Sofisten Antifon (480–411 f.v.t.) var en græsk filosof, retoriker og statsmand, som levede samtidig med Sokrates. Antifon skrev flere større værker, men disse er kun overleveret som fragmenter. Antifon udtalte sig både om politik (se nedenfor) men også om generelle forhold i livet og mellem mennesker.

Fragment DK 87B60: Der er intet, som er vigtigere for menneskene end uddannelse, for enhver ting, som påbegyndes korrekt, er også tilbøjelig til at ende korrekt. Det er ligesom, at det frø, som man sår i jorden, bestemmer, hvilke frembringelser man bør vente sig. Så når man sår god uddannelse i en ung krop, så lever og blomstrer den igennem den persons levetid, og hverken regn eller tørke ødelægger den.

Fragment DK 87B61: Der er intet værre for mænd end manglen på disciplin. Det var genkendelsen af dette faktum, som førte yngre generationer til at vænne deres sønner til disciplin og til at gøre, som der blev sagt, lige fra starten. Meningen med dette var, at de således ikke skulle lade sig gå på af alvorlige ændringer, de mødte [som voksne].

Fragment DK 87B62: Hvad end for en type person, som man tilbringer størstedelen af sin dag med, ham vil man uundgåeligt komme til at ligne, hvad angår egenskaber.

Fragment DK 87B59: En mand, som aldrig har begæret eller erfaret noget noget gement, er ikke en tilbageholden mand, for han har aldrig skullet overkomme noget for at styre sig selv.

Fragment DK 87B51: Det er utrolig nemt at finde fejl ved livet, min ven. Det indeholder intet agtpågiveligt eller bemærkelsesværdigt, men alt er småligt, skrøbeligt, flygtigt og bundet op på den argeste sorg.

Fragment DK 87B53a: Nogle mennesker lever ikke det liv, de har, men optager sig selv grundigt med planer, som om de havde et andet liv at leve end det, de har. Og i mellemtiden passerer tiden dem forbi.

Fragment DK 87B65: Mennesker, der har venner, fejler ofte i at genkende dem og opsøger i stedet dem, som smigrer [de folk, der har] velstand, og dåner over [folk, der har været] heldige i livet.

***

Antifons politiske teori var en slags forløber for naturretstænkningen. I et interview med Weekendavisen foretaget af Frederik Stjernfelt påstod den britiske historiker Jonathan Israel, at ingen af de gamle græske filosoffer var demokrater. Det er forkert – Antifon var demokrat.

I Antifons politiske traktat Om sandheden hedder det bl.a.:

Fragment: De, der er født af kendte fædre, viser vi respekt og ære, mens dem, der kommer fra ydmyge husstande, dem viser vi hverken respekt eller ære. I det henseende opfører vi os som barbarer mod hinanden. For af natur er vi alle lige, både barbarer og grækere har en tilsvarende oprindelse: for det er passende at opfylde den naturlige tilfredsstillelse, som er nødvendig for alle mennesker. Det er passende for alle mennesker at opfylde deres naturlige behov på samme måde, og i alt dette er ingen af ​​os anderledes enten som barbar eller som græker, for vi indånder alle luften med munden og næsebor, og vi alle spiser med hænderne.

På Antifons tid diskuterede sofister og filosoffer ivrigt, om menneskets lod primært skyldtes kultur (nomos) eller natur (physis). Her melder Antifon sig som naturtilhænger, idet han ser naturen som en tilstand af frihed, som mennesker har indskrænket med sine love:

Fragment: De fleste af de ting, der er lovlige, er [ikke desto mindre] … naturstridige. Ved lov er det blevet fastlagt for øjnene, hvad de skal se, og hvad de ikke bør se, for ørerne, hvad de skal høre, og hvad de ikke bør høre, for tungen, hvad den skal sige, og hvad den ikke skal sige, for hænderne, hvad de skal gøre, og hvad de ikke skal gøre … og for sindet, hvad det bør ønske, og hvad det ikke bør ønske.

I modsætning til den ældre generation af sofister bekendte Antifon sig som sagt til en form for naturret, som han så afspejlet i det større billede af naturlove. Han mente, at universets struktur kunne hjælpe os med at afgøre menneskets status i det biologiske og sociale liv. Alle mænd er af natur lige, som det fremgår af deres fysiske konstruktion og biologiske funktioner. Sociale divisioner skyldes menneskelige beslutninger og dermed kultur (nomos), der krænker den naturlige ret til ligestilling.