af Soren Kenner

Det er 15% billige at producere sine varer i Sverige end i Danmark. Det er 25% billigere i Tyskland. Og det er 40% billigere i Polen. Hvad skal retfærdiggøre at producere i Danmark? Vi er hverken dygtigere, bedre uddannet eller flittigere end folk i andre lande. Bare dyrere. Hvorfor? Det enkle svar er skatter og afgifter.

Staten fylder nu op mod 70% af vores samlede økonomi. Den lægger vores liv i faste rammer og bestemmer stort set alting. Og det koster naturligvis. Vi danskere skaber et bruttonationalprodukt på ca. 1.800 mia. om året –– og staten bruger ca. 1.150 mia. om året. Tankevækkede, ikke sandt? Men hvad går pengene så til? De går til ’velfærd’ på fire områder: Infrastruktur, uddannelse, socialt sikkerhedsnet og sundhedsvæsen. Ting som er nødvendige for ethvert samfund –– og som vel alle er enige om skal fungere også i Danmark.

Men får vi nok for pengene? Det bør vi til gengæld diskutere.

Men først lidt fakta: Danmark har en befolkning på 5.5 millioner. Heraf er 2.1 millioner på overførselsindkomst (pensionister, SU, arbejdsløse, kontanthjælp etc.), 800.000 er ansat i stat og kommune og ca. 1.7 millioner mennesker er ansat i det private erhvervsliv. Eller for at opsummere lidt mere direkte: 1.7 millioner menneskers produktivitet skal betale den fulde regning for 5.5 millioner borgere.

Man kan den det –– også i fremtiden? Det kommer jo i den sidste ende an på hvordan vi indretter vores samfund. I realiteten bør vi alle kunne enes om de følgende målsætninger uanset politisk observans:

For det første få så mange som muligt i arbejde. Dels fordi flere folk i arbejde = færre folk på forsørgelse (og dermed færre udgifter til stat og kommune) men også fordi det at være i arbejde = inklusion i samfundet.

For det andet at få så meget som muligt for de penge, vi som borgere investerer i stat og kommune. Dvs. at vi uden at diskutere fordelingspolitik og lign som min. bør kunne enes om at jo bedre stat og kommune er til at strukturere, indkøbe og levere de ydelser som tilbydes borgerne –– jo mere får vi for pengene.

For det tredje at skabe rammer der sikrer de to første målsætninger kan opfyldes. Dvs. at skabe de bedste forudsætninger for et produktivt samfund med job til alle og en administration i stat og kommune, der er effektiv og målrettet.

Kigger man på jobskabelse så bør det være åbenlyst for enhver at det er svært at skabe og bevare danske arbejdspladser når vi ikke kan konkurrere med landene rundt om os. Høje skatter og afgifter fordrer høje lønninger –– der skal jo være nok både til at sætte mad på bordet, betale husleje –– og betale skat og afgifter.

Det er en ond cirkel: Højere skatter og afgifter leder til tab af job. Og resultaterne sætter sig igennem overalt: Dagligvarer er 39% dyrere i Danmark end i EU som et hele (pga høje skatter, afgifter og lønninger) –– folk spiser mindre ude (fordi lønningerne plus moms gør det for dyrt at gå på restaurant) –– og stadig flere vælger at fylde bilen op med varer i Tyskland eller lade den reparere i Sverige. Fordi det er billigere.

Men hvad ville der egentlig ske hvis vi med ét slag sænkede skatter og afgifter dramatisk –– nok til at komme under f.eks. Tysk niveau?

For det første ville folk få øget deres købekraft. Når man nedsætter skatter og afgifter bliver ting som dagligvarer, energi, transport, husleje mv. billigere.

For det andet ville virksomhederne have nemmere ved at konkurrere og ved at skabe job. For når skat og afgift er lavere er brutto-omkostningen pr. ansat lavere selv om den ansatte får udbetalt det samme efter skat. Effekten af dette er vækst og nye job –– og denne vækst ville jo blive stimuleret af den meget enkle mekanisme at det bliver nemmere at tiltrække investeringer, når virksomhederne kan tilbyde en bedre forrentning –– og det kan de jo, når skatter og afgifter er lavere.

Men hvorfor er folk flest så modstandere af at skatter og afgifter skal sættes ned?

Det kan der være to grunde til. Måske har man ikke tænkt sit standpunkt ordentligt igennem –– eller måske frygter man at der så bliver råd til mindre velfærd.

Men er den frygt velbegrundet? Faktisk ikke. Kigger man f.eks. på Sverige har det jo vist sig at de senere års svenske skattelettelser har ledt til øgede skatteindtægter. Årsagen er den meget enkle at lavere skat og afgifter skabte flere job således at folk kom ud af forsørgelse (som er en udgift for staten) og ind i et job, hvor de nu bidrager med skattebetaling til staten.

