af Ryan Smith
I sin filosofi siger den buddhistiske filosof Nagarjuna, at der ikke findes noget, som er udeleligt. Dette har vakt vestlige filosoffer en del besvær. Eksempelvis har Guiseppe Tucci foreslået, at Nagarjuna i virkeligheden må henvise til Yogacara-skolens argument for, at der ikke findes atomer og lignende grundbestanddele, da det eneste, der virkelig eksisterer, er bevidsthed. Det er imidlertid næppe årsagen til Nagarjunas afvisning af udelelighed.
Har man først forstået Nagarjunas vedholdenhed over for ideen om gensidig opståen, så bliver svaret også nemmere at forstå. Lad os forestille os noget tilsyneladende udeleligt, såsom en diamant. Denne diamant kan skæres itu, og selv hvis den ikke kunne skæres itu, så består den af atomer, og således er diamanten ikke udelelig.
Nu ville det være naturligt at tænke i fysikalistiske baner. Fra moderne fysik ved vi, at selv atomer ikke er udelelige, og at man kan blive ved med at opdele dem i mindre bestanddele (muligvis uendelig mange gange, sådan at virkeligheden ikke har nogen nedre grænse, hvor man ikke kan opdele entiter mere). Men Nagarjunas argument er ikke et argument om universets mindste bestanddele, så selv hvis det i fysikken viser sig, at vi når et subatomart niveau, hvor man ikke længere kan opdele bestanddele i mindste bestanddele, så ville Nagarjuna stadig mene, at der ikke findes noget, som er udeleligt.
Årsagen til, at Nagarjuna kan holde fast i denne tro, er som nævnt Nagarjunas tanker om gensidig opståen. Lad os for argumentets skyld sige, at den mindst tænkelige enhed i universet er en kvark, og at denne kvark ikke kan opdeles i yderligere, mindre bestanddele. I så fald ville Nagarjuna sige, at selv om kvarken ikke kunne deles yderligere, så ville den stadig være delelig, for så vidt som den var gensidigt opstået. Analysen af kvarken ville fortælle os, at den (som alt andet i universet) ikke har egeneksistens, men at den kun eksisterer i modsætning til noget, som den ikke er.
Så kvarken ville ikke have egen-eksistens. Herfra kan vi følge Nagarjunas kendte tetralemma (eller “fir-dobbelte-dilemma”):
- Kvarken har ikke egeneksistens; den må nødvendigvis eksistere som modsætning til noget, den ikke er
- Men kvarken har heller ikke ikke egeneksistens; den må nødvendigvis være sig selv i forhold til det, den ikke er
- Og kvarken har heller ikke både egeneksistens og ikke-egeneksistens; denne position ville negere sig selv
- Og kvarken har heller ikke hverken egeneksistens eller ikke-egeneksistens; #1 og #2 i denne række tyder jo på, at #4 ikke kan være sand
Således kan vi nu se, at antagelsen A = A; (kvarken er kvarken) er uholdbar. Kvarken kan ikke postuleres som en blivende enhed i forhold til sine omgivelser, og kvarken er derfor ikke udelelig. Selv om kvarken ikke kan deles ud i mindre enheder, så kan dens kvaliteter og eksistens ikke postuleres uden en øvrig virkelighed som baggrund og modsætning, og således inter-penetrerer kvarken og den omkringliggende virkelighed hinanden i et forhold, hvor de ikke er identiske, men ej heller forskellige. Det samme gælder for alt andet i universet, og derfor kan Nagarjuna sige, at der ikke findes noget, som er udeleligt. Argumentet skal altså ikke forstås fysikalistisk., som om at man kan blive ved med at opdele kvarker (i konventionel forstand), hvis videnskaben siger, at man ikke kan det. Argumentet skal forstås ontologisk – der findes slet ikke egeneksistenser, og derfor findes der heller ikke noget, som er udeleligt. (For den sags skyld kunne man lige så vel bemærke, at der i Nagarjunas system heller ikke findes noget, som er deleligt, da tingenes sande natur er hinsides ord og tanker.)
Nagarjuna og visdommens perfektion
Det er værd at bemærke, at mens de første buddhister troede, at man kunne reducere større objekter til mindre, så troede de stadig på grundbestanddele. Der er det bl.a. Nagarjunas bidrag til forståelsen af Buddha’ens oprindelige belæringer, som har gjort, at man i Mahayana-buddhismen ikke længere tror på grundbestanddele. Således hedder det i Hjerte-sutra’en, at: Når man praktiserer perfektionen af visdom, så ser man, at de fem grundbestanddele, som de første buddhister havde opereret med, er tomme.