Mindfulness er pop-buddhisme udviklet af en professor i medicin, som selv er buddhist.

Han mediterede, og kunne se, at det virkede. Videnskaben var skeptisk, men han var så i den unikke position, at han kunne publicere resultater i videnskabelige tidsskrifter hvilket folk, der havde sagt det samme længe før ham, ikke kunne.

Selv om han fik publiceret sine resultater var folk dog stadig imod buddhisme, så han lavede en pop-version, som kun handlede om meditation, hvorfra han fjernede alt egentligt buddhisitisk og begyndte at sælge det til psykologer og psykiatere, erhvervslivet og til selv-hjælp og dameblade. Denne ikke-religiøse version kaldte han mindfulness.

Nu er han så en sølvmankemand, som kvinder på 30+ betaler i dyre domme for at komme over at mindful-træne (meditere) med.

Jeg tror egentlig, at han selv er god nok, men hans koncept er nu blevet udvandet og vulgariseret ud over alle grænser, så meget at mange af de ting, der i dag hedder noget med mindfulness slet ikke går ud på meditation længere, men på at “lade som om” at man mediterer, mens man løber/ føder/ strikker/ spiser chokolade “på en mindful måde.” For så er det næsten det samme, som rigtig meditation, og rigtig meditation er der jo videnskabelig evidens for, må man jo forstå.

Stakkels de buddhistiske munke, som sidder og glor ind i væggen i timer ad gangen – de skulle da bare vide, at de kunne opnå det samme ved at spise chokolade på en mindful måde.