af Ryan Smith

“Faktisk burde der være en lov som tvinger løsslupne elskere til at agere efter samme moralske regelsæt som vi anstændige elskere frivilligt tager på os.” – Platon: Symposium, 181e

Denne typer er efter min mening den mest mærkværdige af alle typerne da den rummer to modsatterettede tendenser og samtidig almindeligvis formår at holder den a priori stærkeste af disse to under lås og slå. Allerede i denne indledende beskrivelse aner vi et af de klare træk der karakteriserer denne type, nemlig ansvarlighed. Alle de personer jeg kender som falder i denne type har haft et misundelsesværdigt drive mod “at gøre det rigtige”; dvs. færdiggøre deres uddannelser, passe deres job, aftaler, kæreste og venner til alles tilfreds. Når denne type er på sit højeste er det som om, at den får vendt sine Aggressive træk (træk som almindeligvis søger at maksimere eget lod på bekostning af andre) til en kraft som fomår at maksimere _andres_ lod såvel som deres eget.

Denne type går endviddere op i stærkt op i rammerne for sociale relationer. Det kan gøre denne type utrolig værdifuld og helt uundværlig for familier, vennekredse, arbejdspladser m.v., men det kan også omvendt betyde, at denne type ender med at bruge en masse energi på mennesker som ikke nødvendigvis værdsætter dem for deres indsats, eller endog: At de i virkeligheden ikke selv værdsætter de mennesker som de gør sig umage med at etablere trygge sociale rammer for: Som Compliants har de nemlig svært ved at mærke egne behov og lyster når de konfronteres med andres behov, og da deres fokus endviddere er på de sociale rammer først, og kun derefter på _indholdet af disse_, kan det også betyde at denne type “opdaterer langsomt” og holder fast i relationer længe efter at de elementer som engang gjorde dem gode er forsvundet. På tilsvarende manér er det også en fare for denne type ikke at registrere den udvikling og det gradvise identitetsskifte som venner, familie og kæreste undergår i løbet af livet, men i stedet at insistere på at vennerne m.v. skal konformere til faste, udgroede identiteter og dynamikker.

Som det fremgår af ovenstående, så har Compliant-Aggressivitet typen et intenst forhold til ansvar. Hvor Compliant-Compliant-typen ikke vil have noget med ansvar at gøre overhovedet og Compliant-Withdrawn-typen gerne vil tage maddening, blindt ansvar såfremt _nogle andre_ udstikker de overordnede retningslinier (dvs.: Taget det ultimative ansvar), så finder Compliant-Aggressive-typen det helt naturligt at tage ansvar for sig selv, og for de sociale kontekster som vedkommende indgår i. – Men er du sådan en type så pas på: Det kan nemt blive for meget, og spørg for øvrigt også dig selv: Får du ligeså meget igen som du giver?

Hvis ikke denne type er i kontakt med sig selv, men blot giver til fællesskabet uden at vide hvorfor og/eller uden at få noget meningsfuldt igen, så kan denne type finde på at være moraliserende overfor andre, og kan desuden have arbitrære fikspunkter, “pet peeves” hvor denne type kan “se rødt” og få afløb for sit Aggressive element. I disse tilfælde handler denne types indignation sjældent om the fact of the matter, det er altså med andre ord tale om en irrationel, kategorisk holdning. Som et eksempel kan nævnes emnet: Kvinder i politik. Her kender jeg til to Compliant-Aggressives som tilsynelandende har dette som pet peeve: Den ene mener, at man bør stemme på kvinder, simpelthen fordi de er kvinder, mens den anden mener, at kvinder simpelthen ikke er rustede til det politikske liv. Igen: Det er ikke selve sagen der er det vigtige, men det at disse mennesker går så kategorisk op i det.

Og nu vi er ved typens problemområder (sorry, men alle er tabertyper i den her typologi!), så betyder denne types loyalitet overfor sociale strukturer, at typen har nemt ved at undertrykke sig selv, herunder egne præferancer og følelsesliv. Den første adfærd man vil se som indikerer at denne type har det dårligt er oftests ovennævne kategoriske harcellering hvor der moraliseres og opdrages på dem der ikke konformerer til typens pet peeves. Men kort derefter følger selvdestruktive tendenser hvor typen udsætter sig selv for unødvendig smerte eller fare for at få et afløb for de mange opsparede frustrationer. På denne måde kan denne type nemt havne i et catch-22: At være direkte aggressive giver dem dårlig samvittighed og er dårligt for selvbilledet hvorfor de undertrykker deres tendens og i stedet prøver at kontrollere den umiddelbare sociale situation. Det er en lose-lose situation: Deres aggression er dårlig fo dem, men repression er også dårligt for dem.

