For nylig skete det igen. En af rød bloks politikere (Anna Mee Allerslev, RV) loggede ind på Facebook og gjorde i en statusopdatering udfald mod en politiker fra blå blok (Rasmus Jarlov, K). Den røde politiker fik hurtigt et svar fra den blå – et svar, som var både kontant og sagligt. Men Allerslev – der ellers er kendt for at lovprise begrebet dialog – ulejligede sig ikke med at svare Jarlov. Den blå politiker praktiserede tovejskommunikation – den røde praktiserede envejskommunikation.

At mere og mere af den politiske debat rykker ind på Facebook, er en kontroversiel udvikling, som ikke alle synes om. Men uanset om man synes om denne udvikling, så er den dog et uomtvisteligt faktum. Facebook er stor del af nutidens mediebillede, og hele tv-indslag og avisartikler er blevet til på baggrund af Facebook-debatter.

Hvad angår debatten på Facebook, så har både jeg og andre lagt mærke til en asymmetri i udviklingen: Hos blå debattører kan alle, som har en Facebook-konto, komme ind i varmen, lufte deres argumenter og få svar fra hovedpersonen selv. Her er tale om dagsordenssættende debattører som Anders Samuelsen (LA), Christopher Arzrouni (Børsen), Martin Ågerup (CEPOS), Jacob Mchangama (CEPOS), Rasmus Jarlov (K), Ole Birk Olesen (LA), Mie Harder (CEPOS), m.fl. Alle svarer på kritiske kommentarer fra såvel høj som lav.

Men sådan er det ikke med de røde. Jeg har aktivt ledt efter de røde modstykker til ovennævnte debattører. Røde debattører, som ikke blot bruger Facebook til envejskommunikation, men som tager debatten med deres kritikere og ikke er for fine til at give den jævne mand svar på tiltale, og jeg har ikke været i stand til at tænke på en eneste debattør i den røde lejr, som bruger sin Facebook på denne måde. Jeg har også forhørt mig hos både røde og blå Facebook-brugere, og ingen af de adspurgte har kunnet nævne én eneste rød debattør, som på samme måde tager debatten på Facebook.

Jeg snakker ikke om de politikere og debattører, som måske blot har skrevet sig op til en Facebook-konto, men som ikke bruger den aktivt, eller som ikke bruger den til politiske formål: Jeg snakker om politikere, som løbende og aktivt bruger Facebook til at gøre udfald for deres politik, men som undgår at tage de debatter, som de selv er med til at starte. Her er tale om debattører som Zenia Mee Allerslev (RV), Jonas Dahl (SF), Christian Madsen (SF), Kristian Madsen (Politiken), Kristian Weise (CEVEA), Jens Jonatan Steen (CEVEA), Helle Thorning (S), Mette Frederiksen (S), Dan Jørgensen (S), Lars Aslan Rasmussen (S), og mange flere. Den eneste røde politikere og meningsdannere, jeg kender til, som er villige til at svare deres kritikere, er forholdsvis perifære debattører såsom Neil Stenbæk Blom (byrådsmedlem, SF).

Særligt grelle blandt disse eksempler er Helle Thorning-Schmidt, Mette Frederiksen, Dan Jørgensen, og Lars Aslan Rasmussen, som alle har slettet og fjernet saglige kommentarer fra menige brugere, der tilhørte både blå og rød blok. De undlod ikke kun at tage debatten: De slettede simpelthen de kritiske spørgsmål og udelukkede de kritiske vælgere fra deres profiler.

Selvfølgelig skal man slette og udelukke de folk, som er usaglige. Og selvfølgelig findes der også blå debattører, som ikke gider tage debatten på Facebook. Der er, når man skuer ud over landskabet og ikke kan findes en eneste rød debattør, som tager debatten, at man må undre sig.

Spørgsmålet står således tilbage: Er der noget særligt ’blåt’ ved debatten på Facebook som gør, at de røde ikke vil deltage? Er der noget ved det at omgive sig med almindelige mennesker og svare på deres spørgsmål, som er utiltalende for de røde?