Opsummering af Agathons tale i Platons Symposion.

Agathon begynder sin tale ved at kritisere de tidligere talere for at koncentrere sig om de velsignelser, som Eros har givet til verden, snarere end selve gudens karakter og personlighed.

Ifølge Agathon, så er Eros den lykkeligste af guderne, den smukkeste af guderne og den bedste af guderne.

Agathon modsiger Faidros ved at hævde, at Eros er den yngste, og ikke den ældste, af guderne. Ifølge Agathon, så hader Eros alderdom og opsøger de unge, og de græske guder ville slet ikke have været så onde ved hinanden i gamle dage, hvis den unge Eros havde været blandt dem dengang. Eros er også følsom, blød og delikat, og han bosætter sig kun i de sjæle, som er bløde. Eros er også smidig, for hvordan skulle han ellesr kunne passere gennem hele sin sjæl, og smuk, leve som han gør blandt blomsterne.

Agathon argumenterer med sofisteri og fejlslutninger for, at Eros besidder de fire klassiske græske dyder: Retfærdighed, Mådehold, Mandsmod og Visdom.

1. Eros er retfærdig, idet han hverken foruretter nogen eller selv bliver forurettet. Således har Eros RETFÆRDIGHED, for alle adlyder ham villigt.
2. Eros har også MÅDEHOLD: Agathon argumenterer for denne sidste overraskende påstand med følgende stykke sofisteri: Mådehold er herredømme over fornøjelser og begær. Intet begær er stærkere end kærlighed, og derfor mestrer kærligheden alle fornøjelser og er således ekstremt mådeholden.
3. Og MANDSMOD har Eros også, ifølge Agathon, for var det ikke kærligheden, som fik Ares (krigsguden) til at falde for Afrodite (kærlighedsgudinden)?
4. VISDOM mangler Eros heller ikke. Alle, som rører ved ham, bliver nemlig til digtere og musikere. Faktisk skylder alle de menneskelige færdigheder ham meget, idet deres udøvere er inspireret af ønsket om skønhed.

Som sin finale leverer Agathon en salve af ord, rim og lyriske billeder, der tilsammen eksemplificerer mange elementer og stilarter fra den oldgræske lyrik, og som desuden fungerer som en slags karikatur af den retorik, som sofisten Gorgias lagde for dagen.

Agathon slutter med at sige, at hans tale er halv leg, halv alvor. Det er det, der redder hans tale. Det er denne klausul, som vender en meget fjollet og irriterende tale til noget ganske morsomt og farvestrålende.