af Ryan Smith

Hvordan skal man forstå de såkaldt konservative indlæg i debatten, som mestendels sviner andre mennesker til i nedladende vendinger uden at ulejlige sig med argumenter? Skulle netop konservative ikke kere sig om social ansvarlighed og anstændig adfærd?

En konservativ ven satte mig på sporet: Konservative er dannede og anstændige mennesker. Det kan man se på den rå mængde butterfly og champagne, som de omgiver sig med. Derfor må konservative gerne tage sig et par friheder i forhold til den anstændighed, som de synes mangler hos andre. Det er deres version af anti-racistens racisme.

Den kender vi bedst fra Politiken-segmentet, hvor de selv er nidkære med at være efter folk, der gør grin med race og køn. Samtidig gør Politiken dog selv grin med race og køn. Ayn Rand er en liberalistisk pin up-dulle, DF-vælgere er white trash og vuvuzela-horn får Politikens redaktion til at ønske sig apartheid tilbage.

Og hvad med de liberale? De liberale ser sig selv som særligt frihedsbevidste mennesker. Derfor tillader visse liberale sig en flirt med antidemokratiske regimer; en leflen for Singapore og Dubai. Det er naturligvis også uacceptabelt.

Alle fraktioner gør klogt i at huske Immanuel Kants ord: “If I am to constrain you by any law, it must be one by which I am also bound (and vice versa).”