Mads Holger anklager i Information liberale for at være ude af trit med tænkningen fra Platon og Sokrates. Men mon ikke snarere det er Mads Holger selv, der er ude af trit med tænkningen fra Platon og Sokrates?

Sokrates var ikke en politisk tænker, og Platon var teknokrat. Var det op til Platon, så skulle CEPOS og Dansk Industri styre Danmark. Det transcendentale er et privat projekt for Platon, ikke et politisk. Platons akademi fik sjovt nok heller ikke statsstøtte. Og der er i øvrigt intet ved det liberale tankegods per se, der fornægter væsentligheden af æstetisk fordybelse eller virkelighedens transcendentale aspekt. Det har bare ikke noget med politik at gøre, eller burde ikke have det.

Mads Holger har engang anerkendt i en offentlig Facebook-debat, at man kan opnå kontakt til det transcendentale og kere sig om æstetisk fordybelse, selv om man er teknokrat eller minarkist. Det er dog ikke rigtigt det, han gentagne gange skriver i debatten. Mads Holger opsætter igen og igen et lineært kausalitetsforhold mellem politik og æstetik, som om det ene er fuldstændigt afhængigt af det andet. Således skriver han:

“Det sørgmodigste eksempel herpå var Anders Frandsens indlæg i Berlingske den 19. august. Således steriliseret ender man her i Herning med fadcola bag rationalitetens rustfri gitter i neonlysets skær. Det virker jo, men det er ikke så spændende, og uden spænding klinger lyrens strenge ikke.”

Men dybest set aner Mads Holger jo intet om Anders Frandsens æstetiske interesser; han ved bare, at Frandsens tilgang til det politiske er mere rationel end hans egen. Den eneste måde, hvorpå Mads Holger kan føle sig godtgjort i at fælde dom over Frandsen, er, hvis han mener, at det politiske er en forudsætning for det æstetiske. Hvilket han altså selv har indrømmet, at han ikke mener.

Selv når Platon udtaler sig om æstetik, er det tydeligt, at politik først og fremmest er en rationel øvelse for Platon, som ikke bør forvirres med selve det skønne. Men ikke desto mindre er det netop, hvad Mads Holger igen og igen gør i debatten – der er mere Agathon over Mads Holgers indlæg, end der er Platon eller Sokrates.