opfattelse af, hvad integration er.

Integration har at gøre med konkrete sociale strukturer, ikke bare flyvske stemninger i debatten. “Tonen i debatten” opfattes tilsyneladende som en af de mest afgørende elementer bag integrationen og som ikke vil tale om problemer for ikke at forstærke dem. Man vil ikke marginalisere grupperne yderligere ved at skabe en dårlig stemning, der på en eller anden måde vil forgifte brønden. Den holdning bygger på den påfaldende narcissistiske antagelse, at nogen uden for de snakkende klasser interesserer sig, for hvad den snakkende klasse mener om dem, og at de skulle lægge livsplaner ud fra snak på Deadline. Jeg tvivler.

Den forblommende snak om værdier

Integration er heller ikke et spørgsmål om værdier. Hvorfor i alverden skulle det også være det, når nu vi har vidt forskellige holdninger i Danmark? Vores fremkomst som folk fandt ikke sted ved en eller anden meningsdannerkongres, men ved at bebo et vist territorium, tale samme sprog og ved at kunne genkende hinanden som tættere beslægtede med hinanden end deres naboer.  Som følge finder det næsten også umuligt at blive enige med hinanden om værdier, men nemt at genkende hinanden på sprog, udseende, fremtoning, påklædning og skikke, såsom de forkætrede nationale symboler som frikadeller og kartofler. Det er ikke et udslag af at være integreret, men at tilhøre en etnisk gruppe, der som den norske antropolog Fredrik Barth overbevisende kunne argumentere for det, ikke kendetegnes ved deres indhold, men ved deres grænser.

Integration er at være en del af et samfund, altså det modsatte af at være frakloblet eller stå for sig At være underlagt dets regler og anerkende fælles love og myndigheder (regler er vel altid nogens regler). Her er det forfriskende nemt at skelne mellem integrerede og uintegrerede områder — med udenlandske ambassader, uregerlige forstæder og fristaden Christiania som de mest åbenlyse eksempler på uintegrerede områder.

Det er frem for alt at være en integreret del af et samfund, når man udfylder funktioner i det, hvilket i vore dages altså vil sige at være en del af arbejdsmarkedet, eftersom de fleste mennesker er lønmodtagere. Det er ikke et spørgsmål om offentlig stemning, men privat engagement.

Danmarks asociale arbejdsmarked

Socialt udsatte danskere oplever en lang række problemer forbundet med deres marginalisering, som intet har at gøre med deres etnicitet, men vanvittigt meget at gøre med, at vi har et stadigt mindre rummeligt samfund. Bevares, man må gerne bo her. På den front er Danmark meget rummeligt. Vi rummer stadigt flere mennesker i vores samfunds ventesale, aftægtsboliger og tilskuerrækker. Vi har derimod enorme problemer med at integrere – altså, at indoptage og inkludere, og det skyldes flere samvirkende problemer.

Arbejdsmarkedspolitikken er blevet ført af et kartel af dem, der allerede har et arbejde, som systematisk har presset de dårligst lønnede enten ud i arbejdsløshed eller forsøgt at undgå lønkonkurrencen ved at henvise dem gennem oftest virkningsløse efteruddannelseskurser eller skaffe overførsler på præcis samme niveau, hvorved de arbejdssøgende bestikkes til ikke at forhandle. Når man samtidigt på arbejdsgiversiden altid ønsker større rekrutteringsgrundlag, får man en perfekt grobund for den situation, at svage danskere dels presses ud af arbejdsmarkedet, dels skal konkurrere med udlændinge om ikke blot samme arbejdspladser, men samme sociale ydelser på de samme kommunale kontorer, hvad der selvsagt skaber en del irritation.

Den reelle mindsteløn, hvilket altså vil sige lønnen til dem med mindst erfaring, om de så er unge i livet eller unge her til lands, er på et så højt niveau, at det sætter enorme krav til enhver stilling i en moderne dansk virksomhed. Alle, der beskæftiger sig med uddannelsesområdet i Danmark ved, at vores uddannelser pseudo-akademiseres alt mere i takt med, at det bliver umuligt at beholde job inden for service og produktion, der er relativt nemme at gå til.

Disse arbejdspladser, hvoraf mange ligger i Udkantsdanmark, presses stadigt mere af skiftende regeringers snævrere forståelse for, hvad det vil sige at være en korrekt og moderne dansk forbruger og navnlig, hvad det vil sige at være en korrekt og moderne dansk virksomhed. De passer ikke ind i en eksklusiv national fortælling om det grønne og moderne Danmark, hvor vi er økologiske og mondæne, ikke industrielle eller servile. Gudskelov er sort arbejdsplads formodentligt meget udbredt i socialt marginaliserede kredse. Hvis det ikke er, så burde det være det, for det er en mulighed for at sætte sin egen løn på et konkurrencedygtigt niveau.

Politikernes ‘visioner’ kvæler udviklingen

Skolens integration forværres også af en snæver vision for, hvad uddannelse er og bør være. Det skal være flyvsk og selvsmagende, men det giver problemer med at rumme bogligt svage, lader indvandrere stå tilbage som analfabeter og skræmmer især unge mænd væk fra at søge en uddannelse. Det bliver mere og mere akademisk, samtidigt med, at man i folkeskolen er så intenst forskrækket for nationalisme, at man kommer til at reducere danskheden til et spørgsmål ombestemte, (radikale) værdier. Det er mere, ikke mindre inkluderede. Og vi har behov for at kunne rumme mere og at rumme flere end vi gør i dag.

Velfærdsstaten kan ikke løse problemerne. Den var ikke ene om at skabe dem, for arbejdsmarkedets parter har også spillet en afgørende rolle – men den har vist sig villig til at dække over dem ved at forsøge at lappe problemerne til med håbløse tiltag såsom flekslønnen, der er et forsøg på at rette op det åbenlyse problem, at det er for dyrt at ansætte folk. Velfærdsstatens værdiprædikanter, hvad der ubetinget inkluderer dem, der vil detaljestyre socialt udsattes familieforhold og fødevareindtag, kan navnlig ikke. Man skubber med den ene hånd folk ud af arbejdsmarkedet, med den anden udplyndrer man de få resterende arbejdendes indkomster, som man så fordeler efter forgodtbefindende til de udeladte. Det har omkostninger.

Vi bliver nødt til at sænke de tærskler, som i dag holder udlændinge og svage danskere uden for arbejdsmarkedet. Helt uden at gribe ind i arbejdsmarkedets parters privilegier kan man gøre det ved at sænke indkomstoverførslerne, som er en ledende årsag til manglende integration og til spændinger mellem danskere og udlændinge og danskere af forskellige sociale lag.

Man kan ikke bygge et helt lands arbejdsmarkedspolitik på frygten for at declassere. Man kan ikke føre erhvervspolitik ud fra en snæver forståelse af, hvilke industrier der er “hot or not”. Man kan ikke føre forbrugerpolitik ud fra frygten for de fattiges fordyrende fedme. Særligt ikke, hvis man gerne vil være solidarisk, og absolut ikke, hvis man ønsker at være rummelig.