Parforhold
Som vi vil se i en senere installation af denne serie, som vil den rene Compliant-type helst ikke tage ansar for sit eget liv. Følgeligt nedprioriterer Compliant-Compliant-typen virkeligheden og fokuserer i stedet på fantasier omkring sit forhold i stedet. For Compliant-Aggressive-typen vil det typisk være lige omvendt: Den nedtoner det psykiske aspekt af kærligheden, og fokuserer udelukkende på virkeligheden og det konkret givne.

Compliant/Aggressive i idehistorien
Det tydeligste eksempel på Compliant-Aggressive i idehistorien finder man nok i Thomas Hobbes 1651-klassiker, Leviathan. Grundtanken i Leviathan er, at et fællesskab, og uden en stærk leder til at holde alle på plads i dette fællesskab, så befinder mennesker sig i en Bellum omnium contra omnes (en “alles krig mod alle”) hvor de behandler hinanden som ulve (“Homo homini lupus est”).

Hobbes opskrift på at komme disse onder til livs er, at fællesskabet bør fastlægge på at indordne sig under en fælles leder. Gør de det, så vil denne alles krig mod alle ophøre, og der vil i stedet indtræde et Common-wealth; et fælles bedste hvor mennesker pludselig begynder at interagere på en civiliseret mutualistisk måde; hvor bageren bager brød og barbaren klipper hår: Alle forfølger de deres rolle i fællesskabet, og fællesskabet bliver herved stærkere og bedre at leve i, end den frygtelige naturtilstand nogensinde tillod. Vi ser altså, at mennesket ifølge Hobbes gemmer på en frygtelig Aggression som må undertrykkes med magt, men som til gengæld så kammer over i tolerance og Compliance, det Common-wealth når den undertrykkes.

Et andet budskab i Leviathan er også, a den mægtige leder bør været hævet over kritik. Alle bør være enig om ikke a kritisere ham, for han er garrantien for fællesskabets bedste, lyder det. Hvilket leder os frem til et andet træk ved Compliant/Aggressives, nemlig at de kan have svært ved at acceptere at de nogle gange begår fejl eller ikke handler korrekt. Alle Compliant/Typer har svært ved kritik, men for Compliant/Aggressives “høres” kritik hurtigt, som en misbilligelse af deres indsats i den sociale arena. Denne kobling kan virke mærkelig for os andre, men den giver sådan set god nok mening hvis man sætter sig i en Compliant-Aggressives sted: De yder den her monumentale indsats for at holde sammen på fællesskabet, men de får sjældent et “tak” eller anden form for værdsættelse. I sådan et vakuum er det da klart at man begynder at lytte efter be- eller afkræftelse andetsteds.

Det oprindelige 1651-cover af Leviathan hvor den mægtige leder svæver over vandene og garranterer fællesskabets ve og vel. Bemærk, at lederens krop består af de mange medlemmer af fællesskabet som bekender sig til hans autoritet.

Rent politisk at dette en holdning som stadig lever i bedste velgående på den yderste venstrefløj, og som danner grundlag for mange menneskers utopiske forstillinger om den altomklamrende mor-stat. Men jeg er dybt skeptisk overfor denne slags centraliseret statsautoritet, for som Ronald Reagan sagde: “The kind of government that is strong enough to give you everything you need is also strong enough to take away everything that you have.”

Compliant/Aggressive i populærkulturen
Som et eksempel på en Compliant/Aggressive-type fra populærkulturen kan vi nævne Rabbit fra Winnie the Pooh. i Pooh-settinget, er Rabbit den der holder styr på alles gøremål; den der ordner skemalægger sådan at alle kan komme ud af det sammen i 100 Acre Wood. Når der er fælles opgaver er Rabbit også den der koordinerer arbejdet og fordeler arbejdsopgaverne blandt de enkelte dyr, alt efter deres kompetencer. Rabbit er stolt af, at kende alle dyrene i 100 Acre, og han siger ofte ting som afslører, at han tænker på _dem_ som værende afhængige af _ham_ i deres indbyrdes forhold.

I stavekonkurrancen med de andre dyr kommer det frem, at Rabbit er den bedste til at stave, men Rabbit lader alligevel den aggressive Owl udråbe sig selv til vinder, da Rabbit føler, at at det er vigtigt for Owl at kunne se sig selv som den bedste på dét område. På den måde har Rabbit tilgodeset Owls behov og rolle i fællesskabet. Rabbit ville utvivlsomt selv sige, at han udviste stor tolerance og overblik for at balancere og tilgodese alles behov, men fra et neurotisk synspunkt ville vi i stedet sige, at Rabbit simpelthen ikke _kunne_ lade være med selv at identificere sig med the official state of things, da Rabbit trods alt er en Compliant-type, og således styret af sin trang til at alle skal have det godt.