Af Ryan Smith
Henover august har brudfladerne mellem konservatisme og liberalisme raset i landets aviser. Det gjorde den i øvrigt også i august sidste år, og på indholdssiden ville det være synd at påstå, at der var dukket mange nye pointer op.
Det nye ved debatten denne sommer er snarere fraværet af egentlige pointer og argumenter. I stedet for at argumentere sagligt og lødigt bliver der kastet rundt med pseudo-argumenter og personangreb, og det særligt fra én person i debatten.
Mads Holger har ad flere omgange beklaget sig over de personangreb, som han har følt sig udsat for i debatten. Personangreb er ganske rigtigt en uskik. Men hvis Holger ønsker sig færre personangreb i debatten, så skulle han måske starte med selv at undlade dem.
Mads Holgers angreb på sine politiske modstandere kender ikke grænsen mellem personligt og politisk, offentligt og privat. Smag i alkohol og musik, alder og kropsbygning, ja selv folks sexliv kan anvendes som politiske argumenter i Mads Holgers forståelse af politik. Mads Holger argumenterer ikke. Han mobber.
Det kan nu engang undre: Skulle netop en konservativ ikke føle en stærk forpligtigelse for traditionelle dyder som anstændig opførsel, social ansvarlighed og propre omgangsformer? Det lader imidlertid ikke til at være tilfældet, når man læser det evige brug (og genbrug) af mobbereplikker, som træder i stedet for argumenter i Mads Holgers indlæg.
Mads Holgers metode er en gentagelse af den gamle speltmor-debat, som ligeledes verserede i 2012. Metoden er simpel: Man opstiller en utiltalende karikatur, som ingen vil være. Dernæst konfronterer man modparten med denne karikatur: “Du vil vel ikke være en speltmor, vil du? Du vil vel ikke være sådan en, der drikker Bacardi Breezers, vil du?” Og det vil folk selvfølgelig ikke. Mennesket er sårbart over for socialt pres, og der har vi netop problemet: Folk kan presses ud i hvad som helst. Også ud i ståsteder, der er mindre fine end det konservative.
Hvad er det i grunden, der får en erklæret konservativ, som gerne skulle have et vist niveau af dannelse og pli, til at forfalde til mobning og glemme alt om anstændig adfærd? Anlægger man en ægte konservativ optik, så er det vel snarere sådan, at ”småfolket” fortjener at blive taget ved hånden, og da bestemt ikke mobbet, af selvbestaltede skønånder som Mads Holger.