Men vent: Der er mere endnu! For hvis vi er enige om at stat og kommune altid skal være så effektive og påpasselige med borgernes penge som overhovedet muligt, så bør man jo også overveje i hvilket omfang det med smartere indretning kan lade sig gøre at få mere for pengene. Der skal simpelthen leveres mere for mindre.

Men er det muligt? Ja. Naturligvis er det da det. Iflg. det velestimerede OECD er den danske offentlige sektor kun halvt så effektiv som den private. Dvs. at vi kører i ca. halvt tempo når vi kigger på hvad den offentlige sektor får ud af pengene.

Er det fordi de offentligt ansatte er dumme eller udygtige? Nej. Slet ikke. Det er fordi vi gennem mange år har opbygget en række ufatteligt komplekse og ikke særligt effektive administrationsrutiner. Vi kontrollerer og efterberegner alt stort og småt ned i mindste detalje. Ufattelige mængder af penge nedsænkes i skemaer, beregninger, rapportering, udvalg, kommissioner, styrelser etc. etc.

Det er hamrende ineffektivt –– og ikke nemt at komme til livs. Men det er dumt og det koster os alle meget dyrt. Et opgør med bureaukratiet, behandlersamfundet, klientgørelsen af den almindelige borger, den generelle ineffektivitet, uviljen til at konkurrenceudsætte ydelser mv. er i allerhøjeste grad tiltrængt. For vores alles skyld.

Min konklusion på ovenstående er egentlig ganske enkel: Man behøver ikke at definere sig selv politisk for at synes det er sund fornuft at sænke skatter og afgifter. Og man behøver ikke at frygte at en mindre stat er det samme som mindre velfærd.

Faktisk kan det modsatte vise sig at være tilfældet: For en stat og kommune der er drevet effektivt og målrettet med klare prioriteter vil i realiteten kunne levere mere til borgerne for færre penge end i dag –– og selv de mest udsatte som f.eks. kontanthjælpsmodtagere vil jo have fordel af at få styrket deres købekraft gennem lavere skatter og afgifter.

Den pointe jeg når frem til her er ikke rocket science –– og jeg er 100% sikker på at stort set hver eneste af de 179 medlemmer af folketinget forstår disse sammenhænge. Men hvordan kan det så være, at de ikke agerer på dem?

Mit bedste bud er angst for forandring –– og trygheden ved at klæbe til taburetten.

Vi har de seneste 20 år været inde i en meget uheldig udvikling: Når staten fylder 70% af den samlede økonomi er vi alle i realiteten blevet forvandlet til ’velfærdsjunkies’ –– vi er havnet i en situation, hvor vi betaler så meget til staten, at vi ikke længere selv har råd til at købe de ydelser vi har behov for. Det er et tveægget sværd: Vi har velfærd –– men vi er også dybt afhængige af at denne leverance af uddannelse, sundhedsvæsen og socialt sikkerhedsnet fortsætter med at flyde uhindret –– for langt de fleste af os kan jo ikke klare os uden!

Alt dette giver anledning til et demokratisk og politisk dilemma: Når man er blevet afhængig af velfærd bliver man også bange for forandring. Man bliver bange for at miste noget af det, man føler man har tilkæmpet sig eller synes man har krav på som dansker. Derfor er politikere pr. definition bange for at fremsætte forslag der ’går ud over’ grupper af vælgere, der jo kunne reagere ved ikke at stemme på dem næste gang. Det leder til en meget forudsigelig dans: Man bliver valgt ind på løfter om ny og bedre velfærd. Man bliver valgt ind på at påstå man er bedst til at forvalte og udvikle leverancen af velfærd –– men man bliver ikke valgt ind på at være ærlig og sige at vi trænger til ganske store reformer, hvis vi skal klare os fremover.

Jeg gætter på at de fleste politikere forsvarer denne i mine øjne patetiske flugt fra deres demokratiske ansvar med tre argumenter: 1) De repræsenterer en bestemt gruppe menneskers holdninger og ønsker. 2) Det er alligevel umuligt at lave om på tingene og 3) En art ’blindhed’ man opnår efter nogle år som politiker, når det går op for en at det hele er at stort bluffnummer.

Kan vi lave om på alt dette? Ja. Hvis vi vil. Hvis vi hver især forsøger at fokusere på og prioritere det væsentlige. Hvis vi opstiller nogle tydelige målsætninger, der giver mening for alle (som f.eks. at vi vil have flere job, mere købekraft og en mere effektiv offentlig sektor) og at vi prøver at få fokuseret debatten på disse emner, så politikerne og embedsvældet og den ’snakkende klasse’ begynder at forholde sig til det på en konkret måde i stedet for at snakke uden om og bruge kræfter på latterlige lappeløsninger, der ingen effekt har.

Jeg synes vi alle –– uanset politisk ståsted –– har et fælles ansvar her. Et ansvar for at sikre at Danmark ikke ’går ned’ og for at sikre at vi ikke efterlader vores børn med en kæmpegæld og en rodebutik, der er ude af stand til at give dem et ordentligt liv.